Første kapitel

“Smil nu.”

Mor kærtegnede Oktavies kind. Hun sad på sengekanten i værelsets halvmørke som en kærlig, men ulden silhuet, og Oktavie blev et øjeblik helt i tvivl, om berøringen havde været ægte, eller om hun stadig sov. Mor lagde hovedet på skrå.

“Hvad er det, der går dig på?” spurgte hun blidt.

Oktavie flyttede sig en smule, så mors fingre ikke kunne nå hendes kind, også selv om det havde føltes rart. I fodenden rørte Frøken på sig. Den begyndte kort at spinde, og faldt så i søvn igen. Mor sænkede hånden og betragtede Oktavie, til hun var nødt til at svare.

“Intet. Jeg har det fint.”

“Du ved, at du kan tale med mig, ikke? Du ved, at jeg er her?”

Oktavie nikkede.

“Så prøv at smile, skat.”

Lige nu var mor her. Mor med de blide øjne og et smil så varmt, at Oktavie skulle passe på, hun ikke brændte fingrene, når de omfavnede hinanden. Det var sket før. Oktavie nikkede beklemt, men smilede ikke. Et strejf af tristhed gled over mors blik og gjorde Oktavie bange helt ned i maven. Så var øjnene igen glade.

“Vi venter nedenunder,” sagde hun og lod hånden glide gennem Oktavies hår.

Hun standsede i døråbningen og så tilbage. Den nøgne pære i gangen fik omridset af hendes silhuet til at tindre og oplyste de dansende støvfnug på Oktavies værelse.

“Mormor har varmet vand,” sagde hun. “Jeg har stillet fadet i gangen.”

Så var hun væk. Oktavie blev siddende i sengen og prøvede at fange de sidste rester af drømmen, men den blev ved med at glide ud mellem hendes fingre. I stedet lod hun hånden glide gennem Frøkens filtrede pels. Katten begyndte at spinde og strakte sig. Den var næsten blind, 13 år gammel og dermed ældre end hende, så på en eller anden mærkelig måde føltes det, som om den havde mere ret til at ligge på dynen, end hun havde til at ligge under den. Oktavie lettede på de tykke sække, som gjorde det ud for mørklægningsgardiner, og tittede ud i sommermorgenen. Et tyndt bånd af kondens havde samlet sig i fine dråber nederst på ruderne, lige over rammernes afskallede maling. De spejlede lyset, og tusind små sole glitrede.

 

Der var et hul. Det var ikke særligt stort og helt nyt. Oktavie lod forsigtigt fingrene glide over stoffet, og hendes overfølsomme fingerspidser løj og gjorde hullet meget større, end det var. Men det var der. Hun betragtede sig selv i spejlet på indersiden af skabslågen og så først kun det blegede tapet på væggen bag sig. Sollyset gled varmt gennem rummet, nu da sækkene var trukket til side. Frøken spandt stadig i sengen. Oktavies spejlbillede smilede ikke. Det gjorde det aldrig. Det var egentligt underligt, for hun var jo ikke trist, ikke rigtigt. Hun var bare heller ikke glad. Hun var bare, helt enkelt. Hun sænkede hånden og betragtede hullet. Det var lidt mindre end en halv enøre og var vokset frem på natkjolen i ly af mørket, lige under hendes bryster, som var begyndt at gøre det samme et halvt år tidligere. Hun tøvede et øjeblik med blikket på hullet. Det var ikke så slemt. Mor kunne lappe det. Hun var god til at ordne ting, som var i stykker. Ikke alt, selvfølgelig. Nogle ting er for ødelagte til at kunne reddes. Oktavie trak kjolen på. Det var den lyseblå med det hvide mønster i kanten. Hun fandt det blomstrede hårbånd på stoleryggen og bandt det. Det sad perfekt, men føltes forkert, så hun løsnede det og bandt det igen. Tredje gang lykkedes det. Hun tog halskæden på og holdt kort om det lille vedhæng med perlen. Sollyset skyllede gennem vinduet og flød over karmen og sengen. Bag gårdspladsen strakte Drejøs marker sig, til de ikke kunne længere, og havet tog deres plads. På sengen strakte Frøken sig og kom på benene. Oktavie lod fraværende hånden glide over kattens pels. Hun håbede, det ville blive en af de gode dage.

