Første kapitel
“Smil nu.”
Mor kærtegnede min kind. Hun sad på sengekanten i værelsets halvmørke som en kærlig, men ulden silhuet, og jeg blev et øjeblik i tvivl om, berøringen havde været ægte, eller om jeg stadig sov.
“Hvad er det, der går dig på?” spurgte hun blidt.
Jeg flyttede mig en smule, så hendes fingre ikke kunne nå mig, også selv om det havde føltes rart. I fodenden rørte Frøken på sig. Den spandt kort og faldt så i søvn igen. Mor lagde hovedet på skrå.
“Intet,” svarede jeg. “Jeg har det fint.”
“Du ved, du kan tale med mig? Du ved, jeg er her?”
Jeg nikkede.
“Så prøv at smile, skat.”
Lige nu var mor her. Jeg nikkede beklemt, og et strejf af tristhed gled over hendes blik og gjorde mig bange helt ned i maven. Så var øjnene igen glade.
“Vi venter nedenunder,” sagde hun og strøg mig over håret.
Hun standsede i døråbningen og så tilbage. Den nøgne pære i gangen fik omridset af hendes silhuet til at tindre og oplyste de dansende støvfnug på mit værelse.
“Mormor har varmet vand,” sagde hun. “Jeg har stillet fadet i gangen.”
Så var hun væk. Jeg blev siddende i sengen og prøvede at fange de sidste rester af drømmen, men den blev ved med at glide ud mellem mine fingre. I stedet lod jeg hånden glide gennem Frøkens filtrede pels. Katten spandt og strakte sig. Den var næsten blind, 13 år gammel og dermed den ældste på værelset, så på en måde føltes det, som om den havde mere ret til sengen end mig. Jeg lettede på de tykke sække, som gjorde det ud for mørklægningsgardiner, og tittede ud i sommermorgenen. Et tyndt bånd af kondens havde samlet sig i fine dråber nederst på ruderne, lige over rammernes afskallede maling. De spejlede lyset, og tusind små sole glitrede.
Der var et hul. Det var ikke særligt stort og helt nyt. Da jeg forsigtigt lod fingrene glide over natkjolens stof, løj mine overfølsomme fingerspidser og gjorde hullet større, end det var, men det var der. Jeg betragtede mit spejlbillede på indersiden af skabslågen. Bag mig var sækkene trukket til side, og sollyset gled varmt over det afblegede tapet. Frøken spandt stadig i sengen. Mit spejlbillede smilede ikke. Det gjorde det aldrig. Det var egentlig underligt, for jeg var jo ikke trist, ikke rigtigt. Jeg var bare, ganske enkelt. En tavs pige med klare, himmelblå øjne, som blev lidt mørkere lige inden alt det hvide. Jeg sænkede hånden og betragtede hullet. Det var lidt mindre end en halv enøre og var vokset frem i ly af mørket, lige under mine bryster, som havde gjort det samme et halvt år tidligere. Det var ikke så slemt. Mor kunne lappe det. Hun var god til at ordne ting, som var i stykker. Ikke alt, selvfølgelig, for nogle ting kunne ikke reddes. Jeg trak kjolen på. Det var den lyseblå med det hvide mønster i kanten. Så tog jeg det blomstrede hårbånd fra stoleryggen og bandt det. Det sad perfekt, men føltes forkert, så jeg løsnede det og bandt det igen. Tredje gang lykkedes det. Jeg fandt min halskæde og følte det lille vedhængs gyldne halvcirkel med perlen mod håndfladen. Sollyset flød over vindueskarmen og sengen. Bag gårdspladsen strakte Drejøs marker sig, indtil de ikke kunne længere, og havet tog deres plads. På sengen strakte Frøken sig og kom på benene. Jeg håbede, det ville blive en af de gode dage.
Køkkenet var en varm hule fuld af duften af bær og erstatningskaffe, da jeg balancerede ned ad trappen med vaskefadet. Ved komfuret sang mor. Hun havde en grydeske i den ene hånd og øens smukkeste stemme. Den var som fuglesang og sommerdage. Jeg stillede fadet på låget af den lune, indmurede gruekedel og lod fingrene glide over de glaserede kakler, så mine fingerspidser også kunne føle varmen.
