Første kapitel
Efter ulykken flyttede vi. Vi lod byen og min barndom bag os og kørte nordpå, tværs gennem landet. Vi flyttede, fordi min far havde fået nyt arbejde. Det var den løgn, vi fortalte os selv, og som vi gjorde vores bedste for at tro på. Virkeligheden var en anden. Tartu virkede på en måde ikke længere som den samme by. Der var for mange minder og for mange steder, som gjorde ondt.
Vi sad på bagsædet i den varme bil. Helen, Maarja og jeg. Luften var lummer og fugtig på den insisterende måde, som antyder, at et tordenvejr er på vej, men indtil det kom, måtte vi lide i stilhed. Jeg følte Helens svedige lår mod mit eget. Hun så ud ad vinduet med det tomme blik, hun altid fik, når hendes tanker var et andet sted. På min anden side havde Maarja først brokket sig over, at jeg fyldte for meget, men efter nogen tid holdt hun op og sad nu i resigneret indignation. Airconditioningen virkede ikke, for vores bil var noget gammelt skrammel. På forsædet småskændtes vores forældre. Det var blevet værre på det seneste.
Helen og Maarja. Det var mine søstre. Faktisk var Helen mere end det. Vi var tvillinger. Enæggede. Ens som to bunker skidt, som Maarja plejede at sige, når hun drillede os, og jeg jagtede hende gennem lejligheden, men det var før, vi flyttede. Nu var alle møblerne og minderne pakket i lysebrune papkasser og undervejs i en flyttebil nordpå. Jeg havde stået i den tomme lejlighed og set den lille lastbil rulle over parkeringspladsen og forsvinde bag den lave garagebygning. Det føltes mærkeligt. Vi havde boet i lejligheden hele mit liv, og nu var den pludselig ikke vores længere. Den virkede fremmed med de bare vægge og åbne, rungende stuer. Far og mor var tavse gået fra rum til rum og havde samlet de sidste ting til turen. Bag ruden havde Maarja siddet hensunket i tanker på en af de gamle gynger på det smalle, grønne areal bag parkeringspladsen. Jeg var gået over til hjørnet i værelset og havde sat mig på gulvet med ryggen mod væggen, hvor min seng havde stået dagen før. Da jeg lod blikket glide rundt i rummet, var det næsten, som om møblerne stadig stod på deres vante pladser. Jeg lod hånden glide over det kolde laminatgulv, og det virker fjollet, men jeg sagde farvel til vores lejlighed. Jeg mener, rigtigt farvel. Ud i det tomme rum.
Jeg måtte have sukket, for jeg følte Helen tage min hånd og give den et lille klem. Hun tog ikke blikket fra landskabet bag ruden, men gav heller ikke slip. Jeg følte varmen fra hendes håndflade. Da hun fornemmede, at jeg betragtede hende, gav hun mig et lille smil, inden hun igen så ud ad vinduet. Det var rullet en anelse ned, og vinden fik hendes korte, lysebrune hår til at blafre. Vi var fyldt 17 et par måneder tidligere, i juni. Med Helen og mig var det altid vi. Det var svært at forklare. Folk plejede at tro, at det var vores udseende, som bandt os sammen. At det skyldtes, at jeg så mit eget ansigt, når jeg så Helens. Den lyse hud, de blå øjne. Men det var ikke rigtigt. Der var noget andet, noget dybere, som om vi ikke var to individer, men et enkelt væsen, delt i to, men usynligt forbundet.
Maarja var vores lillesøster. Hun var 13 år og kluntet på en lidt gedekids-agtig måde, når hun forsigtigt bevægede sig rundt på de tynde, lange ben i en krop, som så ud til at være fanget i flere stadier af en vækstspurt på samme tid. Hendes hår var både længere og mørkere end vores, og det fik hende til at skille sig ud fra resten af familien. Af og til drillede Helen og jeg hende og sagde, at hun måtte være en skifting, forbyttet ved fødslen. Det fik hende altid til at surmule højlydt, men hun vidste, at det bare var for sjov. Hun vidste, at vi elskede hende. Selvfølgelig gjorde hun det.