 

Køkkenet var en varm hule fuld af duften af bær og erstatningskaffe, da Oktavie balancerede ned ad trappen med det brede vaskefad i hænderne. Ved komfuret vuggede hendes mor, mens hun sang. Hun havde en grydeske i den ene hånd og øens smukkeste stemme. Det var, som om den var fuld af fuglesang og barfodede løbeture gennem blomsterfyldte enge, og dens glæde smittede og varmede i Oktavies bryst. Hun bar fadet gennem køkkenet og stillede det på låget af den lune, indmurede gruekedel. Hun lod fingrene glide over de glaserede kakler, så hendes fingerspidser også kunne føle varmen.

“Har du husket sæben?”

Mor nynnede videre med ryggen til, mens hun ventede på Oktavies svar. Hendes hofte vuggede. Oktavie nikkede og lagde den lille, bleggrønne gnalling i dens bakke ved siden af gruekedlen. Den var mere værd end guld.

“Oktavie?”

“Ja, mor.”

“Tak, skat.”

Mors nynnen blev igen til sang. På det lave bord bag hende ventede tomme syltetøjsglas ved siden af en pose sukker og en flaske Atamon, så sukkeret ville holde længere. Bærrene var søde nok i sig selv. Moster Johanne sad ved køkkenbordet, og Oktavie blinkede overrasket.

“Moster Johanne? Hvad laver du her?”

Mosters smil var en kopi af mors. Hendes øjne glitrede på samme måde. Hendes perfekte, hoftelange jakke med den lille vingekrave gjorde det svært at se, at der var krig i verden.

“Jeg kom bare lige forbi,” sagde hun, “og så tænkte jeg, at jeg ville hilse på. Man kan dufte syltetøjet helt ud på vejen. Kom og få et knus!”

Oktavie tørrede hurtigt de allerede tørre fingre i kjolens skørt og bøjede sig, så moster kunne lægge armene om hendes hals. Duften af hendes parfume kildede i næsen og blandede sig med jordbærrenes. Hun smilede, og Oktavie fik svært ved at holde blikket. Hun blev reddet af bryggersdøren, som pibende lukkede morfar ind i hulen. Han havde sit arbejdstøj på og holdt nogle papirer i hånden. Gråmis To og Pjuske fulgte ham og stod et øjeblik i døråbningen, mens de sonderede terrænet.

“Er du vågnet, syvsover?” spurgte han.

Oktavie nikkede hurtigt.

“Sulten?”

“Meget.”

“Det må vi få gjort noget ved.” Han lagde papirene på bordet og blev et øjeblik hvirvlet ind i mors dans, da han hentede en kasserolle fra komfuret. “Byggrød. Så vi kan få lidt muskler på det cykelstativ.”

Han lo. Moster Johanne rejste sig og gjorde plads, og han satte sig over for Oktavie. Han spejdede kort mod mor og trak så et lille, foldet kræmmerhus frem fra inderlommen.

“Jeg har stjålet lidt sukker fra mor,” hviskede han. “Det opdager hun aldrig. Jeg er mestertyv.”

Han ventede lidt, og Oktavie betragtede ham spørgende. Morfar strøg hende over kinden.

“Kom nu, din grinebider,” sagde han venligt. “Jeg ved, du gemmer et smil derinde et sted.”

Mens han øste op til hende, lod Oktavie blikket glide gennem det fyldte køkken. På væggene hang sier og dørslag mellem sprossede køkkenskabe fulde af tallerkener og kopper, ældre end selv mor. Sepiafarvede mennesker betragtede hende fra små, ovale rammer. Over døren hang en hestesko, over vasken en skurebørste. Mormor og morfar havde boet på gården i næsten 50 år. Oktavie havde boet der hele sit liv. Mor løftede forsigtigt den dampende gryde fra komfuret og dansede over til de ventende syltetøjsglas. Moster Johanne havde stillet sig ved siden af hende, og Oktavie valgte ikke at se de to 10-kronesedler, hun havde lagt til mor ved glassene. Hun vidste godt, at moster ikke købte syltetøj, og Oktavie kunne ikke lide den følelse, sedlerne gav hende, også selv om moster var sød.

Måske var der en bestemt mængde held i hver familie? Det var noget, Oktavie havde tænkt en del på. Måske var det sådan, at hvis nogen i familien var meget heldige, måtte der være andre, som havde lige så meget uheld, så tingene balancerede, og verden kunne fortsætte. Måske det kunne forklare moster Johanne og mor. Måske det kunne forklare Oktavie.

