Blog

Første udkast er færdigt!

skrivning arasvog

Sådan ser 110.000 ord ud - første udkast af Arasvog er færdigt!

Det er altid fedt at kunne trykke "print" og se historien komme ud, side for side. Teksten, som har levet flere måneder på skærmen, bliver pludselig virkelig. Den bliver noget, man kan holde mellem hænderne ... og en ordentlig bunke endda.

Normen for voksenromaner ligger omkring 75.000-100.000 ord for normale romaner og en smule mere for romaner, som kræver mere beskrivelse af miljøet. Det kunne f.eks. være fantasyromaner eller romaner med overnaturlige elementer, hvor Arasvog falder ind, også selv om hovedvægten (som altid i mine romaner) er lagt på relationerne mellem bogens figurer.

Nu får bogen lov at stå på hylden i en måneds tid, så jeg glemmer alt om den og kan læse den igennem med friske øjne. Da jeg jo plotter mine historier (se evt. her), er der sjældent store, graverende fejl i plotstrukturen, men det sker tit, at jeg støder på formuleringer eller passager, som virker lidt kantede og ikke glider så let over tungen. De bliver så rettet sammen med de tastefejl, dobbelte mellemrum og andet, som har sneget sig ind.

I mellemtiden vil jeg nu give min hjerne en uges skrivefri og så sætte den til at finde på idéer til figurerne og handlingen i den næste historie. Jeg har allerede et meget løst og overordnet rids i tankerne, men først når figurerne kommer til, og jeg finder ud af deres problemer og hemmeligheder, bliver det muligt at skrue det hele sammen, så det også bliver spændende at læse.

Men allerførst: Skrivefri.

Læs sidste indlæg   -   Læs næste indlæg
Se alle indlæg