Og jeg? Jeg hedder Iiris. Jeg havde en mor, en far og to søstre, og som jeg sad der i bilen, havde jeg netop forladt alt, jeg nogensinde havde kendt, i en by, som den aften ville ligge næsten 200 kilometer bag mig.
Regnen kom tyve minutter, inden vi nåede frem. Vi kunne se den nærme sig ud ad forruden, inden den våde mur slugte os. Helen var faldet i søvn, og jeg rakte forbi hende og rullede vinduet op. Dråberne begyndte at tromme mod bilens tag. Lyden tog til og fyldte på ingen tid kabinen. Den gjorde det svært at høre hinandens stemmer. Maarja skuttede sig og stirrede ud i det gråblå mørke, hvor brede skove lå som mørke silhuetter på begge sider af landevejen. Far slog fjernlyset til. En enkel modkørende bil voksede frem af regnen og forsvandt igen. Efter et par minutter stilnede skybruddet af og blev til en stille, vedvarende regn. Vejen dukkede igen frem, nu med våde genspejlinger af bilens forlygter. Far lænede sig lidt frem og spejdede ud ad forruden.
“Der ligger de,” sagde han og pegede mod et punkt lidt fremme til højre. “De blå Bjerge. Så er vi der næsten.”
Jeg fulgte hans blik. “Bjerge” var en meget generøs betegnelse for de tre afrundede høje, som lå i det fjerne, dækkede af træer og halvt udviskede bag regnen. Den tågede mur af vand fik dem vitterligt til at se blå ud, men om det var det, der lå til grund for deres navn, vidste jeg ikke. Så godt havde jeg ikke fulgt med i historietimerne. Selvfølgelig havde jeg hørt om dem. Det havde alle børn i Estland vist. De blå Bjerge, området hvor tyskerne og russerne kæmpede mod slutningen af Anden Verdenskrig, stedet for de store slag som kostede så mange døde og sårede. Tyskere, russere og estere. Den dag i dag fandt man stadig rester fra kampene i de dybe skove. Metalstumper, granater. Lig. Nu var de tre høje rykket ud af historiebøgerne og gled langsomt forbi os. Jeg fulgte dem med øjnene, indtil de igen forsvandt i regnen bag os.
Da far havde fortalt os, hvor vi flyttede hen, forsøgte jeg at læse om byen og området. Jeg slog det op på mobilen og krøb sammen under sengelampen, hvor jeg så på billeder og statistikker og fulgte links til byfester, museer og syklubber. Til sidst var jeg endt helt ude ved rodede sider om lokale myter og overtro. Intet af det hang fast. Vores liv var simpelthen for rodet til, at jeg kunne koncentrere mig, og så var ordene og billederne fordampet og blæst væk, og jeg havde følt mig endnu tommere end før.
Flyttebilen ventede på os, da vi drejede ind foran blokken. Far parkede bilen og steg ud i regnen, som nu var stilnet så meget af, at udsynet til blokken og naboblokkene ikke blev forstyrret. Han småløb over til flyttebilen, hvor chaufføren åbnede fordøren. Jeg skelede op mod blokken og følte et stik af fortrydelse. Den virkede fremmed. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet. At jeg skulle have følt mig hjemme med det samme? Jeg vidste godt, at det var naivt, og alligevel kunne jeg ikke lade være med at føle mig skuffet. Jeg prøvede at få et bedre udsyn til blokken, men det var svært fra bilen.
“Hvor er vores lejlighed?” spurgte jeg mor.
Mor sad lidt i stilhed. Så sukkede hun, men svarede ikke.
“Mor,” gentog Maarja. “Hvor er vores lejlighed?”
Mor pegede mod blokken med en træt bevægelse.
“Deroppe. På fjerde sal.”
