Blog

En skrivebæver er god at have

skrivning lidt for sjov

”En skrivehvad er god at … hvad?” tænker du sikkert.

Men lyt til mig. Giv … giv mig lige tre minutter og lyt til mig.

På billedet her ser du min skrivebæver. Den hedder faktisk bare Skrivebæver, og den hjælper mig med at skrive. Den sidder på mit skrivebord lidt til venstre for skærmen og holder sig klar, til hvis jeg får brug for den. Men faktisk er den ikke en bæver. Den er et trick. Et trick, som du også kan bruge.

Har du nogensinde set Dumbo? Disneys tegnefilm fra 1941?

Filmen handler om elefantungen Dumbo, som er født med så kolossale ører, at den faktisk kan flyve. Den kan bare ikke selv tro på det, og fordi den ikke kan tro det, så kan den ikke flyve. Det indser musen Timothy, og han udtænker et trick, som kan få Dumbo til at tro på sig selv. Et trick som kan få Dumbo til at flyve. Timothy giver Dumbo en fuglefjer og fortæller, at det er en magisk fjer. Hvis bare Dumbo holder den i snablen, kan han flyve. Og Dumbo flyver. I filmens klimaks mister Dumbo grebet om fjeren og tumler mod jorden, men Timothy fortæller ham sandheden: At fjeren bare er det. En fjer! At det hele tiden har været Dumbo, som har fløjet. At evnen hele tiden har været hans.

Sådan virker en skrivebæver også. Brug den som en fjer, en talisman, en guide. Det er nok at stryge hånden over den, så kan du skrive. Den hjælper. Den er din direkte forbindelse til skriveguderne. Den skubber dig i gang og får de første ord ned på papiret. Den sætter læsset i bevægelse, så du selv kan skubbe det videre.

Med tiden bliver din skrivebæver mindre vigtig. Du har skubbet læsset i gang så mange gange, at du ved, du kan. Du har arbejdet dig gennem svære midterstykker, har omskrevet figurer og føjet ting til, og du har set, at selv om det kan virke som store opgaver, kan du stadig overkomme dem. Men i begyndelsen … i begyndelsen er en skrivebæver god at have.

Så hvis du er kørt fast, eller hvis du slet ikke kan komme i gang, skal du få dig en skrivebæver.

Eller en skrivebamse … jeg dømmer ikke.

Læs sidste indlæg   -   Læs næste indlæg
Se alle indlæg