Hun havde giftet sig rigtigt, moster. Onkel Anton var velbeslået, deres hus var en drøm, og hvis det ikke var fordi, hun var så sød, kunne det være let at blive misundelig. De boede i byen, men deres hus gik alligevel på forunderlig vis fri af storbranden i ‘42. Det overraskede ingen. Moster Johanne havde altid været heldig, og nu, to år senere, lå der to brunrøde 10-kronesedler på bordet ved syltetøjsglassene og ventede på at blive brugt og forvandlet til 10- og 25-ører, som kunne komme i glaskrukken bagerst i skabet. Moster gav mor et knus. De hviskede kort sammen, inden hun gik. Oktavie lyttede til den pibende bryggersdør og stilheden efter. Nogle gange måtte moster gerne være lidt mindre heldig. Mor tørrede hænderne i forklædet og satte sig ved bordet. Hun strålede og rodede venligt Oktavies hår. Oktavie rettede forsigtigt på hårbåndet og begyndte at spise. I kurven på bænken ved siden af gruekedlen hoppede Pjuske op til sine killinger. Kun tre havde overlevet denne gang. Hvide, Jordbær og Prik. Pjuske gav sig til at slikke Jordbær. De havde altid haft mange katte i Oktavies familie, og i modsætning til de andre gårde fik de altid lov at komme ind i stuehuset. Det var ikke mormors og morfars katte, det var mors, og de var familie. Oktavie var taknemmelig for dem, for så havde hun nogen at tale med. Hun betragtede Jordbær, som kæmpede for at holde balancen under Pjuskes ru tunge. Mor vidste slet ikke, at kattene nogle gange svarede.

“Er det hønsehuset?”

Mor tog et af morfars papirer fra bordet og betragtede det. En tegning i grå blyant med forskellige mål i morfars håndskrift fyldte det meste af papiret. Hun nynnede for sig selv.

“Ja.” Morfar strakte sig, så han kunne se tegningen. “Jeg har brugt alle de rester, vi har, men vi mangler stadig nogle brædder og en æske søm eller to.”

Mor nikkede og bed sig i underlæben. Hendes nynnen fortsatte, men en smule svagere, og Oktavie vidste, hvordan 10-kronesedlerne ville komme af dage. Morfar pegede på tegningen.

“Jeg kan først tage forbi trælasten om et par dage, men måske vi kan sende Oktavie, så tingene kan blive lagt til side?”

Mors nynnen forstummede. Hun så på morfar, og varmen i Oktavies bryst blev blæst ud. Ikke svære. De måtte ikke være svære.

“Far …” sagde mor.

Morfar så skyldig ud, og han tog Oktavies hånd.

“Hvad er det, der skal købes?” spurgte Oktavie. Hendes stemme lød slet ikke bange.

“Bare nogle søm og brædder,” sagde morfar.

“Hvilke brædder?”

Morfar tøvede.

“Fyrrebrædder og forskallingsbrædder,” sagde han. “Det kan du godt huske, ikke?”

Oktavie sank. De var svære. Der ville være alt for mange bogstaver. Morfar gav hendes hånd et klem.

“Du skal ikke, hvis du ikke vil, pus,” sagde han blidt. “Jeg kan sagtens vente et par dage.”

“Nej,” Oktavie rystede på hovedet. “Nej, jeg … jeg kan godt.”

“Er du sikker, skat?” Mor lagde tegningen på bordet.

Oktavie nikkede, og mor smilede forsigtigt.

“Du er min lille heltinde,” sagde hun, og fuglesangen krøb tilbage i hendes stemme. “Jeg laver en liste, og så tegner jeg de forskellige ting ved siden af ordene. Ligesom sidst, ikke?”

 

Mor sang igen ved komfuret, da Oktavie gik mod bryggersdøren med den lille lap papir i hånden. Hun var en heltinde, hun var modig og slet ikke bange. Ikke det mindste. Hun lyttede til mors sang, mens hun trak skoene på. Sangen blev svagere, da Oktavie lukkede bryggersdøren bag sig og trådte ud på gårdspladsen. Solen skinnede. Der duftede af morgen og en smuk dag på vej. Mor var i godt humør, men for en sikkerheds skyld trak Oktavie alligevel to gange mere i dørhåndtaget. Jo. Døren var lukket.

“Døren er lukket, døren er lukket, døren er lukket,” hviskede hun til sig selv.