“Har du husket sæben?”
Mor nynnede videre med ryggen til, mens hun ventede på mit svar. Hendes hofter vuggede. Jeg nikkede og lagde den lille, bleggrønne gnalling i dens bakke ved siden af gruekedlen. Den var mere værd end guld.
“Oktavie?”
“Ja, mor.”
“Tak, skat.”
Hendes nynnen blev igen til sang. På et lavt bord bag hende ventede tomme syltetøjsglas ved siden af en pose sukker og en flaske Atamon, så sukkeret ville holde længere. Bærrene var søde nok i sig selv. Moster Johanne sad ved køkkenbordet, og jeg blinkede overrasket.
“Moster Johanne? Hvad laver du her?”
Mosters smil var en kopi af mors. Hendes øjne glitrede på samme måde, og hendes perfekte, hoftelange jakke med den lille vingekrave gjorde det svært at se, at der var krig i verden.
“Jeg kom bare lige forbi,” sagde hun, “og så tænkte jeg, at jeg ville hilse på. Man kan dufte syltetøjet helt ud på vejen. Kom og få et knus!”
Jeg tørrede hurtigt mine allerede tørre fingre i skørtet og bøjede mig, så moster kunne lægge armene om mig. Hendes parfume kildede i næsen, og duften blandede sig med jordbærrenes. Hendes smil gjorde det svært for mig at holde blikket. Jeg blev reddet af bryggersdøren, som pibende lukkede morfar ind i hulen. Han havde sit arbejdstøj på og holdt nogle papirer i hånden. Gråmis To og Pjuske fulgte ham og sonderede et øjeblik terrænet fra døråbningen.
“Er du vågnet, syvsover?” spurgte han.
Jeg nikkede hurtigt.
“Sulten?”
“Meget.”
“Det må vi få gjort noget ved.” Han lagde papirerne på bordet og blev et øjeblik hvirvlet ind i mors dans, da han hentede en kasserolle fra komfuret. “Byggrød. Så vi kan få lidt muskler på det cykelstativ.”
Han lo, og moster rejste sig og gjorde plads, så han kunne sætte sig over for mig. Han spejdede kort mod mor og trak så et lille, foldet kræmmerhus frem fra inderlommen.
“Jeg har stjålet lidt sukker fra mor,” hviskede han. “Det opdager hun aldrig. Jeg er mestertyv.”
Han tav, som om han ventede et svar, og jeg betragtede ham spørgende.
“Kom nu, din grinebider,” sagde han venligt og strøg mig over kinden. “Jeg ved, du gemmer et smil derinde.”
Mens han øste op, lod jeg blikket glide gennem det fyldte køkken. På væggene hang sier og dørslag mellem sprossede køkkenskabe fulde af tallerkener og kopper, ældre end selv mor. Sepiafarvede mennesker betragtede os fra små, ovale rammer. Over døren hang en hestesko, over vasken en skurebørste. Mormor og morfar havde boet på gården i næsten 50 år. Jeg havde boet der hele mit liv. Mor løftede forsigtigt den dampende gryde fra komfuret og dansede over til de ventende syltetøjsglas. Moster Johanne havde stillet sig ved siden af hende, og jeg valgte ikke at se de to 10-kronesedler, hun havde lagt ved glassene. Jeg vidste godt, at moster ikke købte syltetøj, og jeg kunne ikke lide den følelse, sedlerne gav mig, også selv om moster var sød.
Måske var der en bestemt mængde held i hver familie? Det var noget, jeg havde tænkt en del på. Måske var det sådan, at hvis nogen i familien var meget heldige, måtte der være andre, som havde lige så meget uheld, så tingene balancerede, og verden kunne fortsætte. Måske det kunne forklare moster Johanne og mor. Måske det kunne forklare mig.
