Blog

Lad os skrive en bog -
del 5: Hovedplot og sideplots

skrivning

Du er nu kommet så vidt, at du har fundet den historie, du vil fortælle. Du har tilmed plottet den – enten i detaljer, hvis du er en plotter, eller i løse strøg, hvis du er en pantser. Du kender din hovedperson. Du ved, hvilket problem hun støder på, og du har en mere eller mindre fast idé om, hvilken modstand og hvilke begivenheder, hun vil skulle igennem, inden hun får løst problemet. Du er som sådan klar til at skrive din historie.

Men vent. Gå ikke i gang endnu.

Sagen er den, at det, du har planlagt, er historiens hovedplot. Det er den vigtigste del af historien – men langt oftest er den ikke nok i sig selv. Du har brug for noget mere. Både for at få historien op på den rigtige længde for en roman, men også fordi en historie med kun hovedplot let kan gå hen og blive en smule kedelig, uanset hvor spændingsfyldt det hovedplot er.

Tænk lidt på det som et måltid. Hvis du på en restaurant bestiller en ret, kan den have navn efter den vigtigste del af retten, men det betyder ikke, at det er det eneste, som ligger på tallerkenen, når tjeneren stiller den på bordet. Der er alt muligt andet fordelt rundt om. Salat, sovs, tilbehør. Hvis du havde bestilt en laksefilet, og det var det eneste, som lå på tallerkenen, ville det blive et noget ensformigt måltid. Der er brug for variation – og ideelt en variation, som smagsmæssigt passer sammen med laksen.

Det er her sideplots kommer ind. Hvis dit hovedplot er bøffen, er sideplottene alle de andre ting på tallerkenen. Og ofte er det dem, som gør historien rigtigt levende, fordi de tilføjer nye personer og kan bruges til at belyse ting i hovedplottet.

Min erfaring er, at en historie, som kun er hovedplot, ender omkring 40.000-50.000 ord, hvilket er I underkanten. Hvis du vælger at fortælle historien gennem f.eks. to hovedpersoner, føjes der selvfølgelig flere ord til, men da handlingen for de to personer ofte overlapper i større eller mindre grad, betyder det ikke, at ordmængden fordobles ved at føje endnu en hovedperson til. En normal bog til voksne ligger vel omkring de 70.000-100.000 ord (lidt afhængig af genren), så derfor er det nødvendigt at finde på forskellige sideplots.

Et klassisk eksempel på et sideplot kan være en romance. Din hovedperson har et alvorligt problem, hun skal løse (hovedplottet). Det bringer hende til forskellige steder, hun ikke har været før, og gradvist finder hun spor og informationer, som bringer hende nærmere på en løsning. Og så … lige pludselig … støder hun på en person, hun ikke har mødt før, og det slår gnister.

Du har nu et sideplot, som handler om deres forhold. Vi lærer gradvist den anden person at kende og finder måske ud af, hvilke hemmeligheder eller problemer han eller hun har. Vi følger med i forholdet og ser, hvilke problemer det kommer i, mens hovedplottet udspilles. Men forholdet er et sideplot i denne sammenhæng. Hvis det stoppede, ville hovedplottet – det altafgørende problem – fortsat være der.

Ikke alle sideplots er romancer. Faktisk skriver jeg selv kun sjældent romancer direkte ind som sideplots. Det er et spørgsmål om smag, og du skal vælge sideplots, hvis historier interesserer dig. I Se kornet gro er historien om Iiris’ og Nastjas venskab et sideplot. I Pigen i den gule æske er hele Ellies historie et sideplot. I Kun når det brænder er Simons forhold til sin søster Jenny et sideplot. I Arasvog er de to veninder Jenna og Brookes forhold et sideplot.

Det er vigtigt et tænke på sideplottene som separate historier. De er der ikke kun for at kunne ”klaskes” på siden af hovedplottet. Eneste forskel i forhold til hovedplottet er, at der ikke er en hovedperson, dvs. en person vi ser verden gennem. Figurerne i sideplottene har deres egne mål, drømme og dæmoner – deres egen historie. Denne historie forløber sideløbende med hovedplottet, og det eneste, som gør den til et sideplot, er, at den er dukket op i løbet af historien og er blevet knyttet til hovedplottet, f.eks. ved at blive oplevet fra hovedpersonens synspunkt.

At der ikke er en decideret fortæller i sideplottene fjerner det alvidende element og gør figurernes motiver lidt mere ukendte. Det giver spænding til historien, og gør det muligt for dig at strø hints og kun langsomt afsløre den rette sammenhæng i sideplottene i løbet af historien. Det fanger dine læsere, som bliver ved med at læse for at finde ud af, hvad det er, der er sket, og som gør, at personerne i sideplottet opfører sig, som de gør.

Nogle sideplots er kun løst forbundet til hovedplottet, men de bedste sideplots er de, der er vævet tæt sammen med hovedplottet. Jo flere ”snore” du kan trække mellem hovedplottet og sideplottene, desto bedre. Det er det, som får historien til at virke som en samlet enhed og ikke blot nogle løse fortællinger, som bliver fortalt samtidig.

Hvis vi bruger romance-sideplottet som eksempel, så er det i grundformen ret løst knyttet til sideplottet. Hovedpersonen møder en anden person, som hun kan lide, og vi følger deres forhold. Den eneste forbindelse mellem hovedplottet og sideplottet er hovedpersonen selv. Men hvad nu hvis vi trækker nogle flere snore? Hvad hvis kæresten er i familie med hovedplottets antagonist? Hvad hvis noget i kærestens fortid gør det umuligt for hovedpersonen at løse hovedplottets problem på den måde, hun har planlagt? Så hun pludselig er nødt til enten at finde en ny løsning eller afslutte forholdet?

Pludselig bliver hovedplottet og sideplottet vævet sammen og fremstår som en helhed. Pludselig er det umuligt at skille dem ad igen. Og historien er blevet stærkere.

Så husk dine sideplots. De giver variation, de gør historien mere spændende – og de giver dig mulighed for at introducere nye spændende personer, som ikke kunne introduceres, hvis du kun havde hovedplottet.

Og så er de sjove at skrive.

Læs sidste indlæg   -   Læs næste indlæg
Se alle indlæg