Første kapitel
Efter ulykken flyttede vi. Vi lod byen og min barndom bag os og kørte nordpå, tværs gennem landet. Vi flyttede, fordi min far havde fået nyt arbejde. Det var den løgn, vi fortalte os selv, og som vi gjorde vores bedste for at tro på. Virkeligheden var en anden. Tartu virkede på en måde ikke længere som den samme by. Der var for mange minder, for mange steder som gjorde ondt.
Vi sad på bagsædet i den varme bil. Helen, Maaja og jeg. Luften var lummer og fugtig på den insisterende måde, som antyder, at et tordenvejr er på vej, men indtil det kom, måtte vi lide i stilhed. Jeg kunne mærke Helens svedige lår mod mit eget. Hun så ud af vinduet med det tomme blik, hun altid fik, når hendes tanker var et andet sted. På min anden side havde Maaja først brokket sig over, at jeg fyldte for meget, men efter nogen tid holdt hun op og sad nu i resigneret indignation. Airconditioningen virkede ikke. Vores bil var noget gammelt skrammel. På forsædet småskændtes vores forældre. Det var blevet værre på det seneste.
Helen og Maaja. Det var mine søstre. Faktisk var Helen mere end det. Vi var tvillinger. Enæggede. Ens som to bunker skidt, som Maaja plejede at sige, når hun drillede os, og jeg jagtede hende gennem lejligheden. Men det var før, vi flyttede. Nu var alle møblerne og minderne pakket i lysebrune papkasser og undervejs i en flyttebil nordpå. Jeg havde stået i den tomme lejlighed og set den lille lastbil rulle hen over parkeringspladsen, inden den var forsvundet bag den lave garagebygning. Det havde føltes mærkeligt. Vi havde boet i lejligheden hele mit liv, og nu var den pludselig ikke længere vores. Den havde virket fremmed med de bare vægge og åbne, rungende stuer. Far og mor var tavse gået fra rum til rum og havde samlet de sidste ting til turen. Bag ruden havde jeg set Maaja sidde hensunket i tanker på en af de gamle gynger på det smalle grønne areal bag parkeringspladsen. Jeg var gået over til hjørnet i værelset, hvor min seng havde stået dagen før, og havde sat mig på gulvet med ryggen mod væggen. Da jeg havde ladet blikket glide rundt i rummet, havde det næsten været, som om møblerne stadig havde stået der. På deres vante pladser. Jeg havde ladet hånden glide over det kolde trægulv. Det virker fjollet, men jeg sagde farvel til vores lejlighed. Jeg mener, rigtigt farvel. Ud i det tomme rum.
Jeg måtte have sukket, for jeg kunne føle Helen tage min hånd og give den et lille klem på bagsædet af bilen. Hun tog ikke blikket fra landskabet, som gled forbi bag ruden, men gav heller ikke slip på min hånd. Jeg kunne føle varmen fra hendes håndflade. Hun måtte have fornemmet, at jeg betragtede hende, for hun drejede hovedet kort og gav mig et lille smil, inden hun igen så ud af vinduet. Det var rullet en anelse ned, og luften, som strømmede gennem den smalle sprække, fik hendes korte, lysebrune hår til at blafre. Vi var fyldt sytten et par måneder tidligere, i juni. Med Helen og jeg var det altid vi. Det var svært at forklare. Folk plejede at tro, at det var vores udseende, som bandt os sammen. At det skyldtes, at jeg så mit eget ansigt, når jeg så Helens. Den lyse hud, de blå øjne. Men det var ikke rigtigt. Der var noget andet, noget dybere, som bandt os sammen. Som om vi ikke var to individer, men et enkelt væsen, delt i to, men usynligt forbundet. Jeg sagde jo, at det var svært at forklare.