Det føltes rigtigt, og hun vendte sig. I det fjerne hjørne, lidt skjult bag ladens længe, kunne hun se grisestien og skelettet af det, der engang ville blive et rigtigt hønsehus, når heltinden havde klaret sin opgave. Oktavie vippede på hælene og gik ud til den sandede vej. Hun så kort mod venstre og længtes efter at besøge klinten. Så drejede hun mod højre og gik mod byen med sedlen i hånden.

“Fyrrebrædder og forskallingsbrædder,” mumlede hun til sig selv. “Fyrrebrædder og forskallingsbrædder.”

Der var ikke langt til byen, helt sikkert mindre end en kilometer. Ikke en vind rørte sig i morgenlyset, og luften var klar. Den smagte af korn og støv og prikkede i Oktavies lunger. En usynlig lærke sang et sted i det blå. Gruset knasede i vejsiden under hendes såler.

“Ohøj, Oktavie.”

Anne sad med ryggen mod et træ i vejkanten med benene trukket op og armene hvilende på knæene. Hun bar den hvide kjole med pufærmerne, som Oktavie var hemmeligt misundelig på. Da Oktavie fik øje på hende, sprang hun op og gav Oktavie et knus.

“Hvor er du på vej hen?”

Oktavie holdt papirlappen op.

“Trælast Hansens.”

“Virkelig? Har din mor skrevet ned, hvad du skal købe?”

Oktavie slog beklemt ud med hånden.

“Jeg fortalte hende, at det var i orden,” sagde hun. Da Anne ikke svarede, tilføjede hun: “Hun har også lavet tegninger ved siden af.”

“Ligesom sidst?”

Oktavie nikkede. Anne så et øjeblik tænksom ud. Så gav hun Oktavie et klem.

“Ved du hvad?” sagde hun. “Det er ikke noget problem. Hansen er flink. Jeg er sikker på, at du bare kan række ham sedlen, så klarer han resten.”

“Men hvad hvis det er Regitze?”

“Det er ikke Regitze.” Anne lod sin hånd glide over Oktavies kind. Anne med glimtet i øjet og det skæve smil. “Og selv hvis det er, hvad så? Du er fire måneder ældre end hende. Hun er en rolling.”

“Det ved du godt ik…”

“Ja, ja. Det ved jeg godt ikke tæller.” Anne så alvorligt på Oktavie. Lyset spillede i hendes øjne. “Men det er ikke Regitze. Det er Hansen. Kan du se mit knæ?”

Anne løftede et tyndt ben og viste sit knæ.

“Det er ikke ømt,” sagde hun bestemt. “Det er altid ømt, når det er Regitze.”

Oktavie så fra Annes knæ til gruset på vejen og nikkede. Anne klappede hende på skulderen.

“Kom. Lad os gå.”

De fulgtes ad langs vejen, med dugvåde marker på hver side og solen i øjnene. Anne prøvede et par gange at få en samtale i gang, men Oktavie svarede kun halvhjertet. Papirlappen var tung i hendes hånd, men det var ikke kun det. Mor var glad, og det var dejligt. Det fik Oktavie til at føle sig elsket, men det fik også den usynlige kat i Oktavies hjerte til skræmt at hvæse og vise kløer, selv om hun slet ikke havde gjort noget forkert. Det stak, fordi hun vidste, at efter mors glæde kom …

“Oktavie?”

Anne havde fået et bekymret udtryk.

“Hvad er det, Oktavie?”

Oktavie sukkede og trak på skuldrene. Byen voksede sig større i horisonten.

“Jeg er bange for at blive alene,” mumlede hun. “Igen.”

Annes udtryk skiftede til undren.

“Du har jo dine bedsteforældre,” sagde hun.

“Ja … jo. Lige nu, men …”

“Du har jeres katte.”

Oktavie tøvede. Var hun uretfærdig? Var hun selvisk? Mor var jo glad.

“Jeg har ikke rigtigt nogen,” sagde hun dæmpet. “På min egen alder mener jeg.”

“Du har mig.”

Anne gjorde et nummer ud af at spankulere ved siden af Oktavie. Oktavie slog ud med hånden.

“Det tæller ikke, det ved du godt.”

Anne tog sig til hjertet, som var hun blevet stukket.

“Av,” peb hun. “Det gjorde ondt. Jeg er din bedste veninde.”

“Anne.”

