Nedrivning (uddrag)
Vojens, forsommeren 1962.
“Jeg elsker dig.”
Ellen smækkede køleskabsdøren i og fik skålen med frugt til at vugge. En af Vibekes små dukker trimlede om og faldt i døden. Nogle sekunder stod hun med ryggen til. Med hænderne hvilende på det lave køleskab og blikket mod væggen. Morgenlyset plantede gyldne linjer på hendes konturer og kastede hendes skygge mod fliserne ved køkkenvasken. Skyggen trak vejret skælvende. På gaskomfuret boblede ungernes morgengrød.
“Jeg elsker dig, det ved du.” Ellen vendte sig og tørrede vrede tårer væk, inden de nåede kinderne. “Men jeg kan ikke gøre det her. Jeg … jeg kan ikke bare foregive, at det ikke er sket, Poul. For det er det.”
Hun snøftede og gik de få meter over til vinduet. På væggen voksede hendes skygge en anelse, og lyset måtte finde en anden vej. Der var spærret for adgangen til det lille køkken på anden sal på Vestervang. Ved køkkenbordet sank Poul en smule sammen.
“Det er sket.” Ellens stemme knækkede. “Og jeg forstår ikke, hvorfor du gjorde det.”
“Ellen …”
“Jeg forstår ikke, hvorfor du vil ødelægge det, vi har!” Ellen snøftede igen. “Vi har arbejdet så hårdt!”
Ved vasken vågnede æggeuret og fyldte kort køkkenet med sin skarpe ringen, inden det faldt til ro. Tikkede formålsløst et par gange og døde. Ellen sendte Poul et fortabt blik og gik over til komfuret. De blå flammers hvæsen forstummede.
“Elsker du os ikke? Elsker du ikke børnene?” sagde hun med ryggen til. Hendes stemme var dæmpet. “Elsker du ikke mig?”
“Selvfølgelig elsker jeg jer.”
Poul tav. Han vidste ikke, hvad han skulle svare. Han vidste ikke, hvordan han skulle redde livet. Det liv de havde skabt sammen, og som han nu havde forrådt. Hans mave trak sig sammen, og der blev bedre plads til skammen. Den gled uden en lyd ind og fyldte hulrummet, sort og klæbrig. Som tjære. Ved komfuret sukkede Ellen.
“Hvorfor gjorde du det så?”
“Mor? Er du ked af det?”
Vibeke stod i døren i sin natkjole. Hun knugede sovekaninen og gned øjnene. Hendes lyse hår var en rodet sky omkring hendes hoved. Ellen tørrede hurtigt øjenkrogene og satte sig på hug ved datteren.
“Nej, skat,” sagde hun med et smil. “Jeg havde bare fået noget i øjnene.” Hun gav Vibeke et knus og rettede en smule på pigens vilde manke. “Er du sulten?”
Vibeke nikkede og kravlede op på sin stol ved bordet. Ellen forsvandt ind på soveværelset for at vække Bjarne. Et minut senere dukkede hun op med en søvnig treårig på armen, og det var, som om Poul ikke længere var i køkkenet. Ellen smilede og småsnakkede med ungerne, mens hun fandt deres tallerkener frem og øste grøden op. Hun fyldte mælk i vippekrusene og satte sig på køkkentaburetten mellem ungerne, så hun kunne hjælpe med at puste på grøden, når to barnehænder på skift holdt skeerne frem. Så tørrede hun Vibekes mundvige med hjørnet af et viskestykke. Rensede det kaos af grød, som havde bredt sig i Bjarnes ansigt og trak kærligt ungerne ud på badeværelset, hvor tandbørsterne ventede.
Poul sad alene tilbage i køkkenet. Hans mave gjorde ondt. Han havde svært ved at bevæge sig, og det var ikke kun, fordi han lige var kommet fra arbejde. Det var som at være under vand. Som de brændende somre ved søen i Vedsted, hvor det gulnede græs knasede under fødderne, og de havde konkurreret om, hvem der kunne dykke dybest. Ned og ned, til mørket og kulden fik huden til at prikke, og hvert svømmetag tilbage mod overfladen havde været trægt og langsomt. Og nu sad han her. I et køkken hundrede meter under vand. Og han var ikke sikker på, om han kunne nå overfladen i tide.
I entréen var ungerne kommet i tøjet. Ellen puslede om dem, mens hun hjalp Vibeke med at knappe den gule vindjakke med den blå kaninlap på ærmet. Poul kæmpede sig gennem vandet og stillede sig i køkkendøren. Ellen hviskede et eller andet, som fik begge unger til at le. Hun så mod Poul med et trist blik.
