Første kapitel
Røgen bølgede tyk og kvælende under loftet ved døren til vores lejlighed. De små lys i den lange korridor var udviskede stjerner i det bølgende mørke. Jeg førte håndfladen over låsen, og den blinkede endnu engang rødt. Et sted langt væk kunne jeg høre en dyb rumlen, da noget i bygningen brækkede løs og faldt ned. Et hedt pust gled gennem korridoren og fik mit hår til at bølge, da jeg prøvede låsen igen. Stadig rødt. Jeg bankede hårdt på døren.
“Kath?”
Flammernes knitren nåede mig fra trappeafsatsen. Der kom intet svar.
“Kath!”
Loftslyset blinkede en enkelt gang, inden det gik ud og efterlod mig alene med lydene. Jeg krøb sammen ved døren. Låsens røde lys var slukket. Den reagerede ikke, da jeg fandt den i mørket. Jeg spredte fingrene og lod dem finde dørrammen, målte bredden og dannede mig et billede af døren i mit hoved. Så rejste jeg mig og stillede mig med ryggen mod den modstående væg. Lugten af røg fyldte min næse. Jeg kastede mig hårdt mod den låste dør, og en varm, smertefuld bølge bredte sig i min skulder. Jeg trådte igen bagud og tog tilløb. Lysene over mig vågnede blinkende til live bag røgen, og jeg bøjede i knæene, så jeg igen kunne skimte låsen. Mine øjne sprang mellem den og døren. Så førte jeg hurtigt hånden over sensoren og ventede en evighed. Et grønt lys blinkede, og døren åbnede med et klik. Jeg kastede mig ind og smækkede den bag mig.
Lysene tændte automatisk i entréen og i den smalle gang til vores stue med de store vinduer, hvor røgen hang i en gråbrun dis under loftet. Jeg lod min vinterfrakke falde til gulvet og løb mod stuen.
“Kath!”
Bag ruderne kunne jeg ane Cuyahoga glide forbi, kold og sort i decembermørket. Fra tredje sal var Cleveland et glitrende bånd af lys bag flodens mørke. Jeg kunne høre Kath hoste i soveværelset.
“Kath!”
Fra døren kunne jeg ane sengen og hendes spinkle silhuet i byens skær. Hun hostede igen.
“Hannah … hjælp mig op.”
Lyset tændte, da jeg løb gennem rummet, men mine hænder kendte allerede vejen. Jeg rev dynen til side og løftede hende op. Selv om vi var lige gamle, vejede hun næsten ingenting. Hendes tynde ben dinglede mod jorden som visne kviste. Hun hostede igen og lagde armene om min hals. Jeg kastede et hurtigt blik mod hendes kunstige ben ved sengekanten. Fra gangen hørtes den knasende lyd af træbjælker, som blev vredet og knækket. Der var ikke tid.
“Hold fast,” sagde jeg og løb gennem lejligheden.
Da jeg åbnede døren til korridoren, ramte en glødende vind os. Kath gav et hvin fra sig, og jeg trådte hurtigt bagud. Flammer slikkede op ad væggene, hvor jeg havde stået et minut tidligere. Tyk røg væltede ind under lejlighedens loft. Jeg sparkede døren i med den ene fod, men den ville ikke lukke og svang langsomt åben igen.
“Te… terrassen,” hostede Kath.
Jeg trak stuens tunge terrassedør til side, og vi kantede os gennem sprækken ud i kulden og mørket. Bag os krøb branden knitrende ind i entréen. Jeg kastede et hurtigt blik over gelænderet, men kunne ikke se floden. Den lå som en sort mur et sted dernede, klar til at sluge os. Klar til at sluge mig. Jeg følte et stik af kold rædsel. Et brandslukningsskib flød i mørket og strakte lange fingre af vand op mod bygningen. En projektør gled over væggene. Da den nåede os, standsede den. Kath rystede i mine arme.
“Hop!” råbte en stemme fra mørket.
Jeg tøvede og så ned i mørket under os.
“Hop!” gentog stemmen.
“Hannah, kast mig.” Kath stirrede på mig, og skæret fra projektøren forvandlede hendes slanke ansigt og det skulderlange hår til en mosaik af lys og skygge.
“Kath …”
“Kast mig!”
Et øjeblik tøvede jeg, så nikkede jeg tavst og løftede hende ud over gelænderet og floden. Hendes lyse natkjole bølgede i toner af gult og orange, da hun faldt de tre etager ned og forsvandt i det iskolde mørke. Min hals snørede sig sammen. Jeg så en brandmand kaste sig i vandet fra skibet.
“Hop. Også dig.”