Anne fik et alvorligt udtryk og smilede så. Hun strøg Oktavie over ryggen.

“Du har ret,” sagde hun.

Nogle meter fik gruset lov at knase i fred under deres fødder.

“Du er min eneste veninde,” sagde Oktavie stille. “De synes alle, jeg er …”

“Det er du ikke,” afbrød Anne bestemt.

“Men jeg …”

Anne standsede og så Oktavie i øjnene. Hendes blik var alvorligt.

“Tror du virkelig, jeg ville være din veninde, hvis du var? Så ville jeg da være alt for populær til overhovedet at se din vej.” Hun smilede prøvende til Oktavie. Et pust af vemod gemte sig i hendes øjenkroge. “Du er klog, Oktavie.”

“Sig det til Regitze.”

“Til Hekkenfeldt med Regitze!”

Anne gav Oktavies skuldre et kærligt klem. Hendes øjne lyste op.

“Du har Jens.”

Ja. Anne havde ret. Oktavie havde Jens, og hun var taknemmelig. Han var anderledes. Han var ligeglad med, om hun …

“Hold op med at lytte til de andre,” sagde Anne med eftertryk. “Det er dem, der er nogle fjolser. De ved ikke, hvad de taler om. Du er ikke en …”

“Hvorfor kan jeg så ikke læse, hvad der står på sedlen?” Oktavie holdt papirlappen anklagende op. Hendes øjne sved. “D-det er kun tre ord, og jeg kan kun læse søm!”

“Oktavie, se på mig.” Anne så hende i øjnene. “Du er ikke en sinke!”

Oktavie så hjælpeløst tilbage. Hun sænkede langsomt hånden. Papirlappen vejede hundrede kilo. Højt over dem sang lærkerne.

“Hvad er jeg så?” spurgte hun.

“Du er min veninde.” Anne smilede og gav Oktavie et knus. “Du er min bedste veninde.”

Oktavie snøftede og tørrede øjenkrogene. Nogle sekunder stod de bare i solskinnet på grusvejen. Oktavie nikkede, og Anne lyste op. Hun smilede skævt og klappede Oktavie på skulderen.

“Det er Hansen, som er der i dag,” sagde hun. “Mit knæ lyver ikke. Kom.”

 

Regitze sad bag disken, og Oktavies hjerte krøb ned i fødderne. Bag hende så Ellen og Iben fra klassen op. Deres øjne blev lige en anelse rundere, inden de stak hovederne sammen. Oktavie var stivnet i døren med lyden af byen i ryggen. Hun havde lyst til at træde bagud og forsvinde, men kunne ikke. Papirlappen brændte i hendes hånd. Hun sank. Hun var mors heltinde.

“E-er din far her?” spurgte hun og tvang sig over gulvet til gummimåtten ved disken.

Regitze foldede hænderne på disken. Hendes mørke lokker var perfekte, hendes kjole alt for pæn.

“Nej,” sagde hun og gjorde et nummer ud af at spejde rundt i lokalet. “Er din?”

I Oktavie hvæsede hjertekatten, og tårer samlede sig i øjenkrogene. Bag Regitze fnes Ellen-Iben med de to hoveder. Regitze smilede et falsk smil og lagde hovedet på skrå.

“Hvad vil du?”

Noget slemt ville ske. Oktavie kunne føle det, og hendes hjerte hamrede allerede bange i brystet. Intet godt skete nogensinde med Regitze. Hun holdt papirlappen frem.

“Min morfar vil gerne have nogle varer lagt til side til i overmorgen,” sagde hun.

“Hvilke varer?”

“N-nogle søm og … og brædder.”

Regitze kneb øjnene en smule sammen, og det falske smil fik skarpe kanter. Bag hende holdt veninderne vejret.

“Hvilke brædder?”

Oktavies mund var tør. Hun kunne høre pulsen i ørerne, og hun indså, at hun havde glemt navnene. Hun havde gjort sig sådan umage, men hvor de havde ligget, var der nu helt tomt i hendes hoved. Hendes dumme hjerte havde skyllet dem væk med sin brusen, og nu kunne hun ikke finde dem igen.

“Det …” sagde hun og vidste allerede, at hun ikke kunne fuldføre sætningen. “Det er …”

“Ja?”