Maaja var vores lillesøster. Hun var tretten år og kluntet på en lidt gedekids-agtig måde, når hun forsigtigt bevægede sig rundt på de lidt for tynde og lange ben i en krop, som så ud til at være fanget i flere stadier af en vækstspurt på samme tid. Hendes hår var både længere og mørkere end vores, og det fik hende til at skille sig ud fra resten af familien. Af og til drillede Helen og jeg hende og sagde, at hun måtte være en skifting, forbyttet ved fødslen. Det fik hende altid til højlydt at surmule, men hun vidste, det bare var for sjov. Hun vidste, at vi elskede hende. Selvfølgelig gjorde hun det.
Og jeg? Jeg hedder Iiris. Jeg havde en mor, en far og to søstre, og som jeg sad der i bilen, havde jeg netop forladt alt, jeg nogensinde havde kendt, i en by som den aften ville ligge flere hundrede kilometer bag mig.
Regnen kom tyve minutter, inden vi nåede frem. Vi kunne se den nærme sig ud af forruden, inden den våde mur slugte os. Helen var faldet i søvn, og jeg rakte hurtigt forbi hende og fik rullet vinduet op. Dråberne begyndte at hamre mod bilens tag. Lyden tog til og fyldte på ingen tid kabinen. Den gjorde det svært for os at høre hinandens stemmer. Maaja skuttede sig og stirrede ud i det gråblå mørke, hvor de brede skove på begge sider af landevejen lå som mørke silhuetter i alt det våde. Far slog fjernlyset til. En enkelt modkørende bil voksede frem af regnen og forsvandt så igen. Efter et par minutter stilnede skybruddet af og blev til en stille, vedvarende regn. Vejen dukkede igen frem, nu med våde genspejlinger af bilens forlys. Far lænede sig lidt frem og stirrede ud af forruden.
“Der ligger de,” sagde han og pegede ud foran os mod et punkt lidt fremme til højre. “De blå Bjerge. Så er vi der næsten.”
Jeg fulgte hans blik. “Bjerge” var en meget generøs betegnelse for de tre afrundede høje, som lå i det fjerne, dækket af træer og halvt udviskede bag regnen. Den tågede mur af vand fik dem vitterligt til at se blå ud, men om det var det, der lå til grund for deres navn, vidste jeg ikke. Så godt havde jeg ikke fulgt med i historietimerne. Selvfølgelig havde jeg hørt om dem. Det havde alle børn i Estland vist. De blå Bjerge, området hvor tyskerne og russerne kæmpede mod slutningen af Anden Verdenskrig, stedet for de store slag som kostede så mange døde og sårede. Tyskere, russere og estere. Den dag i dag fandt man stadig jævnligt rester fra kampene i de dybe skove. Metalstumper, granater. Lig. Nu var de tre høje rykket ud af historiebøgerne og gled langsomt forbi os. Jeg fulgte dem med øjnene, til de igen forsvandt i regnen bag os.
Flyttebilen ventede på os, da vi drejede ind foran blokken. Far parkede bilen og steg så ud i regnen, som nu var stilnet så meget af, at udsynet til blokken og naboblokkene ikke blev forstyrret. Han småløb over til flyttebilen, hvor chaufføren åbnede fordøren. Jeg skelede op mod blokken og følte et stik af fortrydelse. Den virkede fremmed. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet. At jeg skulle have følt mig hjemme med det samme? Det var naivt, det vidste jeg godt. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at føle mig skuffet. Jeg prøvede at få et bedre udsyn til blokken, men det var svært fra bilen.
“Hvor er vores lejlighed, mor?” spurgte jeg.
Mor sad lidt i stilhed. Så sukkede hun, men svarede ikke.
“Mor,” gentog Maaja. “Hvor er vores lejlighed?”
Mor pegede mod blokken med en træt bevægelse. “Deroppe. På fjerde sal.”
Jeg spejdede i den retning, hun havde peget, men kunne ikke se, hvilke af vinduerne, hun havde ment. Far kom tilbage til bilen. Inden han åbnede døren, slog han dråberne af sine ærmer.
“De begynder at bære møblerne ind nu,” sagde han. “Vi kan hjælpe til.”
Maaja strakte sig og fik med noget besvær taget sin tynde vindjakke på, inden hun åbnede døren og steg ud. Mor fulgte hende. Jeg ventede, til de var gået lidt væk fra bilen og vendte mig så mod Helen og ruskede hendes skulder forsigtigt.