Jeg så mod skibet og forsøgte at finde manden bag stemmen. Projektøren blændede mig.
“Jeg er …” begyndte jeg.
“Hop! Nu!”
Jeg tav og så mod mørket under mig. Brandmanden havde nået Kath og svømmede nu på ryggen tilbage mod brandskibet med hende hvilende på sig. Hun så uendeligt lille og bleg ud. Vandet betragtede mig. Det ventede på at sluge mig og trække mig ned mod den mudrede bund dybt i dets bug. Jeg bed tænderne sammen. Uden at jeg havde bemærket det, havde mine hænder grebet om gelænderet og holdt nu krampagtigt fast. Mine knoer var unaturligt hvide i det skarpe lys.
“Hop! Vi hjælper dig.”
De ville ikke kunne hjælpe mig. Jeg ville blive trukket mod bunden. Jeg ville blive slugt, og der var intet, de kunne gøre. Jeg var sikker. Jeg så mig hurtigt over skulderen. Gangen mod entréen var et flammende rektangel bag stuen. En orange port til helvede. Men monstret lå under mig.
“Jeg kan ikke.”
“Hop!”
Jeg kastede et sidste blik mod brandslukningsskibet. Kaths spinkle krop var ved at blive trukket op på dækket. Hun lignede et druknet spøgelse. Jeg løb ind i lejligheden, hvor stuens loft lå skjult bag sort røg. Foran mig blottede gangen sine orange og gule tænder og brølede. Gennem flammerne kunne jeg se den åbne entredør bølge i ovnen, og bag den lå den brændende korridor. Jeg krummede mig sammen, gjorde hele min krop til en fjeder og kastede mig fremad gennem flammerne og ud ad døren. Min hud føltes, som om den blev flået af, og jeg undertrykte et skrig. Jeg nåede den brændende korridor og faldt på knæ. Røgen under loftet havde kvalt lamperne, og det eneste lys kom fra flammerne langs væggene. Det fik korridoren til at minde om et smalt rør, da jeg spejdede til begge sider. Bygningen vred sig under mig, og jeg var nødt til at støtte med hænderne for ikke at miste balancen. Hvis jeg blev siddende her, ville jeg dø, og det var ikke mig. Jeg turde ikke kæmpe mod floden, men det her … det her turde jeg. Jeg var skræmt, ja. Jeg var ikke idiot. Men jeg var ikke rædselsslagen. Bygningen rystede igen, og noget rumlede over mig. Loftet gav sig med en dyb knagen, og jeg stak i løb og lod mindet om korridoren lede mig gennem mørket. Jeg tøvede kort, da jeg nåede væggen af flammer, hvor trappen tidligere havde ligget og løb så videre. Over mig blev den dybe knagen til et knasende brøl, da noget stort og tungt brød gennem loftet og ramte mig hårdt i baghovedet. Flammerne slukkedes omkring mig, lyden forsvandt, og jeg gled ind i et blødt mørke.
Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg så noget smukt og beroligende. At en skytsengel forsigtigt puffede mig tilbage til livet. Det ville være sukret og poetisk, men det ville være en løgn, for jeg drømmer ikke. Det har jeg aldrig gjort. Så jeg forsvandt ind i mørket til et sted uden tid.
Der lugtede af røg. Af brændte hår. Så mørke igen.
Noget skubbede til mig. Det var bygningen, som vuggede. Jeg åbnede øjnene, og alt var stilhed. Jeg lå på maven på korridorens slidte tæppe. Min højre hånd lå tæt på mit ansigt og spærrede for udsynet. Den sitrede uden min vilje. Jeg knugede den hårdt og kom op på alle fire med ansigtet mod gulvet, og langsomt vendte lydene tilbage. Brandens dybe brøl. Jeg kunne lugte den, smage den. Så bemærkede jeg mit hår. Det havde været langt og mørkt, men nu var spidserne krøllet sammen i varmen. Da jeg rørte dem, knækkede de af og faldt til gulvet som tynd aske.