Hun havde giftet sig rigtigt, moster. Onkel Anton var velbeslået, deres hus var en drøm, og hvis hun ikke havde været så sød, kunne det være let at blive misundelig. De boede i byen, men deres hus gik alligevel fri af storbranden i ‘42. Det overraskede ingen. Moster Johanne havde altid været heldig, og nu, to år senere, lå der to brunrøde 10-kronesedler på bordet ved syltetøjsglassene og ventede på at blive brugt og forvandlet til 10- og 25-ører, som kunne komme i glaskrukken bagest i skabet. Moster gav mor et knus, og de hviskede kort sammen, inden hun gik. Jeg lyttede til den pibende bryggersdør og stilheden efter. Nogle gange måtte moster gerne være lidt mindre heldig. Mor tørrede hænderne i forklædet og satte sig ved bordet. Hun strålede og rodede venligt mit hår. Jeg rettede på hårbåndet og begyndte at spise. Ved bænken ved gruekedlen hoppede Pjuske op i kurven til sine killinger. Kun tre havde overlevet denne gang. Hvide, Jordbær og Prik. Katten gav sig til at slikke Jordbær. Vi havde altid haft mange katte, og i modsætning til de andre gårde fik de hos os lov at komme ind i stuehuset. Det var ikke mormors og morfars katte, det var mors, og de var familie. Jeg var taknemmelig for dem, for det gav mig nogen at tale med. I kurven kæmpede Jordbær for at holde balancen under Pjuskes ru tunge. Mor vidste slet ikke, at kattene nogle gange svarede mig.
“Er det hønsehuset?”
Mor tog et af morfars papirer fra bordet og betragtede det. En tegning i grå blyant med forskellige mål i hans håndskrift fyldte det meste af papiret. Hun nynnede for sig selv.
“Ja.” Morfar strakte sig, så han kunne se tegningen. “Jeg har brugt de rester, vi har, men vi mangler stadig nogle brædder og en æske søm eller to.”
Mor nikkede og bed sig i underlæben. Hendes nynnen fortsatte, men en smule svagere, og jeg vidste, hvordan 10-kronesedlerne ville komme af dage. Morfar pegede på tegningen.
“Jeg kan først gå forbi trælasten om et par dage, men måske vi kan sende Oktavie, så tingene kan blive lagt til side?”
Mors nynnen forstummede. Hun så på morfar, og varmen i mit bryst blev blæst ud. Ikke svære. De måtte ikke være svære.
“Far …” sagde mor.
Morfar så skyldig ud.
“Hvad er det, der skal købes?” spurgte jeg, og min stemme lød slet ikke bange.
“Bare nogle søm og brædder,” svarede han.
“Hvilke brædder?”
Morfar tøvede.
“Fyrrebrædder og forskallingsbrædder. Det kan du godt huske, ikke?”
Jeg sank. De var svære. Der ville være alt for mange bogstaver. Morfar forstod og gav min hånd et klem.
“Du skal ikke, hvis du ikke vil, pus,” sagde han blidt. “Jeg kan sagtens vente et par dage.”
“Nej.” Jeg rystede på hovedet. “Nej, jeg … jeg kan godt.”
“Er du sikker, skat?” Mor lagde tegningen på bordet.
Jeg nikkede, og hun smilede forsigtigt.
“Du er min lille heltinde,” sagde hun, og fuglesangen krøb tilbage i hendes stemme. “Jeg laver en liste, og så tegner jeg de forskellige ting ved siden af ordene. Ligesom sidst, ikke?”
Mor sang igen ved komfuret, da jeg gik mod bryggersdøren med den lille lap papir i hånden. Jeg lyttede til sangen, mens jeg trak i skoene. Jeg var en heltinde, jeg var modig og slet ikke bange, ikke det mindste. Sangen blev svagere, da jeg trådte ud i solskinnet og lukkede bryggersdøren bag mig. Gårdspladsen duftede af morgen og en smuk dag på vej. Mor var i godt humør, men for en sikkerheds skyld trak jeg alligevel to gange mere i dørhåndtaget. Jo. Døren var lukket.
“Døren er lukket, døren er lukket, døren er lukket,” hviskede jeg.