“Helen?” hviskede jeg. “Vi er der nu.”
Hun gabte og blinkede et par gange, inden hun så på mig. Bag bilen var far begyndt at tage vores cykler af det stativ, de havde hængt på under turen. Jeg kantede mig ud af bilen.
Blokken lignede de andre blokke omkring os. En aflang betonklods på fem etager med fire opgange. Den var garanteret bygget, før mine forældre blev født, men på et tidspunkt for ikke alt for længe siden var den blevet efterisoleret, så alle ruderne nu så lettere indsunkne ud i facadens mønster af kaffe- og cremefarvede felter. Jeg stirrede op mod fjerde sal og de to vinduer, som måtte være vores lejlighed. Den lette støvregn fik mit hår til at klæbe mod min pande, og jeg strøg det bagover med hånden. Jeg prøvede at mærke efter, hvordan jeg havde det, men jeg kunne ikke mærke andet end en underlig tomhed. Far og flyttemanden bar Maajas seng ud af flyttebilen og videre over til opgangens åbne dør. Her duftede anderledes. Lugten af støvet, som regnen havde slået til jorden, blev blandet med en duft af natur. Jeg så mig omkring, men kunne ikke se, hvor duften kom fra. Ud over en fire-fem andre blokke kunne jeg kun se et lille græsklædt areal med et rustent fodboldmål et stykke borte. Jeg gav mig til at traske over mod vores blok.
Illusionen, som blokkens facade havde skabt, brast ved hoveddøren. Et vindfang efterfulgt af en slidt betontrappe ledte op til to rækker postkasser på væggen. De var små og gamle nok til at være fra, da blokken blev bygget. Trappeopgangen var mørk og lugtede af gammel mad. Dens vægge var ru og tydeligvis malet ad flere omgange gennem årene. Jeg så mig tilbage over skulderen mod vores bil på parkeringspladsen. Den stod, hvor vi havde efterladt den. Den ville ikke bringe mig hjem igen. Det fandtes ikke mere. Jeg sukkede og gik op ad betontrapperne. Ved fordøren til lejligheden mødte jeg far og flyttemanden på vej ned efter flere møbler. Jeg klemte mig op ad væggen, lod dem komme forbi og gik så ind i entreen. Lejligheden var mindre end den i Tartu. Jeg kunne høre mor og Maaja tale inde i stuen og kastede et blik derind. De stod mellem flyttekasser og enkelte møbler, men så mig ikke. I stedet gik jeg ind på det, der så ud til at være vores værelse.
Værelset var bart og en smule koldt. Tapetet var let afbleget og havde et mønster af små roser. Jeg rørte det med fingerspidserne og gik så hen og kiggede ud af vinduet. Regnen havde trukket rene streger over den støvede rude. Jeg kunne se ind ad vinduerne på blokken over for vores. I begyndelsen spejdede jeg efter andre bag de mørke firkanter, men efter et stykke tid holdt jeg op med at se og stod blot og stirrede ud i luften foran mig. En enlig flue summede frustreret langs vindueskanten. Jeg betragtede den. Andre fluer lå allerede døde i vindueskarmen. Dette … det her … det var ikke, hvad jeg havde forventet. Det var slet ikke, hvad jeg havde forventet. Vores senge var blevet stillet langs væggene. Jeg satte mig ned på min. Far havde stillet den over for Maajas. Et stykke tid sad jeg i stilhed og lyttede til de andre gå frem og tilbage i entreen. Jeg sukkede. Rummet lugtede af gammelt menneske.
