Første kapitel
Da jeg var barn, fortalte min mor os om troldene, som boede i skovene. Om monstrene. Om ellepigerne og nøkken. Jeg ville læne mig tæt op ad hende, pakket ind i min dynes fort. Og jeg ville gyse af fryd. Ville forestille mig det bølgende grønne lys i den fugtige underskov mellem stammer, som strakte sig uendeligt og tyst mod himlen. Det ville synes så virkeligt, at jeg kunne føle det bløde mos under fødderne. Kunne dufte det. Og så en dag … så en dag blev det virkeligt. Og en trold flyttede ind hos os. Et monster. Og jeg lærte at være lille og gemme mig. Jeg lærte at blive usynlig. Mor havde haft ret. Monstre findes. Men de findes ikke i skovene. De bor lige her, blandt os. I byen. Og i skovene? Der bor noget andet. Du har ingen anelse. I skovene bor noget forunderligt.
Jeg savner dig. Jeg savner dig så helt forfærdeligt. Selv om der er gået femten år, er der ikke gået en dag. Jeg har gemt det hele. Ved du det? Alt, jeg kunne redde fra ilden. Alt, den lod mig beholde, da den var mæt. Jeg har gemt det, så jeg ikke glemmer noget. Så jeg ikke glemmer dig, og hvad der skete.
Byen ligner sig selv. Du ville genkende den straks. Den ligger stadig klemt ned mellem bakkerne. En lille plet i de uendelige skove. Hovedgaden med de lidt for høje lygtepæle. Bageren, hvor vi mødtes. Søen bag den smalle sti, hvor vi kyssede første gang … det hele er her stadig. Næsten. Men du … du er her ikke mere. Og de femten år, som er gået, siden jeg første gang hørte melodien, føles som minutter.
Det var femten år og et liv tidligere.
“Kommer du?”
Filip sjoskede over den tomme parkeringsplads mod byggemarkedet. Hans spinkle krop kastede en næsten undskyldende skygge på asfalten. Det lysebrune hår trodsede den svage forårsvind, men havde ikke en jordisk chance for at skjule de strittende ører. Jeg smækkede bildøren og fulgte ham. Det var først på eftermiddagen, og Erik ventede allerede foran markedet, en bjørn i solskinnet. Han stod en smule for tæt på indgangen, og dørene åbnede og lukkede utålmodigt bag ham. En dæmpet nynnen fik mig til at stoppe. Det var som skyggen af en melodi. Jeg så mig omkring, men kunne ikke få øje på nogen på den tomme plads.
“Jorden til Simon! Kom ind, Simon!”
Filip havde vendt sig og stod nu let foroverbøjet med armene bredt ud. Han rystede opgivende på hovedet, men kunne ikke skjule et grin.
“Jeg kommer.”
Jeg lyttede igen, men melodien, som før havde lydt så tæt på, var forsvundet.
Byggemarkedet var som byen. En hyggelig hule, hvor rodet ikke gjorde noget. Jeg tog en af de afblegede, gule indkøbskurve ved indgangen og fulgte de andre ind i halvmørket. Ved kassen så en lyshåret ekspedient omkring de 20 op. Hun kastede et blik ud ad vinduet på parkeringspladsen og førte hurtigt det lange hår om bag skuldrene, inden hun smilede til os. Selv om hun prøvede, nåede smilet ikke øjnene. Jeg lod blikket glide rundt i det lune salgslokale. Solen skar lyse kiler i den støvede luft ved vinduerne mod parkeringspladsen. Lyset fik resten af rummet til at virke mørkere, end det var. Der duftede tørt. Af olie og træ.
“Bare gå i forvejen,” sagde Filip ved siden af mig.
Jeg sendte ham et spørgende blik, men han så ikke ud til at ville uddybe. Det blev Eriks stemme, som hev mig videre.
“Simon. Kommer du?”
Erik stod ved døren til afdelingen med maskiner og tilbehør. Han fangede mit blik og slog kort med hovedet i retning af rummet bag sig. Som en lystfisker, der trak i sin stang. Og jeg fulgte. Lod mig trække med. Bag mig hørte jeg Filip gå i den modsatte retning, og kun hans stemme fulgte med, da Erik hev mig ind.
