Første kapitel

Jeg kunne ikke trække vejret, men jeg levede. Jeg var ikke død. Jeg kunne føle varmen fra flammerne. Jeg kunne lugte røgen. Det skræmte mig. Var jeg så ikke levende?

Jeg stod i den lange korridor ved døren til vores lejlighed. Røgen bølgede tyk og kvælende under loftet, så jeg var nødt til at knæle for at se låsen. De små lys i loftet var udviskede stjerner bag det bølgende mørke over mig og efterlod korridoren i tusmørke. Jeg førte igen håndfladen over låsen. Den blinkede endnu engang rødt. Et sted langt væk kunne jeg høre en dyb rumlen, da noget i bygningen brækkede løs og faldt ned. Et hedt pust gled gennem korridoren og fik mit hår til at bølge. Jeg prøvede låsen igen. Stadig rødt. Jeg bankede hårdt på døren.

“Kath?”

Et øjeblik lyttede jeg i stilhed. Lyden af flammernes knitren nåede mig fra trappeafsatsen. Der kom intet svar.

“Kath!”

Loftslyset blinkede en enkelt gang og gik så ud. Mørket efterlod mig alene med lydene. Jeg krøb sammen ved døren. Låsens røde lys var slukket. Den reagerede ikke, da jeg fandt den i mørket. Jeg spredte fingrene og lod dem finde dørrammen. Målte bredden og dannede mig et billede af døren i mit hoved. Så rejste jeg mig og stillede mig med ryggen mod den modstående væg. Lugten af røg fyldte min næse. Jeg kastede mig hårdt mod den låste dør. En varm smertefuld bølge bredte sig i min skulder. Jeg trådte igen et par skridt bagud. Tog tilløb. Lysene over mig vågnede blinkende til live bag røgen. Jeg bøjede i knæene, så jeg igen kunne skimte døren. Låsen lyste rødt. Mine øjne hoppede mellem den og døren. Så førte jeg hurtigt hånden over låsen igen. Ventede et liv. Et lille grønt lys blinkede en enkelt gang, og døren åbnede med et klik. Jeg kastede mig ind og smækkede døren i bag mig.

Lysene tændte automatisk i entreen og gangen ned mod vores lille stue med de store vinduer. Røgen hang som en brunligsort dis under loftet. Jeg lod min vinterfrakke falde til gulvet og løb ned mod stuen.

“Kath!”

Bag ruderne kunne jeg ane Cuyahoga glide forbi, kold og sort i decembermørket. Fra tredje sal sås Cleveland tydeligt som et glitrende bånd af lys bag flodens mørke. Jeg kunne høre Kath hoste i soveværelset.

“Kath!”

Fra døren kunne jeg ane hende i sengen. En blålig silhuet i skæret fra byen. Hun hostede igen.

“Hannah … hjælp mig op.”

Lyset tændte, da jeg løb gennem rummet, men det var ikke nødvendigt. Mine hænder kendte allerede vejen. Jeg rev dynen til side og løftede Kath op i mine arme. Selv om vi var lige gamle, vejede hun næsten ingenting. Hendes tynde ben dinglede mod jorden som visne kviste. Hun hostede igen og lagde armene om min hals. Jeg kastede et hurtigt blik mod hendes kunstige ben ved sengekanten. Fra gangen hørtes den knasende lyd af træbjælker, som blev vredet og knækket. Der var ikke tid.

“Hold fast,” sagde jeg og løb gennem lejligheden.

Da jeg åbnede døren til korridoren, ramte en glødende vind os. Kath gav et hvin fra sig, og jeg trådte hurtigt et par skridt bagud. Flammer slikkede op ad væggene, hvor jeg havde stået et minut tidligere. Den tykke røg væltede ind ad døren og ind i lejligheden. Jeg sparkede døren i med den ene fod, men den ville ikke lukke og svang langsomt åben igen.

“Te… terrassen,” hostede Kath.

I stuen fik jeg trukket den tunge terrassedør en anelse til side, og vi kantede os gennem sprækken og ud i kulden og mørket. Bag mig krøb branden knitrende ind i entreen. Jeg kastede et hurtigt blik over gelænderet. Jeg kunne ikke se floden. Den lå som en sort mur et sted dernede, klar til at sluge os. Klar til at sluge mig. Jeg følte et stik af kold rædsel. Et brandslukningsskib flød i mørket og strakte lange fingre af vand op mod bygningen. En projektør gled over væggene. Da den nåede os, standsede den. Jeg kunne føle Kath ryste i mine arme.