Det føltes rigtigt. I gårdspladsens fjerne hjørne, lidt skjult bag ladens længe, lå grisestien og skelettet af det, der engang ville blive et rigtigt hønsehus, når heltinden havde klaret sin opgave. Jeg vippede på fødderne og gik ud til den sandede vej, hvor jeg så mod vest og længtes efter at besøge klinten. Så gik jeg mod byen.
“Fyrrebrædder og forskallingsbrædder,” mumlede jeg. “Fyrrebrædder og forskallingsbrædder.”
Der var ikke langt, helt sikkert mindre end en kilometer, og ikke en vind rørte sig i morgenlyset. Luften smagte af korn og støv. Gruset i vejkanten knasede under mine såler, og et sted i det blå sang en usynlig lærke.
“Ohøj, Oktavie.”
Anne sad med ryggen mod et træ og armene hvilende på knæene. Hun bar den hvide kjole med pufærmerne, som jeg var hemmeligt misundelig på. Da jeg fik øje på hende, sprang hun op og gav mig et knus.
“Hvor er du på vej hen?”
Jeg holdt papirlappen op.
“Trælast Hansens.”
“Virkelig? Har din mor skrevet ned, hvad du skal købe?”
Jeg slog beklemt ud med hånden.
“Jeg sagde, at det var i orden,” sagde jeg. Da Anne ikke svarede, tilføjede jeg: “Hun har også lavet tegninger ved siden af.”
“Ligesom sidst?”
Anne så et øjeblik tænksom ud, inden hun gav mig et klem.
“Ved du hvad?” sagde hun. “Det er ikke noget problem. Hansen er flink. Jeg er sikker på, du bare kan række ham sedlen, så klarer han resten.”
“Men hvad, hvis det er Regitze?”
“Det er ikke Regitze.” Anne strøg mig over kinden. “Og selv hvis det er, hvad så? Du er fire måneder ældre end hende. Hun er en rolling.”
“Det ved du godt ik…”
“Ja, ja. Det ved jeg godt ikke tæller.” Lyset spillede i Annes øjne. “Men det er ikke Regitze. Det er Hansen. Kan du se mit knæ?”
Hun løftede et tyndt ben og viste sit knæ.
“Det er ikke ømt,” sagde hun bestemt. “Det er altid ømt, når det er Regitze.”
Jeg så fra Annes knæ til gruset på vejen og nikkede. Hun klappede mig på skulderen.
“Kom. Lad os gå.”
Vi fulgtes mellem de dugvåde marker med solen i øjnene. Papirlappen var tung i min hånd, men det var ikke kun det. Mor var glad, og det var dejligt. Det fik mig til at føle mig elsket, men det fik også den usynlige kat i mit hjerte til skræmt at hvæse og vise kløer, selv om jeg slet ikke havde gjort noget forkert. Det stak, fordi jeg vidste, at efter mors glæde kom …
“Oktavie?”
Annes blik var bekymret.
“Hvad er det?” spurgte hun.
Jeg sukkede og trak på skuldrene. I horisonten voksede byen sig større.
“Jeg er bange for at blive alene,” mumlede jeg. “Igen.”
Annes udtryk skiftede til undren.
“Du har jo dine bedsteforældre?”
“Ja … jo. Lige nu, men …”
“Du har jeres katte.”
“Jeg har ikke rigtigt nogen,” sagde jeg dæmpet. “På min egen alder, mener jeg.”
“Du har mig.”
Anne gjorde et nummer ud af at spankulere ved siden af mig, og jeg slog ud med hånden.
“Det tæller ikke, det ved du godt.”
“Av,” peb hun og tog sig til hjertet. “Jeg er din bedste veninde.”
“Anne.”
Hun fik et alvorligt udtryk og smilede så.
“Du har ret,” sagde hun.
Nogle meter fik gruset lov at knase under vores fødder.
“Du er min eneste veninde,” sagde jeg stille. “De synes alle, jeg er …”
“Det er du ikke,” afbrød Anne bestemt.
“Men jeg …”
Hun standsede og så mig i øjnene.
“Tror du virkelig, jeg ville være din veninde, hvis du var? Så ville jeg da være alt for populær til overhovedet at se din vej.” Hun smilede prøvende. Et pust af vemod gemte sig i hendes øjenkroge. “Du er klog, Oktavie.”