Oktavie tav og holdt sedlen frem. Regitze betragtede den, som om den var beskidt. Hun så kort mod veninderne, som var røde i hovederne af indestængt latter, og tog så sedlen mellem pege og tommefinger. Hun vendte den, og Oktavie talte sekunderne i stilheden.

“Jeg beklager,” sagde Regitze. “Jeg kan simpelthen ikke læse de kragetæer. Og hvad er det for nogle tegninger?” Hun vendte sedlen mod Oktavie. “Jeg vidste ikke, du havde en lillesøster.”

Oktavie dirrede af skam og fortabt vrede. Hendes arme hang afmægtigt langs siden. Forræderiske tårer rev sig løs og efterlod alt for glinsende og tydelige spor over kinderne. Regitze var ligeglad.

“Hvad står der?”

Hun lagde sedlen på disken og skubbede den frem mod Oktavie, som tog den. Papiret dansede i hendes hånd. Tårerne viskede den allerede umulige tekst ud.

“D-der … der står …”

“Hvad står der?”

Regitze smilede ikke længere. Hendes mund var en tynd streg, hendes øjne syle. Oktavie sitrede. Der var ingen heltinde. Der havde aldrig nogensinde været en heltinde. Regitze himlede med øjnene.

“Er du dum?”

Ordene sved, og Oktavie krympede sig. Hun snøftede.

“J-jeg er ikke …” begyndte hun.

Regitze rev papiret ud af hendes hånd og stirrede hånligt på det.

“Fyrrebrædder og forskallingsbrædder. Søm,” læste hun roligt. Hun hun holdt en pause og så op. “Sinke.”

Oktavie snøftede og tørrede kinderne i håndryggen, men ydmygelsen pressede straks nye tårer frem.

“Jeg er ikke en sinke!” sagde hun hæst.

“Du kan ikke engang læse!”

Bag Regitze spruttede veninderne, og deres fnis blev til næppe undertrykt latter.

“J-jeg kan …”

“Du hvisker til dig selv.” Regitzes blik var koldt, da hun førte dødsstødet ind. “Du gør de samme, dumme ting igen og igen og igen. Som en abe.”

Oktavie betragtede hende bedende. Regitze fnøs med foragt.

“Åbne døren, lukke døren, åbne døren, lukke døren,” vrængede hun. “Det er ufatteligt, at du overhovedet kan finde ud af at tage tøj på selv, eller det hjælper din mor dig måske også med?”

Regitze ventede. Oktavie rystede over hele kroppen.

“Laver hun også tegninger til dig der?”

Oktavie svarede ikke, og Regitze målte hende med blikket.

“Dit hårbånd sidder forkert,” sagde hun.

Oktavie forblev tavs. Hun vidste, at hun ikke kunne vinde. Hun kunne kun tage imod og håbe, det ville være ovre snart. Regitze sukkede irriteret og betragtede sedlen.

“Sinke,” sagde hun dæmpet. “Vi skal nok få fyrrebrædder, forskallingsbrædder og søm lagt til side til din morfar.”

Hun betragtede Oktavie koldt. Oktavie så spørgende tilbage. Regitze fnøs.

“Nå?” sagde hun irriteret, og Oktavie forstod.

“Tak,” mumlede hun.

Regitze nikkede tilfreds. Ellen og Iben spruttede igen, og Oktavie drejede om på hælen. Hun tvang sig til ikke at løbe, da hun gik mod døren.

“Tak, fordi De handler hos os,” sagde Regitze højt bag hendes ryg. “Kom gerne igen.”

Oktavie lukkede den ringlende dør bag sig og trådte ud i solskinnet. Bag døren brød pigerne ud i latter. Oktavie tørrede øjnene. Hun rettede forsigtigt på sit hårbånd, men uanset hvor meget hun forsøgte, blev det ved med at føles forkert.

 

“Undskyld, Oktavie!”

Oktavie marcherede gennem byen med blikket mod gruset. Hun tørrede arrigt øjnene. Bag hende dansede Anne uroligt.

“Undskyld! Mit knæ var virkelig ømt. Jeg sværger!”

Oktavie snøftede højt og blev ved med at gå.

“Oktavie! Vil du ikke nok?”

Oktavie vendte sig i et ryk, som fik Anne til at spjætte. De stod stille, midt på Kirkevejen, med fugle i træerne og en verden, som slet ikke havde set, hvad der var sket. Oktavie havde lyst til at gemme sig i skyggerne mellem husene. Hun tørrede øjnene igen.