“Hej Lisa.”
Uden at sige noget gik vi ned mellem hylderne med værktøj. Hylderne med de afblegede blågrå kasser i genbrugspap, fyldt med søm og skruer. Stativerne med de små poser med mindre brugte størrelser og designs. Jeg lod et par kasser med skruer dumpe ned i indkøbskurven og blev så stående. Stirrede frem for mig. Jeg så ikke på noget særligt, for der var intet særligt at se bag kasserne på hylden. Men jeg kunne ikke bevæge mig. Jeg havde ikke lyst til at gå videre. Jeg havde lyst til at stoppe tiden, så den ikke kunne hive mig med og tvinge mig til at høre et svar, jeg ikke var klar til. Jeg havde lyst til at blive i det støvede rum. At forsvinde ind mellem æskerne til en verden af værktøj og træ. En verden, jeg forstod og kunne kontrollere.
“Hey, Simon. Hvad siger du til den her?”
Erik havde taget en motorsav fra en hylde og poserede med et smil.
“Er den gamle gået i stykker?”
Da han så mit blik, holdt han op med at smile og stillede saven tilbage på plads.
“Næh,” sagde han med blikket på saven. “Men det er sgu lige ved, at man begynder at håbe.”
Jeg rev mig løs fra hylden, og vi gik videre. Filip havde været min ven siden tredje klasse. Siden vi kom til byen. Erik havde været min bror, lige så længe jeg kunne huske. Jeg så op mod hans ryg, mens vi gik ad de smalle gange mellem reolerne. Han var 27 år, tre år ældre end mig, og han var et halvt hoved højere. Hvor Filip var spinkel, var Erik bygget som et køleskab. Tidligere havde han været mere normal. Jeg mener, han havde altid været højere end både Filip og mig, men det var først, da han begyndte at træne, at han blev rigtig bred. Det begyndte et par år efter den nat, han mistede sit øre. Natten med skrigene og alt, alt for meget blod. Egentlig hed han jo Magnus Erik, men vi kaldte ham alle bare Erik. Også selv om han af en eller anden grund altid præsenterede sig som Magnus for fremmede. Det varede kun, indtil vi andre kom til. Til vi fik gjort en ende på galskaben. Så var han igen Erik, og det var i orden. Han så ikke ud til at tage sig af det.
Erik kastede et blik over skulderen. Det meste af hans pjuskede hår var skjult under den baseballkasket, han altid gik med, men enkelte totter stak ud. Lidt flere på den side, hvor den lille stump, som engang havde været hans øre, ikke kunne holde dem væk. Han så en smule usikker ud.
“Er det her til eftermiddag?” spurgte han.
Jeg kunne høre, at han havde forsøgt at få spørgsmålet til at lyde henkastet. Det var også næsten lykkedes. Jeg nikkede.
“Og svaret vil være sikkert?”
“Det ved jeg ikke. Vi har ikke prøvet det før, vel?”
Jeg var kommet til at lyde mere konfronterende, end jeg havde villet. Det var ikke Eriks skyld. Det var ikke nogens skyld. Men jeg var bange, og jeg ville ikke tænke på det. Jeg ville ignorere det så længe som overhovedet muligt, hvilket ville sige cirka halvanden time mere. Mit blik søgte igen ind bag æskerne på hylden. Ledte efter den lille kontakt, som ville stoppe tiden. Erik klappede mig forsigtigt på ryggen.
Da vi kom tilbage til salgslokalet, stod Filip ved kassen og talte med ekspedienten med det lyse hår. Med Lisa. Han havde lænet sig en smule fremad og hvilede albuerne på disken. Jeg lagde mine varer på den, og Filip så op.
“Jeg … jeg bliver hentet snart.” Lisa havde været midt i en sætning. Nu så hun op og rødmede. Da hun igen talte, var stemmen næsten undskyldende: “Når min vagt slutter.”
