Blog

Lad os skrive en bog -
del 1: Kan jeg skrive en bog?

skrivning pep talk

En roman er lang. Som i … lang. Normalt siger man, at en roman skal være på et sted mellem cirka 60.000 og 100.000 ord, og hvis der er tale om sci-fi eller fantasy kan det endda være mere. Derfor kan det virke som en enorm, næsten uoverstigelig opgave at gå i gang. Det er lige ved, at tanken alene kan tage modet fra en.

I sådan en situation kan man let komme til at tænke: Kan jeg overhovedet skrive en hel bog?

Svaret er ja. Ja!

Selvfølgelig kan du skrive en hel roman. En hel bog. Og der er et supersimpelt trick til at skrive den: Tag en bid ad gangen. Hvis vi alle kun lavede ting, som kunne færdiggøres på en halv eller en hel dag, ville der være masser af ting, vi aldrig ville få lavet. Men vi laver tingene. Vi får dem gjort. Også de af dem, som tager en uge eller en måned. Et halvt år. Det er ikke anderledes, når det kommer til at skrive.

Nå. Så vidt så godt. Men hvis det er så ligetil, hvorfor har du så ikke allerede skrevet en roman?

Et eller andet har holdt dig tilbage. Noget har forhindret dig i at få den skrevet. Det kan være forskellige ting, som holder en tilbage, så din første opgave er at finde ud af, hvad det er, som afholder lige netop dig fra bare at skrive.

Tag for eksempel mig. Jeg var gennem årene gået i gang med i hvert fald fire eller fem forskellige romaner. Nogle af dem var løse idéer, andre havde jeg planlagt hele forløbet, og hver gang … hver gang nåede jeg to eller tre kapitler ind og gik så i stå. Der var pludselig andre ting, som skulle nås, og efter nogen tid havde jeg været så længe væk fra historien, at den ikke virkede så interessant længere. Men først og fremmest: Det virkede, som om jeg var langt fra det sidste punktum, at det næsten forekom utopisk at tro, at jeg kunne nå derhen. Kort sagt: Jeg havde aldrig færdiggjort en roman, og det var lige netop det, der forhindrede mig i at færdiggøre min første. Det var en usynlig mur, jeg skulle gennembryde.

Jeg skrev min første roman, Damages, i foråret 2018, og jeg lærte en masse. Men først og fremmest lærte jeg, at jeg kunne. Jeg kunne skrive en hel bog. Jeg kunne nå til det sidste punktum. Jeg gennembrød muren, og efter da, var det let. Efter da var det bare at skrive. I efteråret 2018 skrev jeg Se kornet gro, i foråret 2019 Pigen i den gule æske, samme efterår Kun når det brænder, og nu – i foråret 2020 – skriver jeg Arasvog.

Du kan skrive en hel roman. Du skal bare finde ud af, hvad det er, der holder dig tilbage. For nogle er det – som i mit tilfælde – at man ikke tror, det er muligt. For andre kan det være, at man er bange for, om man er god nok. For nogle er det et helt praktisk spørgsmål om tid.

Men det kan lade sig gøre. Find det, der forhindrer dig i at skrive, og konfronter det.

Er du bange for, at du ikke er god nok, så skriv alligevel. Arbejd dig gennem den usynlige mur og få ordene ned på papiret. Og måske er det ikke særligt godt. Måske tænker du i starten Jesus Christ noget lort. I starten. Men du bliver bedre. Og du kan kun blive bedre ved at skrive. Du kan kun forbedre det, du har skrevet, hvis du har skrevet det i første omgang.

Har du ikke tid nok, så find tiden. Den er der, det garanterer jeg. Som en far til to som af og til undrer sig over, hvad søren jeg fik al tiden til at gå med, da jeg ikke havde børn, garanterer jeg, at tiden er der. Du skal bare finde ud af, hvor den gemmer sig. Ligger den en time om morgenen, inden du skal på arbejde? Eller måske en time om aftenen? Ligger den midt på dagen, hvis der er et hul? Find den og lav en aftale med dig selv om, at du vil udnytte den. Og hold aftalen. Det behøver ikke være 1.000 ord, du skriver – nogle gange behøver det slet ikke være et eneste ord. Så længe du bruger tiden på historien, du vil skrive.

Og hvis du skriver, så bliver historien færdig. Så ender du med at trykke Print og se bunken af sider vokse ud af printeren. Bare du skriver. Hver dag … eller i det mindste næsten hver dag. Det er ikke noget kapløb. Skriv så meget du kan, og når du bliver træt i hovedet, så stop. Lad batteriet lade op, så du igen er klar næste dag. Hvis du skriver bare 500 ord om dagen, vil du efter tre måneder have skrevet næsten 50.000 ord!

Din roman bliver færdig. Du sætter det sidste punktum og trykker print!

Om den vil blive udgivet er en anden sag. At skrive er et håndværk. Nogle har et naturligt greb om det, andre tumler lidt mere i starten, men alle bliver bedre hen ad vejen. Og selv hvis du skriver en spændende historie med smukt sprog og medrivende handling, er det ikke en garanti for, at du bliver udgivet. Forlag udgiver bøger for at tjene penge, så de udgiver historier, de regner med vil sælge. Krimier f.eks. Så hvis du skriver i en niche eller inden for et emne som ikke er populært for tiden, kan det være meget svært at komme igennem.

Men er det derfor, du skriver? For at blive udgivet? Eller skriver du, fordi du ikke kan holde historierne inden i dig? Fordi figurerne virker lige så levende som virkelige mennesker, og du simpelthen er nødt til at få dem ned på papiret?

skriv!

Men hvordan? Hvordan skriver du din historie, så den bliver spændende? Så den ikke ender med at blive noget rod? Og hvor starter du?

Du starter med forberedelsen. Og den kigger vi på næste gang.

Læs næste indlæg
Se alle indlæg