“Hop!” råbte en stemme fra mørket.

Jeg tøvede og så ned mod den sorte mur under os.

“Hop!” gentog stemmen.

“Hannah. Kast mig.” Kath stirrede på mig. Skæret fra projektøren forvandlede hendes slanke ansigt og det skulderlange hår til en mosaik af lys og skygge.

“Kath …”

“Kast mig!”

Jeg tav og så på hende. Hun så tilbage uden at blinke. Et øjeblik tøvede jeg. Så nikkede jeg tavst og løftede hende ud over gelænderet. Ud over floden. Hendes lyse natkjole bølgede i toner af gult og orange, da hun faldt de tre etager ned og forsvandt i et gråligt sprøjt i det iskolde mørke. Min hals snørede sig sammen. Jeg så en brandmand kaste sig i vandet fra skibet.

“Hop. Også dig.”

Jeg så mod skibet. Forsøgte at finde manden bag stemmen. Projektøren blændede mig.

“Jeg er …” begyndte jeg.

“Hop! Nu!”

Jeg tav og så mod mørket under mig. Brandmanden havde nået Kath og svømmede nu på ryggen tilbage mod brandskibet med hende flydende på sig. Hun så uendeligt lille og bleg ud. Vandet betragtede mig. Ventede på at sluge mig. På at trække mig ned mod den mudrede bund dybt i dets bug. Jeg bed tænderne sammen. Uden at jeg havde bemærket det, havde mine hænder grebet om gelænderet og holdt nu krampagtigt fast. Mine knoer så unaturligt hvide ud i det skarpe lys.

“Hop! Vi hjælper dig.”

Jeg så hurtigt på skibet og så tilbage på vandet. De ville hjælpe mig. Jeg tog et kort tilløb på den smalle terrasse. Lukkede øjnene og forsøgte at glemme det flydende monster under mig. Det … nej. Nej, jeg tog fejl. De ville ikke kunne hjælpe mig. Jeg ville blive trukket mod bunden. Jeg ville blive slugt. Der var intet, de kunne gøre. Jeg var sikker. Jeg kastede et hurtigt blik mod lejligheden bag mig. Gangen mod entreen var et flammende rektangel bag stuen. En orange port til helvede. Men monstret … monstret lå i mørket under mig.

“Jeg … jeg kan ikke.”

“Hop!”

Jeg kastede et sidste blik mod brandslukningsskibet. Kaths spinkle krop var ved at blive trukket op på dækket. Hun lignede et druknet spøgelse. Jeg løb tilbage ind i lejligheden. Stuens loft lå skjult bag sort røg. Foran mig brølede gangen ad mig. Blottede sine orange og gule tænder i et inferno af ild og røg. Gennem flammerne kunne jeg se den åbne entredør bølge i ovnen. Bag den lå den brændende korridor. Jeg krummede mig sammen. Gjorde hele min krop til en fjeder og kastede mig fremad. Gennem flammerne. Ud af døren. Min hud føltes, som om den blev flået af, og jeg undertrykte et skrig. Jeg nåede den brændende korridor og faldt på knæ. Røgen under loftet havde kvalt lamperne, og det eneste lys kom fra flammerne langs væggene. Det fik korridoren til at minde om et smalt rør, da jeg så til begge sider. Bygningen vred sig under mig, og jeg var nødt til at støtte med hænderne mod gulvet for ikke at miste balancen. Jeg kunne ikke se en vej ud, men hvis jeg blev siddende her, ville jeg dø. Og det var ikke mig. Sådan var jeg ikke. Jeg turde ikke kæmpe mod floden, men det her … det her turde jeg. Jeg var skræmt, ja. Jeg var ikke idiot. Men jeg var ikke rædselsslagen. Bygningen rystede igen. Jeg kunne høre noget rumle over mig. Loftet gav sig langsomt med en dyb knagen, og jeg stak i løb. Rejste mig op i røgen og lod mindet om korridoren lede mig gennem mørket. Tøvede kort ved væggen af flammer, hvor trappen tidligere havde ligget og løb så videre. Gulvet krummede sig sammen under mig og skubbede mig op. Over mig blev den dybe knagen til et knasende brøl, da noget stort og tungt brød gennem loftet og ramte mig hårdt i baghovedet dybt i røgens mørke. Flammerne slukkedes omkring mig. Lyden forsvandt, og jeg gled ind i et blødt mørke.

Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg så noget smukt og beroligende. At mindet om en elsket gav mig tryghed. At en skytsengel forsigtigt puffede mig tilbage til livet. Det ville være sukret og poetisk … men det ville være en løgn. Jeg drømmer ikke. Det har jeg aldrig gjort. Så jeg forsvandt ind i mørket til et sted uden tid.

Der lugtede af røg. Af brændte hår. Så mørke igen.

Noget skubbede til mig. Det var bygningen. Gulvet bølgede under mig. Jeg åbnede øjnene. Alt var stilhed. Jeg lå på maven på korridorens slidte tæppe. Min højre hånd lå tæt på mit ansigt og spærrede for udsynet. Den rystede og sitrede uden min vilje. Jeg knugede den hårdt sammen og kom op på alle fire med ansigtet vendt mod gulvet. Langsomt vendte lydene tilbage. Brandens dybe brøl omkring mig. Jeg kunne lugte den. Smage den. Så bemærkede jeg mit hår. Det havde været langt og mørkt, men nu var spidserne krøllet sammen i varmen. Da jeg rørte dem, knækkede de af og faldt til gulvet som tynd aske. Aske … brand. Jeg huskede med ét, hvor jeg var. Satte mig på knæ og spejdede.

Der var ingen vej ud. Trappen var væk. Gangen var ild og røg. Kun hvor jeg sad, var der en lille oase uden flammer. Jeg lod hænderne dykke ind i røgen og glide langs væggene i mørket. Noget hårdt og metallisk brændte mine fingre, og jeg trak hånden til mig. En affaldsskakt. Hurtigt fandt jeg et lommetørklæde i bukselommen og viklede det om hånden. Lågen åbnede med en metallisk klagen, og en bølge af kold luft blev presset op fra kælderen og bølgede ud i gangen. Flammerne vågnede brølende op og væltede mod mig som en mur af ild fra begge sider. Jeg tænkte ikke. Der var noget dybere, som førte mig. Som kastede mig med hovedet først ind i det smalle rør og ned til containeren med affaldssække i kælderen. Som fik mig til at rulle ned på kældergulvet, inden et pust af flammer skød gennem røret og antændte sækkene. Et instinkt måske? Jeg gned hurtigt øjnene, mens jeg kom på benene, og spejdede så rundt i det mørke rum. Luften var varm, men der var ingen flammer ud over de brændende affaldssække. Jeg førte hænderne gennem håret. Allerede lige under ørerne begyndte det at brække og drysse. Jeg betragtede de brændte hårstrå i mine håndflader. Min højre hånd sitrede. Over mig trak en dyb rumlen gennem bygningen og fik mig til at lede efter udgangen. Bag den lille rude i kælderrummets dør blev byens skær skjult i udrykningskøretøjernes bølgende lys. Jeg løb op ad den korte trappe og ud i natten og kulden. Ud af helvede og tilbage til livet.

Den pludselige kulde fik mig til at ryste, og jeg knugede brystet, mens jeg småløb væk fra bygningen. Ilden bag mig fik min forvrængede skygge til at danse over gruset. En ung mand i redningsdragt fik øje på mig. Han greb et tæppe og løb mig i møde. Mens jeg svøbte tæppet om mine skuldre, undersøgte han mig hurtigt.

“Er du kommet til skade?”

“Min søster … er hun okay?”

Den unge mand så spørgende på mig. Han lignede fuldstændigt et menneske, men jeg vidste, han var androide. Det var næsten alle reddere. Han smilede undskyldende.

“Din søster?”

“Hun sprang i vandet. De … de samlede hende op på et skib.”

Han nikkede og lagde beroligende sin hånd på min skulder. “Jeg har ikke hørt noget, men hvis hun er på skibet, er hun i sikkerhed … er du kommet noget til?”