Noget fik hende til at se ud på parkeringspladsen. Det var kun et øjeblik, så drejede hun hurtigt hovedet. Da hun kom til at se på Filip, skyndte hun sig i stedet at vende blikket mod gulvet, inden hun rev sig løs og gav sig til at slå mine varer ind. Hendes hurtige bevægelser havde trukket det glatte hår hen foran ørerne, så det nu hang som et beskyttende gardin om hendes hoved. Hun forsøgte ikke at rede håret tilbage, men holdt blikket rettet mod en af æskerne med skruer i sin hånd. De røde kinder var blevet blege. Jeg fulgte hendes blik ud mod parkeringspladsen. En slidt, gul pickup holdt parkeret på den anden side af ruden. Forruden var støvet, hvor vinduesviskerne ikke havde fejet den ren. Lisa lagde mine varer i en pose og rakte den til mig. Hun smilede kort. Hendes øjne var runde og jagede.
Da vi gik mod udgangen, puffede Erik roligt til Filip.
“Du ved godt, hun har en kæreste, ikke?” sagde han.
“So what?” Filip pustede ud. Det var lige præcis kraftigt nok til at lyde som et fnys. “Han er et røvhul.”
Da vi kom ud på parkeringspladsen, fik jeg øje på Joel. Han stod lænet op ad den gule pickup og skulede ind gennem ruden til byggemarkedet. Den lysebrune læderjakke kunne ikke skjule hans brede skuldre. Jeg genkendte ham. Han havde gået et par klasser over os. Også dengang havde han passet perfekt på Filips beskrivelse.
“Når man taler om …” Filip spyttede på jorden. “Joel.”
Joel målte os med øjnene, men sagde ikke noget. Filip lo hånligt. Mit blik gled fra Filips spinkle krop til Joel. Han var ikke spinkel. Han var alt andet end spinkel.
“Filip …” sagde jeg lavt, men Filip ignorerede mig.
“Hvad helvede er der sket med din bil, Joel?” spurgte han. Han trådte et par skridt nærmere og gjorde et nummer ud af at inspicere det gulligbrune mudder på hjulene og karosseriet. “Du skal passe lidt bedre på den.”
Joel stirrede sammenbidt på Filip.
“Filip, for helvede,” sagde jeg mellem tænderne, men det var for sent.
Joel skubbede Filip hårdt i brystet, så han faldt bagover på asfalten. En brøkdel af et sekund senere var han på benene igen med brystet mod Joels. Joel skubbede ham væk igen og trak en knyttet næve bagud. Så fløj han baglæns. Ramte siden af bilen med et metallisk drøn. Erik stillede sig med hævede næver mellem os og Joel.
“Giv mig en grund,” knurrede han.
Jeg hev Filip på afstand, mens Joels blik gled fra os til Erik. Joel var stor, men Erik var større.
“Ja, prøv bare!” råbte Filip, mens jeg trak af sted med ham. “Prøv, hvis du tør!”
Eriks ryg lignede bagsiden af en tordensky. Ryggen af en bjørn. Nogle sekunder stod han der bare. Så skubbede han igen Joel hårdt mod bilen, inden han vendte sig og fulgte os. Joel stirrede rasende efter os. Filip var stadig ikke faldet ned.
“Du skal passe bedre på dine ting, Joel!” råbte han. “Fatter du det? Du skal passe bedre på dem. Ellers ender det med, at de ikke er dine mere!”
Jeg fik ham stoppet ind på passagersædet og lukket døren. I sidespejlet var Joels øjne ikke meget mere end smalle sprækker. Hans hænder var knyttede langs siden. Et øjeblik kunne jeg se Lisa gennem ruden bag ham. Hun var bleg.
“Du er en idiot, ved du det?”
Jeg kastede et hurtigt blik på Filip. Han sad tilbagelænet på passagersædet med albuen på rudens smalle karm. Han skar en grimasse og pustede ud. Jeg koncentrerede mig igen om vejen.
“Det kan godt være, at Joel er et røvhul,” sagde jeg. “Men du … du er en idiot.”