“Jeg tager dem til børnehaven,” sagde hun og tøvede et øjeblik. “Jeg kommer ikke hjem, inden jeg går på arbejde.”
“Ellen …”
Hun vendte sig og smilede til ungerne. “Kan I sige godnat til far? Han skal sove nu.”
“Godnat far!” Vibeke gav ham et knus. Så rynkede hun på næsen. “Du lugter mærkeligt.”
“Jeg er lige kommet fra arbejde.” Han sendte hende et smil. “Så … afsted med dig.”
Bjarne stillede sig i kø til sit knus, og så var de på vej ned gennem trappeopgangen.
“Ellen.”
Hun vendte sig i døren. Poul slog magtesløst ud med armene.
“Jeg … jeg var en idiot,” sagde han.
Hun betragtede ham tavst, og han spejdede op gennem vandet. Der var så langt til overfladen.
“Jeg vil gøre det godt igen,” sagde han. “Jeg lover det.”
Stilheden fyldte entréen. Fra fordøren to etager nede kaldte Vibekes stemme.
“Moar?”
Ellen sukkede.
“Jeg ved ikke, om jeg kan tilgive det,” sagde hun.
Så stod han alene tilbage i entréen. Med blikket mod døren og den lille seddel med numrene til arbejdet, børnehaven og læge Burmeister, som Ellen havde sat fast under dørspionen. Langt nede gik fordøren, og Poul gik over til vinduet. Ellen dukkede op med et barn i hver hånd på asfalten foran blokken. Hun så sig ikke op, og Poul fulgte dem med blikket, da de kantede sig uden om de parkerede cykler og forsvandt ned ad fortovet. Da de nåede Søndergade, drejede de og forsvandt af syne bag blokken på hjørnet.
Han blev stående i det skarpe solskin med blikket mod det sted, de var forsvundet. Der duftede af syrener og nyslået græs. Af solskin på trods af, at radioen i fabrikshallen havde lovet regn. På den anden side af krydset havde der tidligere ligget en tom grund, skjult under langstilket græs og edderkoppespind. Nu var græsset væk, og man var ved at opføre den nye biograf, efter den gamle var blevet fjernet. Smadret og jævnet med jorden i midtbyen sammen med alt det andet. Fordi det gik godt. Fordi byen voksede. Den strakte sig mod nord og sendte sine følere ud som grådige udløbere. Margrethevej, Allegade, Nordre Ringvej. Den sendte følere mod syd. Syrenvej, Gyvelvej, Søndre Ringvej. De greb fat og trak til, og byen revnede på midten. Den sprækkede, og alt, som havde været, sank i grus og forsvandt. Fordi det gik så helvedes godt.
Poul sukkede. Bag biografskelettet lå fabrikken. Brødrene Gram. Med snesevis af haller og tusindvis af køleskabe. Med byens sjæl i næven og natarbejde til ham. Den kunne ingen udløber knuse. Den ville ligge der i morgen og om hundrede år. Poul pustede ud. På køkkenbordet var grøden blevet kold.
Der var trangt i brusekabinen. Vandet skyllede over hans hoved og ryg. Det forsvandt gurglende i afløbet og skabte et svagt undertryk, som trak badeforhænget indad, så det klistrede til hans ben. Vandet løsnede støv og sved og førte det bort gennem rørene. Alt det skidt som var på ydersiden. Alt det skidt andre kunne se og lugte. Det forsvandt, og han så igen helt normal ud. Ingen kunne se skidtet på indersiden. Kun Ellen. Han lukkede for hanen og stod længe med hovedet vendt mod gulvet. Hun havde set det. Vandet dryppede fra hans hår, og han begyndte at fryse.
Natarbejde betyder dagsøvn. Tomme timer bag mørke gardiner mens verden bevæger sig videre i lyset. Intethed til vækkeuret ringer, og det er eftermiddag. Han sukkede og vendte sig i sengen. Flyttede puden igen, men det gjorde ingen forskel. Jo mere stille han lå, desto mere insisterende flaksede tankerne rundt i hans hoved. De slog mod køkkenet og Ellens skygge. De strejfede en snurrende kaffemølle og blev hvirvlet ind i en omfavnelse af bløde, kastanjebrune krøller. De sank ned i dybet og hang fast i tjæren. Kæmpede og døde. Poul rullede om på ryggen og stirrede mod loftet.
“For helvede,” mumlede han og satte sig op.