“Hun var så væmmelig!” sagde hun og kom til at hoste. “Ellen og Iben var der også. De så det hele!”

Anne klemte læberne sammen med et trist udtryk.

“Undskyld,” sagde hun. “Det … jeg … jeg er virkelig ked af det, Oktavie.”

Oktavie sukkede. Solen varmede hendes arme, og skyggerne i vejsiderne var alt for langt væk. Hun kunne lige så godt være ærlig.

“Det er ikke din skyld,” sagde hun. “Det er min. Jeg lod hende gøre det. Jeg lod hende sige alle de onde, væmmelige ting, og jeg stod der bare.”

Uden et ord omfavnede Anne hende, og Oktavie skjulte ansigtet i venindens hår. Den hvide kjole knitrede mod hendes.

“Jeg ville ønske, jeg var som alle andre,” hviskede hun.

“Nej.” Annes stemme var dæmpet, men bestemt. “Du er dig, og du er fantastisk. Det er kun lige nu, at alt er dumt. Det lover jeg.”

Oktavie sukkede. “Er det også noget, dit knæ siger dig?”

Anne lo og skubbede Oktavie en smule væk, så de kunne se hinanden i øjnene.

“Den fortjente jeg,” sagde hun med sit skæve smil. Hun tog Oktavies hænder i sine. “Stadig veninder?”

Oktavie nikkede. Solen og Annes omfavnelse havde brændt hendes tårer væk.

“Altid.”

“Hej, Oktavie.”

Jens kom gående fra Strædet, med korte bukser og lyst strithår. Han var stadig flere meter nede ad vejen og bar en kurv på den ene arm.

“Nå, er du også sendt på ærinder?” sagde han højt.

Oktavie tørrede for en sikkerhed skyld øjenkrogene en ekstra gang og nikkede. Jens stillede kurven på jorden og så sig omkring.

“Hvem var det, du talte med?” spurgte han.

Oktavie fulgte hans blik. Uden at hun bemærkede det, havde hendes hånd fundet det lille halssmykke.

“Ikke nogen,” sagde hun.

Anne var ikke virkelig, det vidste hun da godt. Hun var ikke dum. Det var bare det, at nogle gange var det rart at have nogen at tale med, når ensomheden blev for stor, og Anne var sød. Hun støttede altid, og hun var så selvsikker. Ikke som Oktavie. Når Anne gjorde noget, gjorde hun det fuldt. Når hun omfavnede Oktavie, klemte hun til. Når hun råbte, skræmte det køerne og sendte lærkerne på flugt. Hun var hendes bedste veninde.

Jens smilede og nikkede.

“Hvis du har hemmeligheder, vil jeg gerne være med,” sagde han.

Oktavie var lige ved at smile, men hun standsede sig selv i tide, så kun de få, hårde slag af hjertet fortalte, at det næsten var sket. Hun puffede venligt Jens.

“Det må du godt,” sagde hun.

Jens var virkelig. Han var varm og ligefrem og fuldstændig ligeglad med, at Oktavie ikke var som alle andre. Det gjorde ham helt speciel. Langt mere sjælden end en bleggrøn gnalling sæbe eller et drys sukker på grøden, og Oktavie vidste det godt. Hun var lykkelig for at have ham. Han fik hende til at slappe af. Lige nu klemte han øjnene en smule sammen og betragtede hende.

“Er du ked af det?”

“Nej.”

Oktavie rystede på hovedet, og Jens lagde tvivlende hovedet på skrå. Oktavie foregav at være ligeglad og slog ud med hånden.

“Det var bare Regitze, som drillede,” sagde hun.

Jens fnøs opgivende.

“Regitze. Hun går altid rundt og er storsnudet og spiller vigtig, bare fordi hun er trælasthandler Hansens datter,” sagde han. “Var hun led?”

Oktavie svarede ikke. Perlens lille dråbe føltes glat mellem hendes fingre. Jens nikkede forstående.

“Ved du hvad?” sagde han og lænede sig nærmere. “Har du nogensinde set hendes sko?”

En magisk sky af ro omgav ham. Den omsluttede hende.

“Hvad er der med hendes sko?”

Jens gjorde et nummer ud af at spejde op og ned ad gaden. Han skjulte konspiratorisk munden bag hånden.

“Den ene sål er højere end den anden,” sagde han. “En hel centimeter.”

“Virkelig?”