Udenfor gled byen forbi. Den var stille. Ikke kun fordi vi sad i kabinen bag de oprullede ruder. Byen var altid stille. Måske var det derfor, mor havde valgt den. Der skete aldrig noget her. Byen havde syntes … tryg? Jeg drejede ved købmandsbutikken og kørte op ad den lave bakke mod blokkene. Bag dem tårnede skoven sig op. Den var som en blågrøn mur af nåle, mos og harpiks. En vold, som omsluttede os alle. Dækkene summede mod den stenede asfalt. Filip fnøs.
“Hun er for god til ham.” Han kløede sig kort i håret. “Han er en forbandet pissemyre.”
“En pissemyre på hundrede kilo.”
Filip svarede ikke, og vi kørte lidt i stilhed. Der var kun os i bilen. Erik havde ventet, til vi var kørt. Så var han gået hjem. Jeg havde set ham gå over parkeringspladsen, da jeg drejede ud på vejen. En tavs kæmpe. En bjørn. Vores bjørn.
“Du kan ikke bare blive ved på den måde”, sagde jeg. “Du er en lille skid, og en skønne dag går det galt. En skønne dag vil Erik ikke være der til at hjælpe dig.”
Filip svarede ikke. Stirrede blot ud mod blokkene, som voksede sig større foran os. Så rakte han ud og tændte radioen. Musikken fyldte kabinen.
“Her er fandeme altid så stille,” sagde han. Da jeg ikke svarede, gentog han: “Så forbandet stille.”
Vi drejede ind foran Filips blok. Da jeg standsede bilen, blev han siddende. Jeg så ud ad sideruden mod de seks etager over os. Så slukkede jeg motoren. Slukkede radioen. Den pludselige stilhed fik byen bag ruden til at stå klarere. Som når man forlader et diskotek og træder ud i natten. Jeg så på min ven.
“Du kan li’ hende. Kan du ikke?”
Filip spidsede læberne. Et par sekunder sad han bare sådan. Så pustede han ud.
“Hun er for god til ham,” gentog han.
“Og det er ikke kun din pik?” Jeg trak på skuldrene, da han så på mig. “For jeg husker jo Greta. Og Linea.”
“Det er ikke kun min pik, okay?” Filip rettede sig op i sædet og løsnede sikkerhedsselen. Et øjeblik troede jeg, at han ville åbne døren, men i stedet blev han siddende. Sank en smule sammen og hvilede albuerne mod lårene. “Det er ikke som Greta. Eller Linea. Det er anderledes. Det er … for fanden, Simon! Det er anderledes. Det føles … det føles anderledes.”
Jeg så på ham. “Fair nok.”
Han kløede sig igen i håret, og jeg kunne se, at han søgte efter ordene. Til sidst gav han op.
“Det er … fuck, jeg ved det ikke. Som dig og Dina, ikke? Måske. Når jeg er med Lisa, så …” Filip sukkede og stirrede et øjeblik fortabt ud ad vinduet. Han slog opgivende ud med den ene hånd. “Hun er for god til ham.”
“Fair nok, Filip.”
Jeg ventede, til blokkens yderdør var smækket bag ham. Lod blikket glide rundt i den tomme kabine. Et øjeblik overvejede jeg at tænde radioen igen, men lod være. Jeg kunne godt lide stilheden. I stedet så jeg på uret. En time. En time til jeg ikke kunne gemme mig mere. Filips ord kom glidende gennem stilheden. Som dig og Dina. Jeg tændte motoren og rullede ned ad bakken mod midtbyen, men drejede af, inden jeg nåede den. Fulgte landevejens bløde kurve mod den blågrønne vold. Lige inden skoven passerede jeg huset med det slidte gardin, og jeg var et øjeblik ni år igen og stod bag gardinet med blikket mod mørket. Bittelille med ryggen mod blodet og monstret. Jeg var tavs og usynlig. De blå blink udenfor farvede mine hænder og ansigt og fik alt andet til at synke ned i skyggerne. Det var ikke mig, som skreg. Så forsvandt huset bag træerne, og jeg kørte ind i skoven.
