Blog
Lad os skrive en bog -
del 2: Forberedelsen
Du vil skrive en historie. Du vil skrive en roman. Og du er klar til at træde ud i det. Det er godt! Det er fedt! Og det bliver sjovt. En masse arbejde … dage hvor det at få ordene ned på papiret føles som at presse stivnet fugemasse ud af en tube med et alt for lille hul … men også dage, hvor det bare flyder, og hvor du overraskes over, hvor godt, det hele lyder, når du læser det igennem sidst på dagen. Dage hvor personerne i historien blev levende, mens du skrev, og du stod der, lige ved siden af dem. Dage hvor du tænker: ”Skrev jeg det?”.
Men inden du kaster dig ud i skriveriet, skal du forberede dig.
Her tænker jeg ikke på, at du brygger en kande kaffe og køber en plade chokolade. Jeg tænker på, at du giver historien en chance for at hæve og udvikle sig i dit hoved og i dine notater, inden du går i gang. Inden du skriver det første ord. Og at du giver historien de bedste forudsætninger for at udvikle sig i den rigtige retning, så du slipper for alt for grundlæggende rettelser senere.
Hvis du skriver en roman om en families kamp for at overleve i en verden i opløsning under pesten i 1350, betyder det, at du undersøger, hvordan pest blev opfattet og forsøgt behandlet på det tidspunkt. Hvordan befolkningen levede. Hvilke rettigheder og muligheder de havde osv.
Hvis du skriver en roman om to betjentes forsøg på at opklare en sag, hvor forbryderen er flygtet til udlandet, betyder det, at du undersøger, hvorledes politiet arbejder, og hvordan internationalt politiarbejde fungerer.
Ved at undersøge sådanne ting, minimerer du risikoen for, at du har hængt hele handlingen op på bestemte punkter, har skrevet 250 sider, og den første betalæser så gør dig opmærksom på, at sådan fungerer det altså ikke i virkeligheden. Selvfølgelig er der en smule kunstnerisk frihed, og der kan være steder, hvor kun de, der kender emnet godt, opdager fejl, men jo tættere, du kan komme på virkeligheden, jo mere plausibel bliver din historie.
Personligt forsøger jeg ofte at skrive om emner og steder, jeg har i det mindste en smule kendskab til, men selv da er der ting, som jeg ikke ved noget om, og som jeg har været nødt til at undersøge. Det kunne være udseendet og den indbyrdes placering af lokaliteterne i Pigen i den gule æske eller forløbet omkring alvorlig sygdom i Kun når det brænder. Når man først har sat sig ind i det, giver det en større følelse af sikkerhed, som man kan tage med sig, og som kan ses i de ord, man skriver.
Nå. Det var den første del. Sæt dig ind i de emner, du behandler i romanen. Så er jeg klar til at skrive nu, ikke?
Ikke helt.
Jeg mener, du kunne gå i gang med at skrive nu. Du har en overordnet idé. Du ved nogenlunde, hvilke ting, du gerne vil have til at ske i løbet af historien, i hvert fald i overordnede linjer. Hvorfor så ikke gå i gang?
Sagen er den, at du har en idé til handlingen. Og det er godt! Noter den i et dokument og lad den rumstere i baghovedet. Giv den lidt gødning og se, hvad den vokser til. Næsten alle idéer vil udvikle sig, hvis du blot giver dem tid. Nye personer kan dukke op i handlingen. Nye konflikter kan opstå. Dele kan knyttes til andre dele og pludselig give hele handlingen mere dybde og spænding. Du har måske en hovedperson, som hjælper sin syge veninde, mens hun samtidig må kæmpe mod seksuelle tilnærmelser fra sin chef på arbejdet. Det er to interessante historier. Men … hvad nu hvis venindens mand var hovedpersonens chef. Bang! Der er åbnet op for nye konflikter, og begge historier bliver pludselig langt mere interessante.
Når en historie får lov til på den måde at simre, inden du overhovedet går i gang med at skrive, udvikler den sig. Den er ikke længere blot et par pinde, du skal forsøge at hænge fortællingen op på. Den er et helt træ, du kan klatre i og vælge, hvilke dele, du vil tage med. Og det kan læserne fornemme, når de læser din roman.
Hvor lang tid, en historie skal ligge, er forskellig. Personligt plejer jeg at notere idéer, jeg får til nye historier, mens jeg skriver, men jeg tænker i første omgang ikke nærmere over dem. Når der så er ved at være en måned, til jeg er færdig med den historie, jeg på det tidspunkt skriver, finder jeg idéerne frem og ser på dem med friske øjne. Jeg finder den idé, jeg bedst kan lide, og giver den lov til at rumstere i baghovedet, mens jeg skriver videre. Når første udkast til historien, jeg skrev, er klar, lader jeg den altid ligge en måned, inden jeg gennemlæser den, og i den måned får den nye idé frie hænder til at vokse og udvikle sig, så den er klar, og jeg kan kaste mig over næste fase, når den anden historie er blevet gennemlæst og korrigeret.
En historie kan udvikle sig enormt i den tid, den simrer.
Se kornet gro er historien om den 17-årige Iiris, som får mistanke om, at hun er ved at miste forstanden, da hun begynder at se ting, hun ikke kan forklare. Hun og hendes to søstre er overladt lidt til sig selv, da forældrenes ægteskab er i voldsom krise, efter en ulykke har tvunget dem til at flytte til en ny del af landet. Iiris kæmper for at finde nye venner og møder til sidst den rebelske Nastja. Et møde som med tiden binder dem tæt sammen, men som også får helt forfærdelige konsekvenser. Sønderknust søger Iiris ud i skovene, hvor hun møder en eneboer med en skjult fortid. I ham finder hun en person, som forstår hende, og han og tvillingesøsteren Helen hjælper Iiris til endelig at forstå, hvad hun ser. Hvad der skete i ulykken, og hvordan hun kan komme videre.
Første idé til det, der endte med at blive historien Se kornet gro var en historie om en mand, som efter et tragisk tab havde slået sig ned, dybt inde i skovene. Han nød naturen og roen. Da han mødte den trodsige 11-årige Iiris, som var løbet ud i skovene for at slippe væk fra sine forældres kriseramte ægteskab, opstod et venskab, som gav Iiris et fristed og en ro, hun ikke kunne finde i byen, og som gav manden en mulighed for igen at vende tilbage til livet.
Det lyder som to forskellige historier, men det er også tydeligt, at de deler elementer, hvis indbyrdes forhold dog er forskelligt i de to udgaver. Iiris er blevet seks år ældre og er gået fra en delt hovedrolle til at være den eneste hovedperson. Manden er blevet en biperson, som først dukker rigtigt op lidt over halvvejs inde i historien. Men frem for alt er historien blevet mere spændende. Den har fået flere elementer og personer og dermed mere potentiale for spænding og konflikter. Den er gået fra at være en tynd suppe til at have masser af ingredienser og smag.
Så lad historien simre. Giv den tid til at udvikle sig. Og så – når du føler, du er klar – kaster du dig over næste fase.
Det behøver ikke være på et fast, klart defineret tidspunkt. Tit er der en lidt flydende overgang mellem de første løse idéer til den egentlige planlægning (hvis du er typen, som planlægger) eller til du bare går i gang med skriveriet (hvis du er typen, som bare kører løs).
Det er det, næste afsnit handler om.