Jeg spejdede i den retning, hun havde peget, men kunne ikke se, hvilke af vinduerne, hun havde ment. Far kom tilbage til bilen. Inden han åbnede døren, slog han dråberne af sine ærmer.
“De begynder at bære møblerne ind nu,” sagde han. “Vi kan hjælpe til.”
Maarja strakte sig og fik med noget besvær taget sin tynde vindjakke på, inden hun åbnede døren og steg ud. Mor fulgte hende. Jeg ventede, til de var gået lidt væk, og ruskede så Helens skulder forsigtigt.
“Helen?” hviskede jeg. “Vi er her nu.”
Hun gabte og blinkede et par gange, inden hun så på mig. Bag bilen var far begyndt at tage vores cykler af det stativ, de havde hængt på under turen. Jeg kantede mig ud af bilen.
Blokken lignede de andre blokke omkring os. En aflang betonklods på fem etager med fire opgange. Den var garanteret bygget, før mine forældre blev født, men på et tidspunkt for ikke alt for længe siden var den blevet efterisoleret, så alle ruderne nu så lettere indsunkne ud i facadens mønster af kaffe- og cremefarvede felter. Jeg stirrede op mod fjerde sal og de to vinduer, som måtte være vores lejlighed. Den lette støvregn fik mit hår til at klæbe mod panden, og jeg strøg det bagud med hånden. Jeg prøvede at mærke efter, hvordan jeg havde det, men kunne ikke føle andet end en underlig tomhed. Far og flyttemanden bar Maarjas seng ud af flyttebilen og videre til opgangens åbne dør. Der duftede anderledes. Regnen havde slået støvet til jorden, og lugten blev blandet med en duft af natur. Jeg så mig om, men kunne ikke se, hvor duften kom fra. Ud over en fire-fem andre blokke var der kun et lille, græsklædt areal med et rustent fodboldmål et stykke borte. Jeg traskede over mod vores blok.
Illusionen, som blokkens facade havde skabt, brast ved hoveddøren. Et vindfang efterfulgt af en slidt betontrappe ledte op til to rækker postkasser på væggen. De var små, slidte og gamle nok til at være fra, da blokken blev bygget. Trappeopgangen var mørk og lugtede af gammel mad. Dens vægge var ru og tydeligvis malet ad flere omgange i årenes løb. Jeg kastede et tøvende blik ud ad fordøren mod vores bil. Den stod, hvor vi havde efterladt den, og ville ikke bringe mig hjem igen. Hjem fandtes ikke mere. Jeg sukkede og gik op ad betontrapperne. Ved døren til lejligheden mødte jeg far og flyttemanden på vej ned efter flere møbler. Jeg klemte mig op ad væggen, lod dem komme forbi og gik så ind i entréen. Lejligheden var mindre end den i Tartu. Jeg kunne høre mor og Maarja tale inde i stuen og kastede et blik derind. De stod mellem flyttekasser og enkelte møbler, men så mig ikke. I stedet gik jeg ind på det, der så ud til at være vores værelse.
Værelset var bart og en smule koldt. Tapetet var let afbleget og havde et mønster af små roser. Jeg rørte det med fingerspidserne og gik så hen og kiggede ud ad vinduet. Regnen havde trukket rene streger over den støvede rude. Jeg kunne se ind ad naboblokkens vinduer. I begyndelsen spejdede jeg efter andre bag de mørke firkanter, men efter et stykke tid holdt jeg op og stirrede blot ud i luften. En enlig flue summede frustreret langs vindueskanten. Jeg betragtede den. Andre fluer lå allerede døde i vindueskarmen. Dette … det her … det var ikke, hvad jeg havde forventet. Vores senge var blevet stillet langs væggene, og jeg satte mig på min. Far havde stillet den over for Maarjas. Nogen tid sad jeg i stilhed og lyttede til de andre gå frem og tilbage gennem entréen. Jeg sukkede. Rummet lugtede af gammelt menneske.