Vi boede ikke i byen. Dina og jeg. Vi boede i en anden verden. Vores egen verden. Den var grøn og tryg. Var fuld af lyden af vinden i granerne. Af fuglenes sang og hendes latter. Det var kun hende og mig. Vi havde ikke brug for andre for at være lykkelige. Jeg rullede ruden en smule ned og lod den kølige aprilluft slippe ind, mens jeg kom længere og længere ind i skoven. Forlod landevejen og kørte op ad en smal og snoet skovvej. Den var dækket af et blødt lag nåle, og et grønt spor af mos og græs løb midt på vejen, hvor bilens hjul ikke havde kunnet holde det nede. Byen lå bag mig. Skjult i den grønlige dis bag en stribet væg af mosovergroede stammer. Ti minutter væk. Det føltes som tusind kilometer. Jeg rullede vinduet helt ned. Foran mig slyngede vejen sig ind og ud mellem stammerne. Jeg kunne høre granerne bruse over lyden af motoren. Højt, højt oppe.
Og så, blødt som et vindpust, stoppede vejen. Mundede ud i en græsklædt lysning mellem alle træerne og gjorde plads til os. Jeg parkerede bilen og steg ud. Et øjeblik stod jeg bare og lyttede. Hytten lå på en svag skråning. Vi havde selv bygget den. Eller det vil sige jeg havde bygget den. Dina havde gået rundt og prøvende sparket til bjælkerne, som var hun i gang med at inspicere hjulene på en bil. Da jeg havde sagt, at det nok skulle holde, at jeg vidste, hvad jeg gjorde, havde hun prøvende sparket til mig. Så havde hun nikket og smilet, og jeg var faldet ned i de brune øjne bag de store, runde brilleglas. Igen.
“Jeg skulle lige være sikker,” havde hun sagt. “På, at du nok skal holde.”
Nu lå hytten der. Helt perfekt bag en bred overdækket terrasse på sin grønne plet i skoven. Udsigten var mere end perfekt. Den var vidunderlig. Et kig ind i uendeligheden over bølgende, trædækkede bakker mod en horisont, som blev stukket i brand, hver gang solen gik ned. Når tusinder af insekter ville synge i tusmørket og trække nattens stilhed over dagens. Jeg snusede ind og kunne dufte skoven. Under terrassens tag vuggede en vindharpe i brisen. Tynde, knap hørbare toner gled ud og for vild mellem stammerne. Jeg greb posen fra byggemarkedet og gik op til hytten. Så kort ud over det grønne hav og åbnede døren.
Stuen lå stille bag den korte entré. Møblerne puttede sig mellem hinanden for at få plads. Solskinnet plantede farvede firkanter på tæpperne på trægulvet og trak lyse felter over væggenes planker med de mange billeder. Strejfede enkelte af Dinas potter og krukker og fik glasuren til at tindre og glimte. På bordet ved døren lå konvolutter fra banken. Jeg ignorerede dem. Dina var der ikke. Lige nu var jeg alene, men jeg vidste, hvor hun var. Forsigtigt listede jeg over til døren til hendes arbejdsværelse. Over en smal hylde på væggen ved siden af døren hang et stort billede af en strand. Orangegult sand mellem grønklædte klipper ramte et hav så turkis, at det var let at forstå, hvorfor hun af og til faldt i staver foran billedet. Praia do Sancho.
“En dag,” ville hun sige, inden hun igen faldt hen i tanker. “En dag går vi der, Simon. Sammen. Solen vil skinne. Vi vil føle sandet mellem tæerne og høre bølgerne brydes. Og det vil være vidunderligt.”
