Blog
Lad os skrive en bog -
del 4: Plotstruktur
Du har snuset til både at plotte og pantse (se evt. dette indlæg), og har fundet ud af hvilken hylde du passer bedst ind på. Nu skal du i gang med selve historien.
Selv hvis du er pantser vil du nok have i hvert fald bare et par idéer eller tre om, hvilken historie du gerne vil fortælle. Du har et par stationer, som du gerne vil forbi, men de ligger og flyder lidt i dit hoved og kan skubbes rundt, hvis det bliver nødvendigt.
Hvis du er plotter, vil du gerne have de stationer ned, så de ligger fast, og du vil kunne bygge bro mellem dem, så sporene kan lægges på en fornuftig måde. Og det er det, plotstruktur handler om.
Det er vigtigt først at nævne, at alle – både plottere og pantsere – har brug for plotstruktur. De forholder sig blot til den på forskellige tidspunkter i processen. Plotstrukturen er det skelet, som sikrer, at historien bevæger sig i den rigtige retning. At den har de rigtige twists, giver figurerne gode arcs (den udvikling de gennemløber gennem historien) og giver læseren en god oplevelse. Uden struktur bliver historien rodet og uden mål. Den kan komme til at dvæle alt for længe ved passager, som ikke er vigtige, og som derfor sinker den. Så plotstrukturen er vigtig.
Når det er sagt, så findes der ikke en fast plotstruktur, som alle benytter. Der findes flere forskellige. Jeg vil her kort nævne tre-akts-strukturen og herefter beskrive den model, jeg selv benytter, og som også er en variant af tre-akts-strukturen.
Tre-akts-strukturen følger hovedpersonens rejse, og er delt op i tre dele (tre akter).
I første akt befinder hovedpersonen sig i den verden, hun hele tiden har kendt. Det er den ”normale” verden for hende, og alt er, som det hele tiden har været. Et lille stykke inde i akt 1 sker der dog et eller andet. En begivenhed, som skubber hovedpersonen i en ny retning, så hun ikke længere vil kunne blive ved med at leve som før. Denne begivenhed kaldes på engelsk for ”the inciting incident”, og den er uundværlig for din historie. Uden den ville livet være fortsat som altid, men nu er det umuligt. Vores hovedperson er nødt til at forholde sig til sin nye virkelighed og alle de problemer, den bringer med sig. Tingene bliver mere uoverskuelige, indtil hun tvinges til at søge nye veje og forlade den sikre verden, hun indtil nu har befundet sig i. Det kan være enten bogstaveligt eller i overført betydning. Dette punkt kaldes første vendepunkt og ligger på grænsen mellem første og andet akt.
I andet akt har hovedpersonen forladt den sikre verden, hun befandt sig i. Hun er i en ny verden, som hun ikke kender, men hun har en idé om, hvordan hun kan løse det problem, som tvang hende af sted. I løbet af andet akt møder hun mange nye personer og situationer, hun ellers ikke ville have mødt, og hun arbejder sig langsomt tættere på en løsning. Men så kommer andet vendepunkt. Det ligger nogenlunde midt i bogen, og vender alt på hovedet. Lige som hovedpersonen tror, at hun har løst problemet – lige som hun føler, at hun er så tæt på løsningen, at hun kan række ud og gribe den – sker noget, som knuser alt og som flytter hende tilbage til start. Det kan være, at en person, hun har stolet ubetinget på, forråder hende. Det kan være, at en elsket dør. Det kan være noget helt tredje. Hvad det end er, gør det nu den løsning, hovedpersonen havde sigtet mod, umulig. Og værre end det: Det gør på en eller anden måde problemet endnu værre. Endnu mere uoverskueligt.
På dette tidspunkt ser det virkeligt sort ud for vores hovedperson. Alt ramler og det virker, som om der ikke findes nogen løsning. Uanset hvad hun prøver, lykkes det enten ikke, eller det gør problemet endnu værre. Og så når hun til tredje vendepunkt. Det ligger på grænsen mellem andet og tredje akt og er det absolutte lavpunkt i historien. Ting kan simpelthen ikke blive værre. Alt er slået fejl. Hovedpersonen står over for den værst tænkelige situation og ser ikke ud til at kunne undslippe. Men så kommer hjælpen. En ny indsigt eller viden dukker op. En ny allieret melder sig, og pludselig findes der en løsning.
I tredje akt løses problemet. Hovedpersonen kan med sin nye viden eller hjælp løse problemet på en måde, hun ikke tidligere vidste var mulig. Hvis historien har haft en antagonist (modstander eller fjende, som er den person, som indtil nu har forhindret hovedpersonen i at nå sit mål), vil hovedpersonen i dette akt konfrontere antagonisten og (oftest) overvinde ham. Til sidst i aktet er hovedpersonen kommet ud på den anden side. Hun befinder sig i en ny verden, som ikke er som den verden, hun forlod, men som hun forstår og passer ind i (i modsætning til andet akt, hvor hun kæmpede for at overleve i en verden, hun ikke forstod).
Første og tredje akt er kortere end andet akt. Groft sagt kan man sige, at andet akt udgør cirka halvdelen af historien, mens resten af historien er fordelt på første og tredje akt.
Det er meget vigtigt at understrege, at sådan en plotguide netop kun er det: En guide. Det er ikke en absolut lov, som man skal følge slavisk. Hvis man gør, kommer historien let til at virke konstrueret og mekanisk. Guiden er mere ment som en liste over ting, det er godt at have med, samt hvilken rækkefølge de bør komme i. Hvis du har en idé til en historie, er det derfor en god idé at kigge på plotstrukturen og se, om historien passer nogenlunde ind. Du kan f.eks. tænke over, hvilken del af historien som kunne være første vendepunkt. Hvilken del er den del, som vender det hele på hovedet osv.
Selv følger jeg heller ikke guiden slavisk, men jeg sørger for altid at komme forbi ”the inticing incident” (den begivenhed, som sætter handlingen i gang) samt knækket midt i andet akt, hvor alt vendes på hovedet og bliver værre. Nå ja, og så selvfølgelig et endeligt opgør mod slutningen, hvor alt kulminerer.
Her kan I se en video om tre-akts-strukturen (arrangeret i et W), som jeg selv synes er godt forklaret og let at forstå. Videoen åbner i et nyt vindue.
Okay.
Nu har du din historie. Du har arrangeret plottet (enten løst i hovedet eller fast på papiret). Er du så klar til at skrive? Svaret er … at det er du vel, men måske ikke helt alligevel. Oftest er det nemlig ikke nok med et enkelt plot. Med mindre dit hovedplot er meget komplekst, vil du få en ret kort bog. Det er her, at sideplots kommer ind. De gør din historie mere spændende, de gør dine figurer mere komplekse, og så er de tilmed ret sjove at skrive.
Og det vil vi se på næste gang.