De Gamles Hjem lå i den anden ende af byen. Helt derude hvor Østergade løb ud mellem markerne, slog et slag med halen og blev til Ribe Landevej på sin flugt mod Haderslev. Tæt nok til stadig at være en del af byen. Tilpas langt væk til ikke at ligge i vejen. Den brede murstensbygning hvilede på toppen af en lang, græsklædt bakke, bag en flagstang og spredte grupper af pænt klippede buske. Vimplen vuggede i vinden. Vinden rettede på Pouls hår, og han gik op ad vejen mod fordøren.
En venlig plejer smilede til ham, da han gik op ad trappen bag den massive fordør. Han havde set hende før, men havde ingen anelse om, hvad hun hed, så han nøjedes med at nikke og gik så ned ad den lyse gang. Der duftede af kokoskiks. Af varmt brød og omsorg. Der duftede af gamle mennesker. Bag hver af de lukkede døre boede de. I deres små æsker med et enkelt møbel eller to. Bag hver dør ventede de. Med billeder i rammer på væggene og minder fra lange liv. Eller næsten alle da. Poul åbnede forsigtigt døren til et af værelserne og tittede ind.
“Hej far,” sagde han og satte sig på stolen ved vinduet.
Hans far drejede langsomt hovedet fra sin stol og smilede tøvende. Bag ruden havde der tidligere været udsigt til græssende køer og marker ned mod Fuglesøen. Nu voksede selvbyggeri frem på nyanlagte veje, som kantede tænder i en halvtom mund. De dækkede for udsigten. Poul smilede tilbage.
“Hvordan går det, far?” spurgte han.
Hans far nikkede langsomt.
“Jow, jow,” sagde han. “Det går da.”
Han sad lidt med blikket mod noget, Poul ikke kunne se. Mod ingenting. Et spørgende smil voksede frem på de gamle læber.
“Hvem er du?”
Poul sukkede og stirrede mod sine sko. Hvem var han? Hvem fanden var han? En idiot, det var sikkert. En utro, snotdum idiot. Det gjorde ingen forskel, at det kun havde været den ene gang. Det gjorde ingen forskel, at han havde fortrudt, det øjeblik det havde været for sent. For det var for sent. Og en gang var en gang for meget. Hvad fanden havde han tænkt på? Han elskede hende jo. Han elskede Ellen, så hvorfor havde han så gjort det? Hvorfor havde han ikke bare rejst sig, havde spærret musikken inde bag døren til Paulis Hotel og var gået hjem? Fordi han var en idiot. Derfor. Han smilede venligt til sin far.
“Jeg er Poul, far,” sagde han. “Din søn. Husker du?”
Hans far vuggede stille i stolen. Hans ansigt var tomt.
“Jow, jow,” mumlede han. “Er du Gertruds dreng?”
“Mor hed Marie, far.”
“Marie … jow, jow.”
Poul pustede stille ud. Han rejste sig og gik over til billederne på væggen. Han havde selv hjulpet med at hænge dem op, da hans far var flyttet ind lidt over et år tidligere. Dengang havde de håbet, at billederne ville holde ham fast en smule længere. Så han ikke ville glide væk og forsvinde i den grå tåge, som var vokset frem i hans sind. Men tågen havde været for stærk. Den havde været for sulten og havde spist minderne, et efter et, indtil alt som hang tilbage på væggene var billeder af ukendte mennesker foran ukendte huse. Ukendte børn med ukendte smil. Poul løftede forsigtigt en af rammerne fri af dens søm og gik over til vinduet. Bag rammens glas lå hans forældres gård. For enden af den sandede sti og puttet mellem marker og korn. Hans far stod i forhaven. Hans mor smilede fra et vindue. Det hele var så tæt på, kun en tynd glasskive væk, og alligevel ville han aldrig kunne nå det. For tyskerne havde taget det. De var kommet og havde besat Skrydstrup mindre end fem kilometer fra, hvor han stod. De havde anlagt en flyveplads, og hans forældres gård var blevet visket ud og forsvundet. Et hjem gennem generationer var blevet til ballast under landingsbanen. Poul hængte rammen tilbage på væggen og tog et skridt bagud. En væg fuld af billeder fra et liv i opløsning. Fra et liv under nedrivning. Nu var der ikke brug for tyskerne længere. Det krævede ingen verdenskrig. Nu klarede tiden det helt alene. Og når den grå tåge var færdig … når den var blevet mæt, ville intet nyt vokse frem. Poul drejede hovedet.
“Vil du med ud at gå en tur, far?”
Dette er et uddrag af novellen. Hele novellen kan læses i antologien "Vindblæst".