Tårerne kom alene. Uden at jeg bemærkede hvornår, begyndte de at glide ned ad kinderne og trak salte spor over mine læber. Jeg lod dem glide, glad for at de ikke blev fulgt af den stikkende smerte i brystet, jeg have troet ville komme. Jeg snøftede en enkelt gang. Lyden rungede i det tomme rum. Så begyndte jeg at hulke. Hvad lavede jeg her? For en måned siden var alt normalt, og nu sad jeg her … i en død pensionists lejlighed med en død pensionists døde fluer i en by, hvor jeg ikke kendte nogen. Alt var efterladt i Tartu. Alle mine venner, alle de steder jeg kendte. Hvad forskel gjorde det, at nogle af minderne var smertefulde? Det var mine minder. Det her … jeg så rundt i værelset, og mine tårer fik væggene til at bølge. Det var ikke mit. Selv møblerne virkede fremmede, som om det blomstrede tapet sugede deres identitet fra dem. Jeg snøftede igen og skjulte ansigtet i hænderne. Så følte jeg Helens arm om mine skuldre. Jeg havde ikke engang hørt hende komme ind på værelset. Hun lagde sit hoved mod mit og vuggede mig blidt. Jeg sukkede dybt og skælvende.
“Jeg vil hjem,” hviskede jeg.
Jeg følte Helen nikke svagt, men hun sagde ikke noget, mens hun ventede på, at jeg fik sat ord på mine følelser. Jeg sukkede igen.
“Det her …” mumlede jeg. “Det her sted. Det er ikke hjemme. Det føles forkert.”
“Vi er kun lige ankommet,” sagde hun blidt. “Giv det lidt tid.”
Jeg gjorde mig forsigtigt fri af hende, så jeg kunne se hende i øjnene. Hun smilede forsigtigt og betragtede mig afventende. Jeg tøvede kort, men gav så pokker i det og lod ordene flyde, som de kom.
“Jeg er bare så alene,” sagde jeg. Da hun ikke svarede, fortsatte jeg: “Mor og far … de skændes hele tiden. Det er, som om de slet ikke ser os mere. Har du ikke også lagt mærke til det?”
Helen nikkede og så trist ud.
“Vi har da hinanden,” sagde hun.
“Jeg … ja. Jo, vi har hinanden.” Jeg sukkede. “Det er bare … hjemme i Tartu havde jeg også alle mine veninder. Jeg kendte alle steder, og mine veninder kendte mig. Det var … jeg ved ikke.” Jeg slog ud med armene. “Trygt?”
“Er du ikke tryg her?” spurgte Helen.
“Hvordan kan jeg være det?”
Jeg rejste mig fra sengen og gik over til vinduet, hvor naboblokken tog det meste af udsynet. Det regnede ikke mere. Jeg så kort på Helen, som stadig sad på sengen.
“Jeg kender ingen her. Mine veninder er væk, og … og så flytter vi til sådan en gammel møglejlighed!”
Jeg indså, at jeg havde hævet stemmen og tav, mens jeg stirrede ud ad vinduet. Bag mig blomstrede roserne på tapetet.
“Jeg vil hjem,” gentog jeg stille.
Jeg hørte Helen rejse sig fra sengen. Hun stillede sig bag mig og lagde armene om min mave. Nogen tid stod vi bare sådan, og jeg følte, hvordan hendes berøring fik mig til at slappe af. Vreden og frustrationen sivede langsomt ud, gled ned i fødderne og videre ned mellem gulvbrædderne.
“Jeg kan godt forstå dig,” sagde hun stille. Hun tav et øjeblik og fortsatte så: “Lige nu er alt rodet. Ikke kun lejligheden. Alt. Men vi er nødt til at give det en chance. Det her føles ikke som et hjem lige nu, men det kan det blive … med tiden. Tror du ikke?”
Hun lagde sin hage mod min skulder. “Vær nu lidt positiv.”
Jeg kunne høre smilet i hendes stemme. Det smittede. Jeg vidste ikke, hvad jeg ville gøre uden hende. Højst sandsynligt miste forstanden. Hun gav mig et lille klem.