Tårerne kom alene. Uden at jeg bemærkede det, begyndte de at glide ned ad mine kinder og trak salte spor over mine læber. Jeg lod dem glide, glad for at de ikke blev fulgt af den stikkende smerte i brystet, jeg have troet ville komme. Jeg snøftede en enkelt gang. Lyden rungede i det tomme rum. Så begyndte jeg at hulke. Hvad lavede jeg her? For en måned siden var alt normalt, og nu sad jeg her … i en død pensionists lejlighed med en død pensionists døde fluer i en by, hvor jeg ikke kendte nogen. Alt var efterladt i Tartu. Alle mine venner, alle de steder jeg kendte. Hvad forskel gjorde det, at nogle af minderne var smertefulde? Det var mine minder. Det her … jeg så rundt i værelset, hvor mine tårer fik væggene til at bølge. Det var ikke mit. Selv møblerne virkede fremmede, som om det blomstrede tapet sugede deres identitet fra dem. Jeg snøftede igen og gemte mit ansigt i hænderne. Så følte jeg Helens arm om mine skuldre. Jeg havde ikke engang hørt hende komme ind på værelset. Hun lagde sit hoved mod mit og vuggede mig blidt frem og tilbage. Jeg sukkede dybt og skælvende.
“Jeg vil hjem,” hviskede jeg.
Jeg kunne mærke Helen nikke svagt, men hun sagde ikke noget. Ventede blot på, at jeg fik sat ord på mine følelser. Jeg sukkede igen.
“Det her …” mumlede jeg. “Jeg mener, lejligheden. Det her sted. Det er ikke hjemme. Det føles forkert.”
“Vi er kun lige ankommet,” sagde Helen blidt. “Giv det lidt tid.”
Jeg gjorde mig forsigtigt fri af hende, så jeg kunne se hende i øjnene. Hvordan skulle jeg få det sagt? Jeg prøvede forskellige sætninger i hovedet. Helen betragtede mig afventende. Hun smilede forsigtigt. Til sidst gav jeg pokker i det og lod bare ordene flyde, som de kom.
“Jeg er bare så alene,” sagde jeg. Da Helen ikke svarede, fortsatte jeg: “Mor og far … de skændes hele tiden. Det er, som om de slet ikke ser os mere. Har du ikke også lagt mærke til det?”
Helen nikkede og så pludselig trist ud.
“Vi har da hinanden,” sagde hun så.
“Jeg … ja. Jo, vi har hinanden.” Jeg sukkede. “Det er bare … hjemme i Tartu havde jeg også alle mine venner. Jeg kendte alle steder, og mine venner kendte mig. Det var … jeg ved ikke.” Jeg slog ud med armene. “Trygt?”
“Er du ikke tryg her?” spurgte Helen.
“Hvordan kan jeg være det?”
Jeg rejste mig fra sengen og gik over til vinduet. Naboblokken tog det meste af udsynet. Det regnede ikke mere. Jeg så kort på Helen, som stadig sad på sengen. “Jeg kender ingen her! Mine venner er væk, og ... og så flytter vi til sådan en gammel møglejlighed!”
Jeg indså pludselig, at jeg havde hævet stemmen og tav, mens jeg stirrede ud af vinduet. Bag mig blomstrede roserne på tapetet.
“Jeg vil hjem,” gentog jeg stille.
Jeg kunne høre Helen rejse sig fra sengen. Hun gik om bag mig og lagde armene om min mave. Et stykke tid stod vi bare sådan, og jeg kunne mærke, hvordan hendes berøring fik mig til at slappe af. Vreden og frustrationen sivede langsomt ud, gled ned i fødderne og videre ned mellem gulvbrædderne.
“Jeg kan godt forstå dig,” sagde hun så. Hun tav et øjeblik og fortsatte så: “Lige nu er alt rodet. Ikke kun lejligheden. Alt. Men vi er nødt til at give det en chance. Det her føles ikke som et hjem lige nu, men det kan det blive … med tiden. Tror du ikke?”
Hun lagde sin hage mod min skulder. “Vær nu lidt positiv.”
Jeg kunne høre smilet i hendes stemme. Det smittede. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre uden hende. Højst sandsynligt miste forstanden. Hun gav mig et lille klem.
“Der er en uge, til skolen begynder,” fortsatte hun. “Bare vent. Jeg er sikker på, at du får masser af venner her. Du er sød og klog. De vil stå i kø for at komme til at lære dig at kende.”