Der var ingen vej ud, for trappen var væk. Gangen var ild og røg. Kun hvor jeg sad, var der en lille oase uden flammer. Jeg lod hænderne dykke ind i røgen og glide langs væggene i mørket. Noget hårdt og metallisk brændte mine fingre, og jeg trak hånden til mig. En affaldsskakt. Hurtigt fandt jeg et lommetørklæde i bukselommen og viklede det om hånden. Lågen åbnede med en metallisk klagen, og en bølge af kold luft skød op fra kælderen og ud i gangen. Flammerne vågnede brølende op og væltede mod mig som en mur af ild fra begge sider. Jeg tænkte ikke. Der var noget dybere, som kastede mig med hovedet først ind i det smalle rør og ned til containeren med affaldssække i kælderen. Et instinkt som fik mig til at rulle ned på kældergulvet, inden et pust af flammer skød gennem røret og antændte sækkene. Jeg gned hurtigt øjnene, mens jeg kom på benene, og spejdede så rundt i det mørke rum. Luften var varm, men der var ingen flammer ud over de brændende affaldssække. Jeg førte hænderne gennem håret. Allerede lige under ørerne begyndte det at brække og drysse. Min højre hånd sitrede. Over mig trak en dyb rumlen gennem bygningen. Bag den lille rude i kælderrummets dør skjulte udrykningskøretøjernes bølgende lys byens skær. Jeg løb op ad den korte trappe og ud i natten. Ud af helvede og tilbage til livet.
Den pludselige kulde fik mig til at ryste, og jeg knugede brystet, mens jeg småløb væk fra bygningen. Ilden fik min forvrængede skygge til at danse over gruset foran mig. En ung mand i redningsdragt fik øje på mig. Han greb et tæppe og løb mig i møde. Mens jeg svøbte tæppet om mine skuldre, undersøgte han mig hurtigt.
“Er du kommet til skade?”
“Min søster, er hun okay?”
Den unge mand så spørgende på mig. Han lignede fuldstændigt et menneske, men jeg vidste, han var androide. Det var næsten alle reddere. Han smilede undskyldende.
“Din søster?”
“Hun sprang i vandet. De samlede hende op på et skib.”
Han nikkede og lagde sin hånd på min skulder. “Jeg har ikke hørt noget, men hvis hun er på skibet, er hun i sikkerhed. Er du kommet noget til?”
Jeg rystede på hovedet og kunne føle varmen fra hans hånd gennem tæppet. Han smilede igen.
“Kom med mig.”
Jeg fulgte ham til en bus, som stod et stykke væk. Bag de støvede ruder kunne jeg ane nogle af de andre beboere. Enkelte havde nået at skifte, men de fleste sad stadig i nattøj. Jeg blev pludselig bevidst om min beskidte skjorte og løsnede hurtigt barens lille navneskilt fra brystlommen. Jeg skjulte det i lommen. Min skygge dansede mod bussens side i det orange skær. Vinduerne reflekterede den brændende bygning. Store skyer af gnister blev sendt mod himlen, efterhånden som den sank sammen. De var som sværme af ildfluer.
Det var kun et par måneder siden Kath også var fyldt 19, og vi var flyttet hjemmefra. Med mit arbejde i baren og det nye dagjob i Bureauet havde vi haft så lidt tid sammen i lejligheden, og nu var den væk. I mine tanker stod jeg igen foran den brændende bygning en halv time tidligere. Med hjertet i halsen løb jeg op ad den brændende trappe og ned ad korridoren. Kath gled lydløst gennem luften og ramte vandet. Hvis jeg var kommet fem minutter senere hjem, så … jeg opdagede, at jeg rystede, og en synkende fornemmelse bredte sig i min mave. Hun vidste ikke, at jeg havde overlevet. Jeg så mig om efter den unge mand, men kunne ikke finde ham. Branden knitrede, ildfluerne fløj, og jeg følte mig med et helt forbandet hjælpeløs. Jeg hadede den følelse. Jeg fiskede telefonen fra lommen.
Sams stemme var venlig og varm. Hvad forskel gjorde det så, at han blot sagde, at han ikke kunne tage telefonen? Jeg ventede til det lille bip og stod lidt uden at sige noget, forvirret over hvordan jeg skulle samle alle mine følelser i ord. Til sidst sukkede jeg og lod det komme, som det kom.
“Det er mig. Jeg … jeg ville bare sige, at jeg er okay. Kath er okay. Bare hvis … hvis du nu skulle se noget i nyhederne. Jeg er okay. Jeg … jeg savner dig. Ring til mig. Jeg savner dig … jeg er okay.”
Jeg indså, at jeg vrøvlede og lagde på. Telefonen rystende i min hånd. Jeg var ikke okay. Jeg var slet ikke okay. Bag mig sank bygningen sammen i en sidste sky af ildfluer og tog vores hjem med sig. Min vinterjakke. Kaths ben. Jeg ringede op igen.
Mens kaldetonen summede i mit øre, gled mit blik rundt i mørket. Det tøvede ved den glødende ruinhob, strejfede bussens støvede ruder og gled op mod den dybviolette nattehimmel. Jeg kunne lugte floden. Mine øjne begyndte at gøre ondt. I den anden ende blev telefonen taget.
“Far?” nåede jeg at kvække, inden tårerne kom, og stemmen svigtede.