“Sig det til Regitze.”
“Til Hekkenfeldt med Regitze!”
Hun gav mine skuldre et kærligt klem, og hendes øjne lyste op.
“Du har Jens.”
Ja. Anne havde ret. Jeg havde Jens, og jeg var taknemmelig. Han var anderledes. Han var ligeglad med, om jeg …
“Hold op med at lytte til de andre,” sagde Anne med eftertryk. “Det er dem, der er nogle fjolser. De ved ikke, hvad de taler om.”
“Hvorfor kan jeg så ikke læse, hvad der står på sedlen?” Jeg holdt papirlappen anklagende op. Mine øjne sved. “D-det er kun tre ord, og jeg kan kun læse søm!”
“Se på mig.” Annes blik var alvorligt. “Du er ikke en sinke!”
Jeg så hjælpeløst tilbage og sænkede hånden. Papirlappen vejede hundrede kilo. Højt over os sang lærkerne.
“Hvad er jeg så?”
“Du er min veninde.” Anne smilede og gav mig et knus. “Du er min bedste veninde.”
Jeg snøftede og tørrede øjenkrogene. Nogle sekunder stod vi bare i solskinnet. Jeg nikkede, og hun lyste igen op. Hun smilede skævt, da hun klappede mig på skulderen.
“Det er Hansen, som er der i dag,” sagde hun. “Mit knæ lyver ikke. Kom.”
Regitze stod bag disken, og mit hjerte krøb ned i fødderne. Bag hende så Ellen og Iben fra klassen op. Deres øjne blev lige en anelse rundere, inden de stak hovederne sammen. Jeg var stivnet i døren med lyden af byen i ryggen. Det kriblede i benene for at træde bagud og forsvinde, men jeg kunne ikke. Jeg var mors heltinde. Papirlappen brændte i min hånd.
“E-er din far her?” spurgte jeg og tvang mig over gulvet til gummimåtten ved disken.
Regitze foldede hænderne. Hendes mørke lokker var perfekte, hendes kjole alt for pæn.
“Nej,” sagde hun og gjorde et nummer ud af at spejde rundt i lokalet. “Er din?”
I mig hvæsede hjertekatten, og tårer samlede sig i øjenkrogene. Bag Regitze fnes Ellen-Iben med de to hoveder. Hun smilede et falsk smil og lagde hovedet på skrå.
“Hvad vil du?”
Noget slemt ville ske. Jeg vidste det, og mit hjerte hamrede allerede bange i brystet. Intet godt skete nogensinde med Regitze. Jeg holdt papirlappen frem.
“Min morfar vil gerne have nogle varer lagt til side til i overmorgen,” sagde jeg.
“Hvilke varer?”
“N-nogle søm og … og brædder.”
Regitze kneb øjnene en smule sammen, og det falske smil fik skarpe kanter. Bag hende holdt veninderne vejret.
“Hvilke brædder?”
Min mund var tør. Pulsen dunkede i ørerne, og jeg indså, at jeg havde glemt navnene. Mit dumme hjerte havde skyllet dem væk med sin brusen, og hvor de havde ligget, var der nu helt tomt.
“Det …” sagde jeg og vidste allerede, at jeg ikke kunne fuldføre sætningen. “Det er …”
“Ja?”
Jeg tav og holdt sedlen frem. Regitze betragtede den, som om den var beskidt. Hun så kort mod veninderne, som var røde i hovederne af indestængt latter, og tog så sedlen mellem pege- og tommefinger. Jeg talte sekunderne i stilheden.
“Jeg beklager,” sagde Regitze. “Jeg kan simpelthen ikke læse de kragetæer. Og hvad er det for nogle tegninger?” Hun vendte sedlen mod mig. “Jeg vidste ikke, du havde en lillesøster.”
Jeg dirrede af skam og fortabt vrede. Det var så uretfærdigt og ondt. Vreden blev til flammer, som stak og sved, men der var ikke noget, jeg kunne gøre. Mine arme hang afmægtigt langs siden. Forræderiske tårer rev sig løs og efterlod alt for glinsende og tydelige spor over kinderne. Regitze var ligeglad.