Selv om jeg kunne mærke et stik af tvivl, kunne jeg ikke lade være med at smile. Jeg kunne mærke varmen fra Helens kind mod min.
“Tror du det?” spurgte jeg.
“Selvfølgelig.”
Vi så begge ud af vinduet et stykke tid. Fluen kravlede stadig rundt langs kanten af ruden. Pludselig kluklo Helen.
“Og så ser du hammergodt ud,” tilføjede hun med et grin.
Jeg kom til at le så højt, at Helen måtte slippe sit greb, og jeg kunne dreje rundt og se hendes ansigt. Se mit ansigt. Hun smilede til mig og blinkede med det ene øje, og jeg lo igen. Det var en latter, som voksede ud af min usikkerhed og sorg, men jeg lod den fylde mig, og lo til jeg fik ondt i maven. Jeg gav hende et knus.
“Tak skal du have,” sagde jeg og tog en dyb indånding. “Hvis du ikke var her, ville jeg ikke klare den.”
Hun smilede og trak på skuldrene. “Det er derfor, jeg er her.”
Jeg så ned mod parkeringspladsen foran blokken. Asfalten lå våd og glinsende. Ved siden af vores bil havde far stillet vores cykler. Tanken om dem fik mig pludselig til at føle mig fanget i den lille lejlighed med den gamle lugt. Jeg kastede et hurtigt blik mod himlen. Det lysnede allerede.
“Jeg tror, jeg cykler en tur,” sagde jeg. “Kommer du med?”
Helen havde sat sig tilbage på sengen. Hun rystede på hovedet.
“Nej, jeg tror, jeg bliver her. Der må være en kasse med vores bøger et eller andet sted.”
Jeg nikkede og stod så lidt og vuggede fra den ene fod til den anden, inden jeg gik mod døren. Lige inden jeg nåede den, fik en pludselig indskydelse mig til at stoppe op. Jeg gik tilbage til vinduet og åbnede det. Efter et par forsøg fik jeg gennet fluen væk fra ruden og hen til sprækken. Så var den væk. Fløjet ud i friheden. Væk fra dens døde familie i vindueskarmen.
Mor reagerede næsten ikke, da jeg fortalte hende, at jeg ville cykle en tur, men jeg besluttede mig for ikke at lade mig gå på af det. Ikke lige nu. Lige nu ville jeg følge fluen, så i stedet fandt jeg far i køkkenet. Da jeg havde fortalt ham, hvad jeg ville, nikkede han kort.
“Husk at tage din mobil med,” sagde han, og jeg nikkede og gik ud i entreen for at tage jakken på.
Min far vidste jeg altid, hvor jeg havde. Han var som et upåvirkeligt fikspunkt i familien, når han sad ved sin plads ved spisebordet. Ikke uvenlig, men tavs. Til stede, men fjern. Han havde sin rolle i familien. Hvis noget tungt skulle flyttes? Far. Hvis cyklen skulle lappes? Far. Han ville tavst gå i gang med opgaven, og når den var klaret, ville han svare med en brummen, når vi sagde tak. Ikke noget smil, ingen knus, ingen overflødige ord. Jeg elskede ham. Han var min far. Men jeg kendte ham ikke. Der havde på en måde altid været en usynlig mur mellem os. Med mor var det anderledes. Hun var åben og varm og kærlig, indtil … indtil … nå, det var cykelturen, jeg kom fra.
Ude i opgangen var en gammel dame på vej op ad trappen. Hun var spinkel og krumrygget og trak en støvetgrøn indkøbstaske på hjul bag sig. Dens metalramme slog med en klikkende lyd mod de enkelte trin. Damen var næsten ved toppen af trappen, da jeg nåede den. Det gik uendeligt langsomt, og hun holdt små pustende pauser for hvert trin. Da hun bemærkede mig, så hun så kort op og smilede, inden hun fortsatte. Jeg smilede tilbage og ventede i stilhed, mens hun kæmpede sig op ad de sidste trin. Så trillede hun stille hen ad reposen. Det gik ikke meget hurtigere, end det havde gjort på trappen.