Jeg rystede stille på hovedet. Jeg kunne føle varmen fra hans hånd gennem tæppet. Den unge mand smilede igen.

“Kom med mig.”

Han fulgte mig over til en bus, og efter at have spurgt, om der var mere, han kunne hjælpe med, forlod han mig. Jeg fulgte ham med øjnene, inden jeg så op på bussen. Bag de støvede ruder kunne jeg se nogle af de andre beboere. Enkelte havde nået at skifte, men de fleste sad stadig i nattøj. Jeg blev pludselig bevidst om min beskidte skjorte. Hurtigt løsnede jeg barens lille navneskilt fra brystlommen og stoppede det i lommen. Min skygge dansede i det orange skær på bussens side. Vinduerne reflekterede den brændende bygning. Store skyer af gnister blev sendt mod himlen, efterhånden som den sank sammen. Som sværme af ildfluer. Det var kun et par måneder siden, vi var flyttet hjemmefra. Da Kath også var fyldt nitten. Med mit arbejde i baren og nu det nye dagjob i Bureauet havde vi haft så lidt tid sammen i lejligheden. Og nu var den væk. I mine tanker stod jeg igen foran den brændende bygning en halv time tidligere. Med hjertet i halsen løb jeg op ad den brændende trappe og ned ad korridoren. Kath gled lydløst gennem luften og ramte vandet. Hvis jeg var … hvis jeg var kommet fem minutter senere hjem, så … så … jeg opdagede, at jeg rystede. En kold og synkende fornemmelse bredte sig i min mave. Kath vidste ikke, at jeg havde overlevet. Jeg så mig om efter den unge mand, men kunne ikke finde ham. Pludselig følte jeg mig lille og alene … og så helt forbandet hjælpeløs. Jeg hadede den følelse. Jeg fiskede telefonen fra lommen.

Sams stemme var varm og venlig. Hvad forskel gjorde det så, at han blot sagde, at han ikke kunne tage telefonen? At jeg skulle lægge en besked? Jeg ventede til det lille bip og stod så lidt uden at sige noget, forvirret over hvordan jeg skulle kunne samle alle mine følelser i ord. Til sidst sukkede jeg og lod det komme, som det kom.

“Det er mig. Jeg … jeg ville bare sige, at jeg er okay. Kath er okay. Bare hvis … hvis du nu skulle se noget i nyhederne. Jeg er okay. Jeg … jeg savner dig. Ring til mig. Jeg savner dig … jeg er okay.”

Jeg indså, at jeg vrøvlede og lagde på. Jeg så på telefonen i min rystende hånd. Jeg var ikke okay. Jeg var slet ikke okay. Bag mig sank bygningen sammen i en sidste sky af ildfluer og tog vores hjem med sig. Min vinterjakke. Kaths ben. Jeg ringede op igen.

Mens kaldetonen summede i mit øre gled mit blik rundt i mørket. Over den glødende ruinhob, forbi bussens støvede ruder og op mod den dybviolette nattehimmel højt over mig. Jeg kunne lugte floden. Mine øjne begyndte at gøre ondt. I den anden ende blev telefonen taget.

“Far?” nåede jeg at kvække, inden tårerne kom, og stemmen svigtede.

 

Det var stadig mørkt, da den lille taxa drejede af og summende stoppede under halvtaget ved hospitalet. Jeg rørte scanneren og ventede på, at betalingen gik igennem. En svag lugt af røg hang omkring mig i den tomme kabine, og jeg følte mig beskidt. Udenfor skråede et ældre par ind foran taxaen og gik over rundkørslen foran hospitalet. Scanneren gav et svagt bip, og jeg stod under halvtaget og så taxaen glide ud i trafikken, som et blad i en tavs strøm. Da jeg så op, rejste hospitalets enorme glasklædte mur sig i en blød kurve, som forsvandt ind i natten. Jeg skuttede mig og gned mine hænder hårdt mod underarmene, mens jeg gik mod indgangen.

Jeg havde det bedre efter at have talt med far. Efter at have hørt Sams stemme. Jeg ville have haft det endnu bedre, hvis han havde været her hos mig, men jeg skulle nok klare den. Ved elevatoren ventede en mor med en lille pige. Vi smilede til hinanden, og pigen hviskede noget til sin mor. Jeg lod dem køre før mig og ventede selv på næste elevator i mit beskidte tøj.