Jeg betragtede kort stranden og lagde så øret mod døren. Bag den kunne jeg høre Dinas elektriske drejeskive summe. Hun sang dæmpet, og jeg så på uret. Der var stadig tid. Jeg gik ud af stuen, ud af huset og over græsset til det grå rektangel i lysningens fjerne hjørne. Trådte prøvende over det hårde fundament og forestillede mig, hvordan værkstedet ville komme til at se ud, når det stod færdigt. Mit værksted. Jeg havde støbt fundamentet allerede sidste efterår, inden … inden alt det andet kom i vejen. Nu lå bjælker og planker under mørkegrønne presenninger og ventede på, at jeg ville vende tilbage. Små sten knasede mod den grå beton under mine såler. Jeg snusede igen ind og så op mod huset.
En blid nynnen nåede mig fra et sted mellem skovens stammer. Den var så svag, at jeg blev i tvivl, om jeg rent faktisk havde hørt den, så snart de enkelte toner forstummede. Jeg kendte ikke melodien. Alligevel var det, som om jeg havde hørt den før.
“Hallo?” sagde jeg og trådte ud af det grå rektangel. Gik over mod skovbrynet. “Er her nogen?”
Et sted i det grønne mørke mellem stammerne gled melodien rundt og blev en anelse svagere. Jeg fulgte lyden med øjnene, men kunne ikke se nogen. Den var nu knap hørbar.
“Hallo?” gentog jeg.
En hvisken nåede mine ører.
“Den unge han kalder.”
Lyden var kommet fra et sted bag mig, og jeg vendte mig og så tilbage mod hytten. Jeg kunne ikke se nogen. Stemmen var roligt forklarende. “Vi vover os forsigtigt nærmere. Det er vigtigt, at vi ikke skræmmer ham, så han ikke går i panik og kommer til at skade sig selv.”
Toppen af et hoved med sort, bølgende hår kom i et glimt til syne bag en af de grønne presenninger. Det var kun et øjeblik, så forsvandt det igen, og jeg kunne høre listende trin bag presenningen. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Da stemmen igen talte, var den en smule tættere på.
“Det er forår, og den unge han er blevet væk fra sin flok. Han er forvirret. Som de fleste eksemplarer af bleg, svensk landrace har han svært ved at klare sig alene. Hvis han ikke snart får hjælp, risikerer han at fare vild og dø. Enten af sult eller som offer for rovdyr. Svensk landrace er et yndet bytte for mange.”
Dina rejste sig bag presenningen og gik roligt over til mig. Hun lagde sine arme om mig og gav mig et lille klem. Så kyssede hun mig blidt.
“For sent,” hviskede hun.
Jeg gengældte hendes knus og flyttede blidt det lange hår, så jeg kunne se hendes ansigt. Hendes lange, smukke næse og lysebrune hud. Jeg følte et kort stik af angst. Dina så sig omkring.
“Hvem talte du med?”
Jeg fulgte hendes blik ind i underskoven. Vinden var igen alene med stammerne. Melodien var væk.
“Jeg ved det ikke,” sagde jeg. “Jeg hører vist syner.”
Hun gav mig endnu et klem, og jeg holdt hende ind til mig. Følte hende lægge sit hoved mod mit bryst. En smertefuld klump voksede frem i min hals, og jeg stirrede op mod himlen. Lod min ene hånd glide over hendes hår. Kunne vi ikke bare blive her? Dina skubbede sig blidt væk og så mig i øjnene. Hendes blik var bekymret, men varmt. Antydningen af et smil strejfede hendes mundvig.
“Er du klar?”
Jeg kæmpede for at holde tårerne væk. Kunne ikke tale for klumpen i halsen og rystede kort på hovedet. Vi var løbet tør for tid. Jeg kunne ikke gemme mig mere.
“Nej,” kvækkede jeg. Rystede igen på hovedet og så ud over bakkerne.
Dina gav mig endnu et klem.
“Simon …” Hun strakte sig blidt til siden og forsøgte at fange mit blik. “Simon, se på mig.”
Jeg drejede hovedet. Tvang blikket væk fra landskabet og så på hende. Hun lod sin hånd stryge over min kind.
“Det kommer til at gå godt. Se på mig.” Hun smilede. Hendes øjne var så smukke. “Det kommer til at gå godt. Der er ikke noget galt.”
Hvor ville jeg ønske, hun havde ret.