Luften var overraskende lun, da jeg endelig nåede ud på parkeringspladsen, så jeg lynede min tynde jakke op og gik over til min cykel. Jeg spejdede op og ned ad gaden, men indså så, at det var hip som hap, og hoppede på cyklen. Byen virkede lille. Sammenlignet med Tartu var den en flække. Jeg passerede en købmandsforretning, en skobutik, autoværksteder og kiosker. Når jeg kom til et kryds, valgte jeg på må og få og lod vejen trække mig med. Jeg så kun få mennesker og endnu færre på min alder. Efter måske ti minutter var jeg pludselig ved skolen, og jeg standsede og støttede med begge fødder på jorden. Det var en stor, hvid toetages bygning, som lå tungt midt i et grønt areal med buske og græs. En gruset sti førte fra vejen op mod hovedindgangen. Jeg overvejede kort at hoppe af cyklen og gå tættere på men ombestemte mig så. Det var stadig sommerferie. Som et tavst dyr betragtede bygningen mig med sine mange sorte øjne. Jeg kastede et sidste blik på den og cyklede så videre. Den skulle tidsnok få lov til at sluge mig.
Det var svært at sige, hvor byen stoppede. Der blev bare længere og længere mellem husene, og pludselig var jeg på en smal cykelsti, som løb langs landevejen. Jeg cyklede nogle hundrede meter og stoppede så. Da jeg så tilbage, kunne jeg se byen ligge delvist skjult bag buske og træer, grå og våd. Jeg kastede et blik på uret. Der var stadig tid. Jeg kunne høre en græshoppe i grøften ved min fod. Da jeg igen så op, fik en duft mig til at tøve. Det var den samme duft, jeg havde følt på parkeringspladsen, men nu var den stærkere og mere klar. Jeg lod blikket følge stien. Skoven lå som en bred, grøn mur ret fremme, gennemskåret af landevejens rette linje. Jeg kastede tøvende et sidste blik tilbage mod byen. I et kort glimt huskede jeg det afblegede tapet på værelset. Så skubbede jeg cyklen i gang med foden.
De fritstående træer i vejsiden blev til klynger, som voksede sig til en bølgende grøn omfavnelse på begge sider af vejen. Jeg kunne høre lyden af vinden i de enkelte kroner samles og forstærkes, efterhånden som flere træer kom til, for til sidst at blive den dybe brusen af et grønt hav, højt over mig og bredt ud mod horisonten i alle retninger. Duften blev stærkere, og jeg følte pludselig, at jeg kunne genkende den. Fornemme alle de små dele, den var bygget op af. Det var lugten af våd jord, af rødder, blade og svampe. Af mos og nødder. Skovens brusen tog til. Den kaldte på mig. Hviskede at jeg skulle komme. Da jeg så den smalle, grusede skovsti forsvinde ind mellem træerne, var der intet valg. Det var lige så givet som at trække vejret. Jeg drejede ned af den lille sti, en verden forsvandt, og en anden åbnede sig.
Træerne omsluttede mig, kærtegnede mig og puffede mig blidt fremad langs den lille sti. Græs og gammel bark dækkede stien og dæmpede lyden af cyklens hjul mod jorden. Bag mig lukkede skoven sig, og lyden fra bilerne på landevejen forsvandt. Som om vejen var ophørt med at eksistere. Jeg følte ikke længere mine ben drive cyklen fremad. Jeg gled hen over skovstien. Dybere og dybere, ind og ud mellem træer, græstuer og mosbegroede sten. Dråber faldt fra træernes grene og kroner. De ramte mine hænder og mit ansigt som varme tårer, og jeg lod dem glide og dryppe videre mod jorden under mig. Over mig brusede det grønne hav. Jeg kunne høre fuglene kalde i havet. Skovens duft var overalt. Træerne bød mig velkommen og gjorde plads, så jeg kunne bevæge mig længere ind ad den stadigt smallere sti. Jeg var en del af havet.