Kath så op fra sengen, da jeg kom ind på stuen. På et sekund så jeg hende glide gennem en sky af følelser, inden hun til sidst endte ved lettelse. Hele hendes krop sank en smule sammen, da hun pustede ud. Et par sekunder så hun blot på mig som for at være sikker på, at jeg faktisk stod i døren. Så sukkede hun igen. Hendes øjne havde fået en snert af misbilligelse.

“Hannah …”

Jeg trak undskyldende på skuldrene.

“Jeg ved det,” sagde jeg og gik over til sengen. “Undskyld.”

“En brændende lejlighed, Hannah.” Kath rettede på sin stilling ved at løfte sig en smule op med armene. Hendes blå hospitalskåbe fik hende til at se mere syg ud, end hun lød. “Du løb ind i en brændende lejlighed.”

“Det virkede som det bedste valg, da jeg stod der,” sagde jeg. Det var sandt.

Kath sendte mig et trist smil, og jeg kunne se, at hun ikke var rigtigt vred på mig.

“Næste gang springer du,” sagde hun. Det så ud til at være sagt i sjov, men hendes øjne forrådte ordene. Hun tav og gentog så med eftertryk: “Næste gang springer du. Jeg kan ikke … har du nogen idé om, hvor bange jeg var?”

Jeg nikkede og følte mig skyldig.

“Næste gang springer jeg,” løj jeg. Det mørke vand betragtede mig tavst fra et hjørne af hukommelsen. Jeg forsøgte at stirre trodsigt tilbage, men modet svigtede. Kath nikkede tavst. Hendes blik hvilede på mit ansigt.

“Hvad er der sket med dit hår?”

“Jeg løb ind i en brændende lejlighed.”

Et lille smil gled over Kaths ansigt og forsvandt så igen. Jeg tog hendes hånd.

“Vores lejlighed …” sagde hun stille. Hun så fortabt på mig. Jeg gav hendes hånd et klem.

“Jeg har talt med far,” sagde jeg. “Han kan ikke komme … du ved … mor.”

Kath nikkede trist, men jeg kunne se, at hendes tanker var et andet sted.

“Er det lejligheden?” spurgte jeg forsigtigt.

Kath nikkede mut.

“Vi skal nok klare den,” sagde jeg. “Vi finder en ny.”

“Det tog lang tid sidst. Og alle … alle vores ting …”

Jeg sendte hende et lille smil.

“Far har sagt, at vi kan flytte hjem til dem igen, indtil vi finder noget nyt. Vores værelser er der jo stadig.”

“Hurra,” sagde Kath tonløst.

“Han sagde, at de stadig har dine gamle ben. De ligger på loftet.”

Kath stirrede tomt frem for sig.

“De lyserøde?”

Jeg nikkede. “Med ponyklistermærkerne.”

Kath nikkede også og lavede en lille opgivende lyd. Et par sekunder sagde hun ikke noget. Så klukkede hun. Jeg kunne se, at hun kæmpede mod latteren og tabte. Det smittede, og jeg kom også selv til at le. Det var en sær blanding af frygt og lettelse, som bredte sig i kroppen. Vi lo, til jeg fik ondt i maven. Et øjeblik fangede jeg mit blik i et spejl på væggen. Mit leende ansigt havde store striber af sod, og mit hår lignede noget, der var løgn, men jeg var i live. Vi var i live. Da jeg så tilbage på Kath, løb store tårer ned over hendes kinder, og jeg tav. Hendes latter gled over i en hiksende hulken. Hun blev ved med at se på mig gennem øjnenes små sprækker, mens hele hendes krop rystede. Tårerne lavede små mørke pletter på hospitalskåben.

“Åh, Kath,” hviskede jeg og omfavnede hende.

Vi sad, til gråden blev en snøften, og snøftene til tavshed. Til de sidste rystelser i Kaths krop forsvandt i et langt skælvende suk. Jeg gav hende et kram og følte hende gengælde det. Mine øjne faldt på min højre hånd, som hvilede mod hendes ryg. Den skælvede stadig, og jeg gemte et svagt stik af angst bagerst i hovedet.