“Der er en uge, til skolen begynder,” fortsatte hun. “Bare vent. Jeg er sikker på, at du får masser af venner her. Du er sød og klog. De vil stå i kø for at komme til at lære dig at kende.”
Selv om jeg følte et stik af tvivl, kunne jeg ikke lade være med at smile. Helens kind føltes varm mod min.
“Tror du det?” spurgte jeg.
“Selvfølgelig.”
Vi så ud ad vinduet et stykke tid. Fluen kravlede stadig rundt langs kanten af ruden. Pludselig kluklo Helen.
“Og så ser du hammergodt ud,” tilføjede hun med et grin.
Jeg kom til at le så højt, at hun måtte slippe sit greb, og jeg kunne dreje rundt og se hendes ansigt. Se mit ansigt. Hun smilede til mig og blinkede, og jeg lo igen. Det var en latter, som voksede ud af min usikkerhed og sorg, men jeg lod den fylde mig og lo, til jeg fik ondt i maven. Jeg gav hende et knus.
“Tak skal du have,” sagde jeg og tog en dyb indånding. “Hvis du ikke var her, ville jeg ikke klare den.”
Hun smilede og trak på skuldrene. “Det er derfor, jeg er her.”
Jeg så ned mod parkeringspladsen foran blokken, hvor asfalten lå våd og glinsende. Ved siden af vores bil havde far stillet vores cykler, og tanken om dem fik mig med ét til at føle mig fanget i den lille lejlighed med den gamle lugt. Jeg kastede et hurtigt blik mod himlen. Det lysnede allerede.
“Jeg tror, jeg cykler en tur,” sagde jeg. “Kommer du med?”
Helen havde sat sig på sengen. Hun rystede på hovedet.
“Nej, jeg tror, jeg bliver her. Der må være en kasse med vores bøger et eller andet sted.”
Jeg vuggede lidt fra den ene fod til den anden, inden jeg gik mod døren. Lige inden jeg nåede den, fik en pludselig indskydelse mig til at stoppe op, og jeg gik tilbage og åbnede vinduet. Efter et par forsøg fik jeg gennet fluen hen til sprækken. Så var den væk. Fløjet ud i friheden og væk fra sin døde familie i vindueskarmen.
Mor reagerede næsten ikke, da jeg fortalte hende, at jeg ville cykle en tur, men jeg besluttede mig for ikke at lade mig gå på af det. Ikke lige nu. Lige nu ville jeg følge fluen, så i stedet fandt jeg far i køkkenet. Da jeg havde fortalt ham, hvad jeg ville, nikkede han kort.
“Husk at tage din mobil med,” sagde han, da jeg gik ud i entréen efter jakken.
Min far vidste jeg altid, hvor jeg havde. Han var et upåvirkeligt fikspunkt i familien, når han sad ved sin plads ved spisebordet. Ikke uvenlig, men tavs. Til stede, men fjern. Han havde sin rolle. Hvis noget tungt skulle flyttes? Far. Hvis cyklen skulle lappes? Far. Han ville tavst gå i gang med opgaven, og når den var klaret, ville han svare med en brummen, når vi sagde tak. Ikke noget smil, ingen knus, ingen overflødige ord. Jeg elskede ham, for han var min far, men jeg kendte ham ikke. Der havde på en måde altid været en usynlig mur mellem os. Med mor var det anderledes. Hun var åben og varm og kærlig, lige indtil … indtil ulykken.
I opgangen var en gammel dame på vej op ad trappen. Hun var spinkel og krumrygget og trak en støvetgrøn indkøbstaske på hjul bag sig. Dens metalramme slog klikkende mod de enkelte trin. Damen var næsten ved toppen af trappen, da jeg nåede den. Det gik uendeligt langsomt, og hun holdt små, pustende pauser for hvert trin. Da hun bemærkede mig, så hun så kort op og smilede, inden hun fortsatte. Jeg smilede tilbage og ventede i stilhed, mens hun kæmpede sig op ad de sidste trin. Så trillede hun hen ad reposen. Det gik ikke meget hurtigere end på trappen.