Oktavie havde aldrig set nærmere på Regitzes sko. Hun undgik i det hele taget i videst muligt omfang at se på Regitze overhovedet. Jens nikkede.

“Virkelig,” sagde han. “Hendes ene ben er kortere end det andet! Hvis hun har bare tæer, vælter hun, når det blæser.”

Et smil voksede frem på Oktavies læber, mere sjældent end al sæbe i hele verden. Hun skyndte sig at skjule det bag hånden, men det havde allerede nået øjnene. Hendes hjerte slog lykkeligt. Jens smilede tilbage. Hvis hun ikke havde ham, ville hun være helt alene, og Gud ved, hvad hun så ville gøre. Sikkert blive voksen og flytte hemmeligt sammen med Anne og tusind katte, så hun havde nogen at tale med. Oktavie kunne tale med alt. Hun talte med træerne, med vejen. Selv med stjernerne talte hun. Og hun vidste godt, at stjerner ikke kan tale, selvfølgelig gjorde hun det, men som hun så på det: Hvis stjerner ikke kan sige noget, kan de sige alt. Så det gjorde de.

Men Jens var virkelig.

Han tog kurven fra jorden og begyndte at gå.

“Hvor går du hen?”

Han så sig over skulderen.

“Ned til mejeriet. De har 50 års jubilæum, så de holder fest i eftermiddag. Jeg vil se, om jeg kan tiltuske mig et stykke kage.”

Oktavie vippede uroligt på fødderne et par sekunder.

“Kan vi følges?” spurgte hun højt.

Jens lo og gik videre.

“Oktavie Skov,” sagde han højtideligt med ryggen til. “Vi to kan altid følges.”

Hun skyndte sig op på siden af ham, og de gik lidt uden at sige noget. Der duftede af græs og en smule af stald, men ikke så meget, at det gjorde noget.

“Ved du hvad?” sagde Jens. “Jeg udfordrer dig.”

Oktavie sendte ham et spændt blik, og han nikkede for sig selv.

“Sidst udfordrede du mig,” sagde han. “Nu er det min tur.”

“Og hvad går udfordringen ud på?”

Han så forarget på Oktavie.

“Det siger jeg da ikke. Ellers er det ikke sjovt.”

Han grinede.

“Nå, accepterer du?”

“Er det noget med at klatre?” spurgte hun.

“Det kunne du lide, hvad? Jeg ved, hvor god du er. Nej, det er en hemmelighed.”

“Er det noget med Regitze?”

Jens sendte Oktavie et påtaget såret blik, som endte i et smil og en hovedrysten. Oktavie bed sig i læben. Hendes hjerte slog roligt. Hjertekatten spandt.

“Jeg vil tænke over det.”

I det fjerne dukkede mejeriets skorsten frem bag træerne. De kunne allerede høre mennesker tale. Jens standsede.

“Du skal se,” sagde han. “Om 10 år er alt anderledes.”

“Hvorfor tror du det?”

Han trak på skuldrene.

“Det er noget, Hans Peter har sagt.”

“Din bror?”

“Mhmh. Jeg tror, han har læst det i en bog. Eller måske i avisen.” Jens skelede en smule nervøst til Oktavie. “Den pralhals.”

Hans Peter var næsten 15 år og langt mere stille end Jens. Oktavie havde faktisk aldrig talt med ham, og de gange han havde siddet i køkkenet på gården tæt på klinten, var han forsvundet ind på værelset, når hun kom på besøg. Nu var han selvfølgelig også næsten to år ældre end hende. Hun skubbede blidt til Jens med skulderen.

“Det er i orden,” sagde hun. “Han må godt læse.”

Jens smilede lettet og nikkede.

“Om 10 år er vi voksne,” sagde han. “Så vil alle vore problemer være løst. Krigen vil være ovre, vi vil have penge, og … og hvis Regitze siger noget, kan du give hende en på skrinet.”

Han tav, og lærkerne fik lov at synge nogle sekunder, mens de begge forsvandt i tanker. Til sidst rev han sig løs.

“Nå, skal vi se, om vi kan få gaflet det kagestykke?” sagde han.

Hun fulgte ham ned ad vejen, mens hun tænkte på, hvad han havde sagt. Hun håbede, han havde ret. Selvfølgelig ikke omkring det med Regitze, men om det andet. At alt ville blive anderledes. At alt det dumme ville være væk, og hun ville være lykkelig.

Om 10 år.

TILBAGE