 

Da afkørslen til Aquilla dukkede op i højre side af landevejen, var det allerede tidlig formiddag. Jeg havde siddet ved siden af Kath det meste af natten. Havde våget over hende. Hun var vågnet et par gange efter mareridt, og jeg havde blidt strøget hende over håret, til hun igen var døset hen. Nu sad jeg alene i den tomme kabine med hænderne mellem knæene og så ud over det golde landskab, som passerede forbi bag ruderne. Markerne lå mudrede og brune langs vejen, spættede af stubbe og orange græstotter. Flere steder var de skjult under våde kager af sne. Bilen summede let over den svage lyd af vinden.

Det føltes mærkeligt at gense de smalle veje og husene, som puttede sig mellem træerne. Aquilla var lille. Der boede vel næppe mere end halvandethundrede familier i byens lille klynge ved siden af landevejen, klemt sammen mellem skoven og den store sø. Her var ikke engang en købmand. Aquilla var ikke som Cleveland 50 kilometer væk. Den var noget andet, noget mindre men mere intimt og trygt. Husene gled forbi i den grå formiddag, og jeg kendte dem alle. Vi havde boet her hele mit liv. Jeg havde leget på gaderne med Kath. Vi var gået på opdagelse i skoven. Og nu skulle jeg igen kalde byen mit hjem. Det føltes underligt. Som om min krop endnu ikke var helt klar til at acceptere det. Bilen gav en svag ringlen og annoncerede, at jeg havde nået min destination, netop som vores store toetages hus med dets lysegrå træpaneler dukkede op mellem træerne i vejsiden. Jeg lagde hånden på scanneren og ventede på dens bip. Far stod foran huset og var ved at skovle flisegangen op til fordøren fri for tøsne. Han havde ikke hørt bilen, og hans ånde lavede små skyer, mens han arbejdede.

Da jeg åbnede døren og steg ud, kom Riley skydende som en blågrå pil og hoppede logrende og bjæffende op ad mig. Jeg satte mig på hug og lod hende slikke mine hænder og snuse mig i ansigtet. Hun var otte år nu og en rigtig hund. En husky. Jeg klappede hende, og hun rullede rundt i snesjappet ved mine fødder. Da jeg så op, så far tilbage mod mig fra sin plads ved fordøren. Jeg rejste mig og begyndte forsigtigt at gå op ad indkørslen mod ham, mens Riley stadig sprang rundt om mine ben. Far lod sneskovlen falde til jorden og gik tværs gennem den våde sne på forhavens græsplæne. Jeg nåede ikke at sige noget, før jeg lå dybt og varmt i hans omfavnelse. Jeg lagde mine arme om ham, og vi stod et øjeblik uden at sige noget. Da han løsnede sit greb og så på mig, var hans øjne blanke.

“Tak,” sagde han.

Jeg kunne mærke, at jeg rødmede og smilede tilbage. Det var, som om han først nu fik øje på min tynde skjorte fra baren, og han så et øjeblik helt forvirret ud.

“Kom … kom med ind i varmen.” Vi begyndte at gå op mod hoveddøren. “Riley. Gå over i dit hus.”

Riley skød over til hundehuset og forsvandt gennem den lille lem.

Entreen var varm og tør. Mens far gik ud i køkkenet, stod jeg et øjeblik og lyttede til det stille hus. Genkendte dets duft. Det var som at få endnu en omfavnelse. Et usynligt knus. Jeg kunne ane reolen og en smule af kaminen gennem stuedøren. Så lod jeg blikket glide op ad trappen.

“Jeg varmer en pude,” sagde far med høj stemme ude fra køkkenet.

“Tak,” svarede jeg. “Jeg … jeg går lige ovenpå.”

Det var, som om jeg aldrig var flyttet hjemmefra. Som om de sidste par måneder ikke var sket. Det føltes mærkeligt. Ikke … ikke dårligt. Bare anderledes. Trappen knagede svagt, da jeg gik op ad den. Jeg skubbede forsigtigt døren til Kaths værelse op. Sengen var redt og lå i det kolde lys fra det sprossede vindue. Hendes bord var dækket af små stykker nips. Ved det lille spejl stod det lysebrune skrin, hun havde haft sin makeup i. Far havde stillet hendes ben på gulvet ved sengen. Ben. Det var, hvad vi kaldte det lyserøde exoskelet, hun kunne spænde om sine egen ben, og som hjalp hende med at gå. Jeg lod blikket hvile på de afblegede klistermærker et par sekunder og lukkede så stille døren og gik ned ad gangen til mit eget værelse.