Da stien til sidst opløstes i den bølgende skovbund, lod jeg cyklen dumpe til jorden. Den ramte det bløde mos uden en lyd, og jeg stod i stilhed og følte skoven omkring mig. Jeg var det eneste menneske på jorden. Nej, jeg var mindre end det. Jeg var et blad, en stamme, et træ. Jeg var en del af skoven, og den en del af mig. Den tog mig i sin favn og strøg forsigtigt mit hår. Den beskyttede mig, og jeg følte mit hjerte slå i langsomme, dybe slag. Jeg var tryg. Jeg var hjemme. Jeg kunne føle de små dyr løbe over skovbunden, mærke egerne pile op og ned ad stammerne. En ræv krydsede en bæk et stykke borte. Skoven pustede mig varsomt videre. Jeg efterlod cyklen i skovbunden og gik videre ind mellem træerne. Jorden føltes blød og varm under mine såler. Jeg strakte armene ud til begge sider og lod fingerspidserne glide over stammerne og den lave bevoksning. Tiden holdt op med at eksistere. Den var ikke længere vigtig, og derfor døde den.
Langt fremme kunne jeg se solen bryde gennem de høje trækroner. Kiler af blødt lys faldt ned mod skovbunden bag bevoksningen i underskoven. Jeg gik langsomt nærmere. Fuglene var holdt op med at synge, og den eneste lyd var vindens brusen i kronerne over mig. Da de sidste buske gled til side foran mig, så jeg den. En kronhjort. Den største jeg nogensinde havde set. Den græssede mos med siden til mig i solstrålerne ikke mere end ti meter væk. Det dampede fra dens pels. Det store gevir vuggede i takt med hovedets bevægelser. Selv skovens brusen forsvandt. Den havde ikke set mig mellem buskene. Jeg betragtede den i ubevægelig stilhed. Så skubbede træerne til mig igen, og jeg trådte forsigtigt ud på lysningens solspættede mos. Kronhjorten holdt op med at gumle og løftede roligt hovedet. Den betragtede mig kort og græssede så videre. Jeg gik langsomt nærmere. Verden var reduceret til vores lille sø af lys. Hjorten viftede en flue væk med øret, og jeg tog endnu et forsigtigt skridt fremad. Solstrålerne varmede den regnvåde skovbund og insekter summede lavt over mosset. Jeg gled tættere og tættere på det store dyr. Efter en tidsløs evighed var der kun en meter mellem os. Hjorten løftede igen hovedet og betragtede mig. Forsigtigt rakte jeg armen frem, og hjorten tog roligt et par skridt bagud, så afstanden var genoprettet. Jeg så op på den og i to uendelige sekunder fik vi øjenkontakt. Det lyder tosset, jeg ved det, men jeg sværger. Den så på mig og bukkede. Holdt øjenkontakt så længe som muligt, før den knælede og førte hovedet helt ned mod mosset for så igen at rejse sig og se mig i øjnene. Så drejede den langsomt omkring og gik roligt ind mellem træerne. Jeg fulgte den med øjnene til den forsvandt mellem buskene. Først da lagde jeg mærke til tårerne, som flød ned over mine kinder.
Af alle i denne ensomme og fremmede del af landet var den første, som bød mig velkommen, en kronhjort. En kronhjort!
Jeg sank sammen på det bløde mos og tørrede øjnene i ærmet. Solen varmede mit ansigt, og jeg lod mig falde bagover. Langsomt kom lydene tilbage. Skovens susen. Fuglenes sang. Og jeg lo. Det begyndte som en snurren i maven og spredte sig, til latteren fyldte hele min krop. Denne gang var den fri og ægte og føltes som tusindvis af bobler under huden. Jeg var et blad, en gren, et træ. Jeg var en fugl i flugt under himlen!
Jeg var stadig alene, mit liv var stadig noget rod. Om en uge ville skolen sluge en venneløs pige, og tanken lå som en isklump i maven, men jeg havde fundet et fristed. Et rent sted, trygt og beskyttende, hvor intet ondt kunne nå mig, intet slemt kunne ske. Eller sådan troede jeg da.