“Hvad står der?”
Hun skubbede sedlen over disken, og jeg tog den. Papiret dansede i min hånd. Tårerne viskede den allerede umulige tekst ud.
“D-der … der står …”
“Hvad står der?”
Regitze smilede ikke længere. Hendes mund var en tynd streg, hendes øjne syle. Jeg sitrede. Der var ingen heltinde. Der havde aldrig nogensinde været en heltinde. Regitze himlede med øjnene.
“Er du dum?”
Ordene sved, og jeg krympede mig.
“J-jeg er ikke …” begyndte jeg.
Hun rev papiret ud af min hånd og stirrede hånligt på det.
“Fyrrebrædder og forskallingsbrædder. Søm,” læste hun roligt. Hun holdt en pause og så op. “Sinke.”
Jeg snøftede og tørrede kinderne i håndryggen, men ydmygelsen pressede straks nye tårer frem. Jeg var rasende, men magtesløs. Det var ikke retfærdigt. En del af mig havde lyst til at eksplodere, men jeg vidste, at det var det, Regitze ventede på, så hun og Ellen-Iben ville have noget nyt at nedgøre mig over.
“Jeg er ikke en sinke!” sagde jeg hæst.
“Du kan ikke engang læse!”
Bag hende spruttede veninderne, og deres fnis blev til næppe undertrykt latter.
“J-jeg kan …”
“Du hvisker til dig selv.” Regitzes blik var koldt, da hun førte dødsstødet ind. “Du gør de samme, dumme ting igen og igen og igen. Som en abe.”
Jeg betragtede hende bedende, men hun fnøs med foragt.
“Åbne døren, lukke døren, åbne døren, lukke døren,” vrængede hun. “Det er ufatteligt, at du overhovedet kan finde ud af at tage tøj på selv, eller det hjælper din mor dig måske også med?”
Hun ventede. Jeg sitrede over hele kroppen. Flammerne bed, og jeg havde lyst til at skrige.
“Laver hun også tegninger til dig der?”
Jeg svarede ikke, og Regitze målte mig med blikket.
“Dit hårbånd sidder forkert,” sagde hun.
Jeg forblev tavs. Jeg vidste, at jeg ikke kunne vinde. Jeg kunne kun tage imod og håbe, det snart ville være ovre. Regitze sukkede irriteret og betragtede sedlen.
“Sinke,” gentog hun dæmpet. “Vi skal nok få fyrrebrædder, forskallingsbrædder og søm lagt til side til din morfar.”
Hun betragtede mig koldt. Jeg så spørgende tilbage, og Regitze fnøs.
“Nå?” sagde hun irriteret, og jeg forstod.
“Tak,” mumlede jeg.
Hun nikkede tilfreds. Ellen og Iben spruttede igen, og jeg drejede om på hælen. Jeg tvang mig til ikke at løbe, da jeg gik mod døren.
“Tak, fordi De handler hos os,” sagde Regitze højt bag mig. “Kom gerne igen.”
Jeg lukkede den ringlende dør og trådte ud i solskinnet. Bag den brød pigerne ud i latter. Jeg tørrede øjnene og rettede på hårbåndet, men uanset hvor meget jeg forsøgte, blev det ved med at føles forkert.
“Undskyld, Oktavie!”
Anne dansede uroligt bag mig. Jeg tørrede rasende øjnene og marcherede gennem byen med blikket mod gruset.
“Undskyld! Mit knæ var virkelig ømt. Jeg sværger!”
Jeg snøftede højt og blev ved med at gå.
“Oktavie! Vil du ikke nok?”
Jeg vendte mig i et ryk, som fik hende til at spjætte. Vi stod stille midt på Kirkevejen, med fugle i træerne og en verden, som slet ikke havde set, hvad der var sket. Jeg havde lyst til at gemme mig i skyggerne mellem husene.
“Hun var så væmmelig!” sagde jeg og kom til at hoste. “Ellen og Iben var der også. De så det hele!”
Anne klemte læberne sammen med et trist udtryk.
“Undskyld,” sagde hun. “Det … jeg … jeg er virkelig ked af det, Oktavie.”