Mit værelse var lige så stort som Kaths, og de to værelser lå lige ved siden af hinanden. Da vi var små, havde vores senge stået på hver sin side af væggen, og vi havde banket til hinanden, indtil Kath var faldet i søvn. Nu stod min seng langs den anden væg, og hvor den havde stået, stod nu min reol med dens samling af minder. Fra min tid inden vi flyttede. Jeg gik over til den og lod kort fingrene stryge over en slidt bamse på en af hylderne. Den stod ved siden af billedrammer med billeder af Kath og mig. På det ældste var jeg ni år gammel. Jeg smilede ved tanken og lod fingrene kort berøre det kolde glas foran billedet. Niårige Hannah smilede vagtsomt tilbage. Så så jeg på mine fem bøger på øverste hylde. Mine bøger. Min hånd søgte automatisk op til dem, og jeg følte et sug af lettelse over, at jeg ikke havde nået at tage dem med mig til lejligheden. Jeg tog en af dem fra hylden og bladrede forsigtigt i den. Lettelsen skyllede igen gennem mig. Jeg ville ønske, jeg kunne have flere bøger, men det var ikke muligt. Ikke før min næste fødselsdag. Så ville jeg have seks. Der var regler.

Jeg stillede bogen tilbage på hylden og gik over til vinduet. Bag det lå baghaven under et tyndt lag tøsne. Græsset og bedene var skjult, men de to graner stod i det fjerneste hjørne, og midt på plænen strakte æbletræet sine krogede grene i et net mod himlen. For enden af haven lå den store sø som en grålig skygge bag et åbent areal med højt, vildt græs. Bag den skjulte skoven horisonten. Mine fingre gled over vindueskarmens glatte træ, mens mit blik hang ved søen. Når bladene faldt fra æbletræet om efteråret, dukkede den frem. Så kunne jeg se den, og den kunne se mig. Vandet ventede på mig, lige under den tynde is. Jeg sukkede og gik ud af værelset. Jeg havde altid hadet den sø.

Bruserens vand løb over mine skuldre og ryg som en varm kappe. Jeg lod det løbe gennem mit hår og over mit ansigt. Lod det skylle soden og lugten af røg med sig. Lod det løbe over min krop, over gulvets fliser og ud gennem den lille rist ved mine fødder. Længe stod jeg stille og lyttede til lyden af vandet. Lod varmen brede sig i kroppen. Jeg så sæbeskummet kredse om afløbet og forsvinde. En tynd dis af damp fyldte det lille badeværelse. Så lukkede jeg for vandet, greb håndklædet og gik over til spejlet ved vasken. Det var dugget til, og jeg gned et hul til mit spejlbillede med underarmen. Spejlbilledet så roligt tilbage på mig. Mit våde hår var ikke længere langt, men nåede kun til et lille stykke under ørerne. Glat af vandet, tjavset af ilden. Jeg fandt en saks og klippede spidserne, så godt jeg kunne. Da jeg var færdig, førte jeg håret om bag ørerne. Jeg lod et par tjavser af pandehåret hænge, og betragtede så mit spejlbillede igen. Jeg så anderledes ud, men jeg kunne ikke afgøre, om det kun skyldtes håret. Så trippede jeg over gangen til mit værelse og fandt en stor sweater og et par jeans i kommoden.

Mor sad i den bløde stol ved vinduet, da jeg kom ned i stuen. Hun stirrede gennem ruden på haven bag den lille veranda. Kun hun vidste, hvad hun så. Far havde stillet en kop og en tallerken med en sandwich på det lille runde bord ved stolen, men hun havde ikke rørt dem. Jeg gik hen til hende og lagde armene om hende. Hun føltes tynd og skrøbelig. Hvis hun stadig havde kunnet arbejde, ville der have været enkelte år, til hun skulle pensioneres. Nu havde hun siddet i stolen ved vinduet de sidste tre. Mor så op på mig med et uforstående blik, og jeg smilede til hende.