Da jeg endelig nåede ud på parkeringspladsen, var luften overraskende lun, så jeg lynede min tynde jakke op og gik over til min cykel. Jeg spejdede op og ned ad gaden, men indså så, at det var hip som hap, og hoppede på cyklen. Byen virkede lille, og sammenlignet med Tartu var den en flække. Jeg passerede en købmandsforretning, en skobutik, autoværksteder og kiosker. Når jeg kom til et kryds, valgte jeg på må og få og lod vejen trække mig med. Jeg så kun få mennesker og endnu færre på min egen alder. Lidt under ti minutter senere var jeg pludselig ved skolen, og jeg standsede og støttede med begge fødder. Det var en stor, hvid treetages bygning, som lå tungt midt på et grønt areal med spredte træklynger og græs. En gruset sti førte fra vejen op mod hovedindgangen. Jeg overvejede kort at hoppe af cyklen og gå tættere på, men ombestemte mig så. Det var stadig sommerferie. Som et tavst dyr betragtede bygningen mig med sine mange sorte øjne. Jeg kastede et sidste blik på den og cyklede videre. Den skulle tidsnok få lov at sluge mig.
Det var svært at sige, hvor byen stoppede. Der blev bare længere og længere mellem husene, og pludselig var jeg på en smal cykelsti, som løb langs landevejen. Jeg cyklede nogle hundrede meter og standsede så. Da jeg så tilbage, kunne jeg se byen ligge delvist skjult bag buske og træer, grå og våd. Jeg kastede et blik på uret. Der var stadig tid. Et sted i grøften sang en græshoppe. Da jeg igen så op, fik en duft mig til at tøve. Det var samme duft, jeg havde følt på parkeringspladsen, men nu var den stærkere og mere klar. Jeg lod blikket følge cykelstien. Skoven lå som en bred, grøn mur foran mig, gennemskåret af landevejens rette linje. Jeg kastede tøvende et sidste blik tilbage mod byen, og i et kort glimt huskede jeg det afblegede tapet på værelset. Så skubbede jeg cyklen i gang med foden.
De fritstående træer blev til klynger i vejsiden. Klyngerne voksede sig til en bølgende, grøn omfavnelse. Jeg hørte lyden af vinden i de enkelte kroner samles og forstærkes, efterhånden som flere træer kom til, for til sidst at blive den dybe brusen af et grønt hav, højt over mig og strakt ud mod horisonten i alle retninger. Duften blev stærkere, og jeg følte med ét, at jeg genkendte den og kunne fornemme alle små dele, den bestod af. Det var lugten af fugtig jord, af rødder, blade og svampe. Af mos og nødder. Skovens brusen tog til. Den kaldte på mig, den hviskede, at jeg skulle komme. Da jeg fik øje på en smal, gruset skovsti, som løb ind mellem træerne, var der intet valg. Det var lige så givet som at trække vejret. Jeg drejede ned ad den smalle sti, en verden forsvandt, og en ny åbnede sig.
Træerne omsluttede mig, kærtegnede mig og puffede mig blidt fremad langs stien. Græs og gammel bark dækkede jorden og dæmpede lyden af cyklens hjul. Bag mig lukkede skoven sig, og lyden af bilerne på landevejen forsvandt. Jeg følte ikke længere mine ben drive cyklen fremad, men gled over skovstien, dybere og dybere, ind og ud mellem træer, græstuer og mosbegroede sten. Dråber faldt fra træernes grene og kroner. De ramte mine hænder og mit ansigt som varme tårer, og jeg lod dem glide og dryppe videre mod jorden. Over mig kaldte fuglene i det brusende, grønne hav. Skovens duft var overalt. Træerne bød mig velkommen og gjorde plads, så jeg kunne bevæge mig længere ind ad den stadigt smallere sti. Jeg var en del af havet.