Jeg sukkede. Solen varmede mine arme, men skyggerne i vejkanterne var alt for langt væk. Jeg kunne lige så godt være ærlig.
“Det er ikke din skyld,” sagde jeg. “Det er min. Jeg lod hende gøre det. Jeg lod hende sige alle de onde, væmmelige ting, og jeg stod der bare.”
Jeg havde været rasende, men havde intet sagt. Uden et ord omfavnede Anne mig, og jeg skjulte ansigtet i hendes hår. Den hvide kjole knitrede mod min.
“Jeg ville ønske, jeg var som alle andre,” hviskede jeg.
“Nej.” Annes stemme var dæmpet, men bestemt. “Du er dig, og du er fantastisk. Det er kun lige nu, at alt er dumt. Det lover jeg.”
Jeg sukkede. “Er det også noget, dit knæ siger dig?”
Anne lo og skubbede sig en smule væk, så vi kunne se hinanden i øjnene.
“Den fortjente jeg,” sagde hun med sit skæve smil. Hun tog mine hænder i sine. “Stadig veninder?”
Jeg nikkede. Solen og Annes omfavnelse havde brændt mine tårer væk. Flammerne var døet ud.
“Altid.”
“Hej, Oktavie.”
Jens kom gående fra Strædet med korte bukser og lyst strithår. Han var stadig et stykke nede ad vejen og bar en kurv på armen.
“Nå, er du også sendt på ærinder?” spurgte han højt.
Jeg tørrede for en sikkerheds skyld øjenkrogene en ekstra gang og nikkede. Han stillede kurven på jorden og så sig om.
“Hvem var det, du talte med?”
Jeg fulgte hans blik og bemærkede, at min hånd af sig selv havde fundet halssmykket.
“Ikke nogen,” sagde jeg.
Anne var ikke virkelig, det vidste jeg da godt. Jeg var ikke dum. Der var bare det, at nogle gange var det rart at have nogen at tale med, når ensomheden blev for stor, og Anne var sød. Hun støttede altid, og hun var så selvsikker. Ikke som mig. Når Anne gjorde noget, gjorde hun det fuldt. Når hun omfavnede mig, klemte hun til. Når hun råbte, skræmte det køerne og sendte lærkerne på flugt. Hun var min bedste veninde.
Jens smilede og nikkede.
“Hvis du har hemmeligheder, vil jeg gerne være med,” sagde han.
Jeg var lige ved at smile, men greb mig i det, så kun de få, hårde slag af hjertet fortalte, at det næsten var sket. Jeg puffede Jens venligt.
“Det må du godt,” sagde jeg.
Jens var virkelig. Han var varm, ligefrem og fuldstændig ligeglad med, at jeg ikke var som alle andre. Det gjorde ham helt speciel. Langt mere sjælden end en bleggrøn gnalling sæbe eller et drys sukker på grøden, og jeg vidste det. Jeg var lykkelig over at have ham, for han beroligede mig. Lige nu klemte han øjnene en smule sammen.
“Er du ked af det?”
“Nej.”
Han lagde tvivlende hovedet på skrå, og jeg foregav at være ligeglad og slog ud med hånden.
“Det var bare Regitze, som drillede.”
Han fnøs opgivende.
“Regitze. Hun går altid rundt og er storsnudet og spiller vigtig, bare fordi hun er trælasthandler Hansens datter,” sagde han. “Var hun led?”
Jeg svarede ikke. Perlens lille dråbe føltes glat mellem mine fingre, og Jens nikkede forstående. En magisk sky af ro omgav ham.
“Ved du hvad?” sagde han og lænede sig nærmere. “Har du nogensinde set hendes sko?”
“Hvad er der med hendes sko?”
Han skjulte konspiratorisk munden bag hånden og gjorde et nummer ud af at spejde op og ned ad gaden.
“Den ene sål er højere end den anden,” sagde han dæmpet. “En hel centimeter.”
“Virkelig?”
Jeg havde aldrig set nærmere på Regitzes sko. Jeg undgik i det hele taget i videst mulige omfang at se på hende overhovedet. Jens nikkede.