“Hej mor.”

Hun tøvede et øjeblik. Jeg kunne se hendes blik flakke. Så voksede et lille smil frem på hendes læber.

“Anne.” Hun førte hånden op og strøg mig over kinden. Hendes hånd var varm, og huden føltes som tynd pergament. “Du er kommet hjem.”

Jeg følte et lille stik i hjertet, men smilede og lagde min hånd på hendes.

“Jeg er Hannah, mor,” sagde jeg.

Mor så på mig. Jeg kunne se, at hun ledte efter noget i hukommelsen, men hvad det end var, hun søgte efter, var det forlængst forsvundet. Hun nikkede fraværende og lod blikket glide fra mig ud mod baghaven. Mod sneen og tomheden.

“Nå ja,” mumlede hun. “Det er du også.”

Jeg betragtede hende tavst. Jeg stod ved siden af hende, men hun var uendeligt langt væk. Jeg havde følt det lille stik så mange gange nu, at tårerne ikke længere fulgte. Det var ikke altid så galt. Nogle gange var mor mere til stede. Andre gange tog hun af sted til en verden, hvor vi ikke kunne følge hende. Hvor vi kun kunne vente, til hun igen kom hjem. Jeg så ud gennem ruden. Prøvede at se, hvad hun så. Hendes rejser blev længere og længere.

Jeg gik over til reolen. Mors og fars bøger stod i grupper på hylderne. Mellem dem stod billedrammer og nips fra et helt liv. Der var billeder af mor og far, da de var yngre. Af Kath og mig. Jeg tog en af rammerne op i hånden. På billedet stod Kath ved et køkkenbord. En bradepande med småkager stod foran hende, og hun havde pletter af mel i ansigtet og på forklædet. Hun var syv år og så lykkelig ud. Ved siden af hende stod Anne, to år ældre og storgrinende. Melet havde også plettet hendes lange, mørkebrune hår, og hendes øjne var klemt sammen, så man ikke kunne se, at de var blå. Men det vidste jeg, at de var. Jeg vidste, de var blå. Lyset fra vinduet blev et øjeblik fanget i rammens glas, og min genspejling så tilbage mod mig. Et kort øjeblik kunne jeg ikke genkende mig selv. Jeg skubbede et stik af tristhed fra mig og stillede rammen tilbage på hylden.

Jeg ville ønske, jeg havde kendt hende.



TILBAGE


 

Om mig

Jeg hedder Jakob Kramer Hero og skriver romaner inden for en bred vifte af genrer, alle i en filmisk stil med vægt på personerne.

YA, sci-fi, drama eller gys. Hvis historien fænger mig, bliver den skrevet.

Når jeg ikke skriver, er jeg illustrator og har pt. illustreret lidt over 175 bøger.

Nyhedsbrev

Kunne du tænke dig opdateringer om nye udgivelser, events, tips om skrivning og status på mine projekter, så er det her, du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev.

Lige nu modtager du ved tilmelding også et eksklusivt kig på første, uredigerede kapitel af min kommende roman Arasvog.

Meld dig til her

Kontakt

Adresse:
Jakob Hero
Sivsangervej 6
3600 Frederikssund

Mail:
mail@jakobhero.dk

Mobil:
4197 3971

 

Om mig

Jeg hedder Jakob Kramer Hero og skriver romaner inden for en bred vifte af genrer, alle i en filmisk stil med vægt på personerne.

YA, sci-fi, drama eller gys. Hvis historien fænger mig, bliver den skrevet.

Når jeg ikke skriver, er jeg illustrator og har pt. illustreret lidt over 175 bøger.

Nyhedsbrev

Kunne du tænke dig opdateringer om nye udgivelser, events, tips om skrivning og status på mine projekter, så er det her, du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev.

Lige nu modtager du ved tilmelding også et eksklusivt kig på første, uredigerede kapitel af min kommende roman Arasvog.

Meld dig til her

Kontakt

Adresse:
Jakob Hero
Sivsangervej 6
3600 Frederikssund

Mail:
mail@jakobhero.dk

Mobil:
4197 3971