Da stien til sidst opløstes i den bølgende skovbund, lod jeg cyklen dumpe til jorden. Den ramte det bløde mos uden en lyd, og jeg stod i stilhed og følte skoven omkring mig. Jeg var det eneste menneske på jorden. Nej, jeg var mindre end det. Jeg var et træ, en stamme, et blad. Jeg var en del af skoven, og den en del af mig. Den tog mig i sin favn og strøg forsigtigt mit hår. Den beskyttede mig, og jeg var tryg. Jeg var hjemme. Jeg kunne føle de små dyr løbe over skovbunden, mærke egerne pile op og ned ad stammerne. En ræv krydsede en bæk et stykke borte, og skoven pustede mig varsomt videre. Jeg efterlod cyklen i skovbunden og gik videre ind mellem træerne. Jorden var blød og varm under mine såler. Jeg strakte armene ud og lod fingerspidserne glide over stammerne og den lave bevoksning. Tiden holdt op med at eksistere.
Langt fremme kunne jeg se solen bryde gennem de høje trækroner. Kiler af blødt lys gled mod skovbunden bag underskovens buske, og jeg gik langsomt nærmere. Fuglene var holdt op med at synge, og den eneste lyd var vindens brusen i kronerne. Da de sidste buske gled til side, så jeg den. En kronhjort. Den største jeg nogensinde havde set. Den græssede mos i solstrålerne ikke mere end ti meter væk. Det dampede fra dens pels. Det store gevir vuggede i takt med hovedets bevægelser, og selv skovens brusen forsvandt. Kronhjorten havde ikke set mig mellem buskene, og jeg betragtede den i ubevægelig stilhed. Så skubbede træerne igen til mig, og jeg trådte forsigtigt ud på lysningens solspættede mos. Kronhjorten holdt op med at gumle og løftede roligt hovedet. Den betragtede mig kort og græssede så videre. Jeg gik langsomt nærmere i en verden, som var reduceret til vores lille sø af lys. Hjorten viftede en flue væk med øret. Solstrålerne varmede den regnvåde skovbund, og insekter summede lavt over mosset. Jeg kom tættere og tættere på det store dyr. Efter en tidløs evighed var der kun en meter mellem os. Hjorten løftede igen hovedet og betragtede mig. Forsigtigt rakte jeg hånden frem, og hjorten tog roligt et par skridt bagud, så afstanden var genoprettet. Jeg så op på den og i to uendelige sekunder fik vi øjenkontakt. Det lyder tosset, jeg ved det, men jeg sværger. Den så på mig og bukkede. Holdt øjenkontakt så længe som muligt, før den knælede og førte hovedet helt ned til mosset for så igen at rejse sig og se mig i øjnene. Så drejede den langsomt omkring og gik roligt ind mellem træerne. Jeg fulgte den med øjnene, indtil den forsvandt mellem buskene. Først da lagde jeg mærke til tårerne, som flød over mine kinder.
Af alle i denne ensomme og fremmede del af landet var den første, som bød mig velkommen, en kronhjort. En kronhjort!
Jeg sank på knæ i mosset og tørrede øjnene i ærmet. Solen varmede mit ansigt, og jeg lod mig falde bagover. Langsomt kom lydene tilbage. Skovens susen. Fuglenes sang. Og jeg lo. Det begyndte som en snurren i maven og bredte sig, til latteren fyldte hele min krop. Denne gang var den fri og ægte og føltes som tusindvis af bobler under huden. Jeg var et blad, en gren, et træ. Jeg var en fugl i flugt under himlen!
Jeg var stadig alene, mit liv var stadig noget rod. Om en uge ville skolen sluge en venneløs pige, og tanken lå som en isklump i maven, men jeg havde fundet et fristed. Et rent sted, trygt og beskyttende, hvor intet ondt kunne nå mig, intet slemt kunne ske. Eller sådan troede jeg da.