“Virkelig,” sagde han. “Hendes ene ben er kortere end det andet! Hvis hun har bare tæer, vælter hun, når det blæser.”
Et smil voksede frem på mine læber, mere sjældent end al sæbe i hele verden. Jeg skyndte mig at skjule det bag hånden, men det havde allerede nået øjnene. Mit hjerte slog lykkeligt, og Jens smilede tilbage. Hvis jeg ikke havde ham, ville jeg være helt alene, og Gud ved, hvad jeg så ville gøre. Sikkert blive voksen og flytte sammen med Anne og tusind katte, så jeg havde nogen at tale med, for det var en af mine hemmeligheder: Jeg kunne tale med alt. Jeg talte med træerne og vejen. Selv med stjernerne. Og jeg vidste godt, at stjerner ikke kan tale, selvfølgelig gjorde jeg det. Det var jo derfor, kun jeg kunne høre dem.
Men Jens var virkelig. Han tog kurven fra jorden og begyndte at gå.
“Hvor går du hen?” spurgte jeg.
Han så sig over skulderen.
“Ned til mejeriet. De har 50 års jubilæum, så de holder fest i eftermiddag. Jeg vil se, om jeg kan tiltuske mig et stykke kage.”
Et par sekunder vippede jeg uroligt på fødderne.
“Kan vi følges?”
Jens lo og gik videre.
“Oktavie Skov,” sagde han højtideligt. “Vi to kan altid følges.”
Jeg skyndte mig op på siden af ham, og vi gik lidt uden at sige noget. Der duftede af græs og en smule af stald, men ikke så meget, at det gjorde noget.
“Ved du hvad?” sagde Jens. “Jeg udfordrer dig.”
Jeg sendte ham et spændt blik, og han nikkede for sig selv.
“Sidst udfordrede du mig. Nu er det min tur.”
“Og hvad går udfordringen ud på?”
Han så forarget på mig.
“Det siger jeg da ikke. Ellers er det ikke sjovt.”
Han grinede.
“Nå, accepterer du?”
“Er det noget med at klatre?” spurgte jeg.
“Det kunne du lide. Jeg ved, hvor god du er. Nej, det er en hemmelighed.”
“Er det noget med Regitze?”
Han sendte mig et påtaget, såret blik, som endte i et smil og en hovedrysten. Jeg bed mig i læben. Mit hjerte slog roligt. Hjertekatten spandt.
“Jeg vil tænke over det.”
I det fjerne dukkede mejeriets skorsten frem bag træerne. Vi kunne allerede høre mennesker tale. Jens standsede.
“Du skal se,” sagde han. “Om ti år er alt anderledes.”
“Hvorfor tror du det?”
Han trak på skuldrene.
“Det er noget, Hans Peter har sagt.”
“Din bror?”
“Mhmh. Jeg tror, han har læst det i en bog. Eller måske i avisen.” Jens skelede til mig. “Den pralhals.”
Hans Peter var næsten 15 år og langt mere stille end Jens. Jeg havde faktisk aldrig talt med ham, og de gange, han havde siddet i køkkenet på gården tæt på klinten, var han forsvundet ind på værelset, når jeg kom på besøg. Nu var han selvfølgelig også næsten to år ældre end mig. Jeg puffede blidt til Jens med skulderen.
“Det er i orden,” sagde jeg. “Han må godt læse.”
Jens smilede lettet og nikkede.
“Om ti år er vi voksne,” sagde han. “Så vil alle vores problemer være løst. Krigen vil være ovre, vi vil have penge, og … og hvis Regitze siger noget, kan du give hende en på skrinet.”
Han tav, og lærkerne fik lov at synge, mens vi begge forsvandt i tanker. Til sidst rev han sig løs.
“Nå, skal vi se, om vi kan få gaflet det kagestykke?”
Vi fulgtes ned ad vejen, mens jeg tænkte på, hvad han havde sagt. Jeg håbede, han havde ret. Selvfølgelig ikke om det med Regitze, men om det andet. At alt ville blive anderledes. At alt det dumme ville være væk, og jeg ville være lykkelig.
Om ti år.